Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Rantzau

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johan Rantzau, 1650-17.12.1708, officer. Født på Estvadgård, død i Bruxelles, begravet i Kbh. (Nic). R. blev 1675 ritmester i jyske rostjeneste, men havde antagelig forud været i fransk tjeneste, blev n.å. forsat til garden til hest og viste sig ved flere lejligheder som en dygtig og dristig fører; blev 1678 oberstløjtnant og s.å. oberst for den reorganiserede rostjeneste som han med betydelig bekostning bragte på benene før den 1679 blev ophævet. Han selv og alle befalingsmænd og menige afslog at engagere sig på ny og spredte sig til alle sider. N.å. modtog han dog regiment på Sjælland; 1685 deltog han i en kommission om ryttergodset, og 1692 lykkedes det ham at få gennemført en betydelig lettelse af samtlige rytterbønders ydelser. Han gik med sådan pligtfølelse op i arbejdet for sine undergivne at han i flere år "ei haver vaaret paa mit Gods i Jylland". 1693 blev han brigadér, og 1696 kunne han være blevet generalmajor hvis han ville tage kommandoen over hjælpekorpset i Ungarn men han afslog fordi det trak op til krig hjemme. 1698 blev han generalmajor, og i felttoget 1700 kommanderede han først et lille særligt korps, derefter hærens rytteri. I krigsråd holdt han på hurtig, energisk handling, angreb; men der blev ikke lejlighed hertil. Derefter havde han en kort tid inspektion over det nationale rytteri. Ved indretningen af landmilitsen 1701 skulle han være formand i en kommission, men bad om fritagelse herfor da hans hedeste ønske var at blive anvendt i det til engelsk-hollandsk tjeneste bestemte korps, og det var lettere for kongen at få tyve dygtige kommissarier end én dygtig general. Han måtte dog begynde som kommissionsformand i Jylland, men inden han var færdig blev han kommandør for hjælpekorpsets stærke rytteri. I slaget ved Höchstädt kæmpede han under prins Eugens øjne og fremhævedes af denne for sin "glimrende" føring. Han pressede herefter hårdt på kongen om avancement eller afsked. 1705 blev han så kar. generalløjtnant, regnet fra 1704. Trods gentagne alvorlige sygdomme, gigt og podagra, forblev han ved korpset til han få dage før sin død måtte lade sig bringe fra lejren til Bruxelles.

R. synes at have været en tiltalende personlighed med venner i mange kredse. Han besad klassisk dannelse og grundige historiske kundskaber. I sine skrivelser udtrykker han sig jævnligt på udmærket fransk, men hyppigst på frisk, kernefuldt dansk fuldt af humor og originale, karakteriserende vendinger, selv over for kongerne. Hans hyppige og kloge beretninger fra arvefølgekrigen er yderst fornøjelig læsning. Ligesom broderen Jørgen gjorde han sit yderste for at forfremme dygtige danskfødte officerer, både "for Sprogets Skyld og deres Lemfældighed at omgaas de Gemene". Ved arv og køb var han ejer eller medejer af Ørslev kloster, Bidstrup, Bramminge, Frydendal og Clausholm og boede mest på Frydendal og Bidstrup. – Hv. R. 1705.

Familie

Forældre: oberst Frants R. til Estvadgård (ca. 1620-76, gift 2. gang 1660 med Helle Urne (død 1688, gift 2. gang med Morten Skinkel, død 1679, gift 3. gang 1685 med hofjægermester Hans Arenfeldt til Rugård, død 1689)) og Lisbeth Rosenkrantz (1631-57). Gift 1. gang 17.9.1678 med Christiane Barbara Friis, født 2.11.1652 på Clausholm, død 26.8.1679 i Hamburg, d. af løjtnant, senere oberst Hans F. (1625-97) og Helvig Ottesdatter Marsvin (ca. 1612-78). Gift 2. gang 1680 (vielsesbrev 2.8.) med Sophia Amalia Friis, født 12.2.1651 i Kbh., død 23. (24.) 10.1696 på Frydendal, d. af ritmester, senere oberst og felttøjmester Christian F. til Lyngbygård (1617-57) og Øllegaard Gyldenstierne (død 1697). – Bror til Jørgen R.

Annonce

Bibliografi

J. H. F. Jahn: De danske auxiliærtropper II, 1841 98 o.fl.st. Edv. Holm i Hist. t. 5.r.V, 1885 276f. Danske mag. 4.r.VI, 1866 253 255 260. C. C. v. Krogh: Medd. om den kgl. livgarde til hest, 1886 41 81-83. Sthen Jacobsen: Den nord. krigs krønike, udg. M. Weibull, Kbh., Lund 1897 (fot. optr. 1972). Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I-II, 1899-1903. Emil Madsen i Hist. medd. om Kbh. II, 1909 417f. K. C. Rockstroh: Udvikl. af den nationale hær i Danm. II, 1916.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Johan Rantzau i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296103