Johan Rantzau (officer)

Johan Rantzau, 1650-17.12.1708, officer. Født på Estvadgård, død i Bruxelles, begravet i Kbh. (Nic). R. blev 1675 ritmester i jyske rostjeneste, men havde antagelig forud været i fransk tjeneste, blev n.å. forsat til garden til hest og viste sig ved flere lejligheder som en dygtig og dristig fører; blev 1678 oberstløjtnant og s.å. oberst for den reorganiserede rostjeneste som han med betydelig bekostning bragte på benene før den 1679 blev ophævet. Han selv og alle befalingsmænd og menige afslog at engagere sig på ny og spredte sig til alle sider. N.å. modtog han dog regiment på Sjælland; 1685 deltog han i en kommission om ryttergodset, og 1692 lykkedes det ham at få gennemført en betydelig lettelse af samtlige rytterbønders ydelser. Han gik med sådan pligtfølelse op i arbejdet for sine undergivne at han i flere år "ei haver vaaret paa mit Gods i Jylland". 1693 blev han brigadér, og 1696 kunne han være blevet generalmajor hvis han ville tage kommandoen over hjælpekorpset i Ungarn men han afslog fordi det trak op til krig hjemme. 1698 blev han generalmajor, og i felttoget 1700 kommanderede han først et lille særligt korps, derefter hærens rytteri. I krigsråd holdt han på hurtig, energisk handling, angreb; men der blev ikke lejlighed hertil. Derefter havde han en kort tid inspektion over det nationale rytteri. Ved indretningen af landmilitsen 1701 skulle han være formand i en kommission, men bad om fritagelse herfor da hans hedeste ønske var at blive anvendt i det til engelsk-hollandsk tjeneste bestemte korps, og det var lettere for kongen at få tyve dygtige kommissarier end én dygtig general. Han måtte dog begynde som kommissionsformand i Jylland, men inden han var færdig blev han kommandør for hjælpekorpsets stærke rytteri. I slaget ved Höchstädt kæmpede han under prins Eugens øjne og fremhævedes af denne for sin "glimrende" føring. Han pressede herefter hårdt på kongen om avancement eller afsked. 1705 blev han så kar. generalløjtnant, regnet fra 1704. Trods gentagne alvorlige sygdomme, gigt og podagra, forblev han ved korpset til han få dage før sin død måtte lade sig bringe fra lejren til Bruxelles.

R. synes at have været en tiltalende personlighed med venner i mange kredse. Han besad klassisk dannelse og grundige historiske kundskaber. I sine skrivelser udtrykker han sig jævnligt på udmærket fransk, men hyppigst på frisk, kernefuldt dansk fuldt af humor og originale, karakteriserende vendinger, selv over for kongerne. Hans hyppige og kloge beretninger fra arvefølgekrigen er yderst fornøjelig læsning. Ligesom broderen Jørgen gjorde han sit yderste for at forfremme dygtige danskfødte officerer, både "for Sprogets Skyld og deres Lemfældighed at omgaas de Gemene". Ved arv og køb var han ejer eller medejer af Ørslev kloster, Bidstrup, Bramminge, Frydendal og Clausholm og boede mest på Frydendal og Bidstrup. – Hv. R. 1705.