Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Linnemann

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johan Linnemann, Mads Johan Buch Linnemann, 4.6.1830-24.6.1889, officer. Født på Rungstedgård, Ødsted sg, død i Jægersborg, begravet i Trellenæs, Sverige. L. var i begyndelsen af marts 1848 ansat ved handel i Ålborg og meldte sig straks ved de første krigsrygter som frivillig ved 11. bataljon, deltog i krigen s.å. og blev korporal, gennemgik reserveofficersskolen 1848-49 og udnævntes 1849 til sekondløjtnant i krigsreserven, deltog i krigen 1849-50, optoges 1850 som officer i linjen og blev premierløjtnant 1861. Den første del af krigen 1864 var han regimentsadjudant, førte derefter kompagni i forreste linje under kampen på Als hvor han blev fanget. 1867 blev han kaptajn. Allerede før krigen 1864 fremsatte han (Tidsskrift for Krigsvæsen, 1861 429-49) et vel gennemtænkt forslag om en virkelig feltmæssig uddannelse af den menige infanterist, en bedre udnyttelse af uddannelsestiden, indskrænkning af den megen og nedbrydende vagttjeneste i garnisonen og af adskillige mindre nødvendige discipliner. Tidspunktet, den Thestrupske periode, var for så vidt godt valgt, men alligevel vandt L.s anskuelser endnu kun småt terræn i hæren. - På grundlag af den praktiske soldats erfaringer konstruerede han efter krigen den kortskaftede, meget anvendelige og meget praktiske fodfolksspade, den L.ske Spade, som han 1869 tog patent på, og som allerede n.å. reglementeredes i hæren og blev infanteristens "andet våben" under udviklingen af de nye kampformer. 1871 gik han uden for nummer og oprettede i Wien en fabrik for massefremstilling af spaden der indførtes i den kejserlige hær m.fl. og viste sig særdeles nyttig i den rumænske hær i Balkankrigen. 1876 gik han atter i nummer i hæren og afskedigedes på grund af alder 1882. - L. var en velbegavet mand, en dygtig officer i krig som i fred, med en rolig, bestemt optræden. Ved flittigt selvstudium havde han efterhånden erhvervet de kundskaber som hans egentlig militært opdragne kammerater havde forud for ham, og da han blev kaptajn skønnedes han særdeles velegnet til højere stillinger. Nærmest af militære hensyn stillede han sig 1866 i Hjørring til valg til folketinget, men blev ikke valgt. Sin formue anvendte han til et familielegat.

Familie

Forældre: proprietær Johan Henrik L. (1790-1857) og Madsine Johanne Buch (1794-1876). Ugift.

Udnævnelser

R. 1864. F.M.l. 1879.

Annonce

Ikonografi

Mal. af J. F. Richardt.

Bibliografi

Den danske-tyske krig 1864, udg. Generalstaben III, 1892. Thomas Larsen: En gennembrudstid II, 1922.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Johan Linnemann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293639