Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jobst v. Scholten

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jobst v. Scholten, ca. 1647-7.11.1721, officer. Født i Amsterdam, død i Kbh., begravet i Altona. v.S. var fra ca. 1670 i dansk tjeneste som officer i infanteriet og ingeniørerne, antagelig under general Ruse (Henrik Rüsensteen), men først fra 1676 da han var kaptajn i livregiment til fods kan man følge ham sikkert. Han blev såret 1677 ved Malmø, blev major og oberstløjtnant, deltog 1678 i U. F. Gyldenløves felttog fra Norge, kommanderede livregimentet til 1679 da han blev oberst og midlertidig kommandant i Rendsborg. 1685 blev han chef for fæstningsvæsenet i hertugdømmerne og grevskaberne og ledede her betydelige arbejder, navnlig ved Rendsborg. 1693 ledede han angrebet på Ratzeburg, 1697 på Gottorp, 1700 på Tønning og fik s.å. inspektion over infanteriet inden for sit område, 1707 udnævntes han til generalløjtnant og blev næstkommanderende ved det til sømagterne afgivne hjælpekorps, ved hvilket han deltog til han 1708 søgte afsked efter at have deltaget i en række slag, med stor dygtighed ført betydelige troppestyrker og ledet flere belejringsforetagender. Han tog fast ophold i sit hjemland. Da man i Kbh. forår 1710 overvejede krigens fortsættelse, var den hidtidige overgeneral C. D. Reventlow stadig utjenstdygtig og efter hans afgang i april valgtes v.S. blandt flere udenlandske emner til hans efterfølger. Maj s.å. kom v.S. til Kbh., i juni udnævntes han til general af infanteriet og kommanderende general over felthæren. Hans første betydelige arbejde gjaldt hærens genrejsning efter nederlaget ved Helsingborg. I et indgående forslag herom hævdede han som grundsætning at landmilitsen ikke burde indgå i felthæren og kunne nedskrives i styrke efter at en del var afgivet til de geworbne; yderligere kunne et vist antal karle mod betaling gives tilbage til landbruget, godsejerne, og de derfor indkomne penge anvendes til hvervning af folk uden for landbruget; dette skulle have forsikring om at nyudskrivning ikke skulle ske så længe krigen varede. Men han gik ganske vist ud fra, at krigen ville løbe ud med året 1712. Hans forslag var klogt og viser hans nøje kendskab til landets forhold; det vandt almindeligt bifald og blev omsat i forordning. Det skaffede landbruget en stærkt tiltrængt arbejdskraft, stemte godsejerne gunstigt og hjalp de geworbne regimenter. Dernæst indførte han nyt reglement for regimenternes økonomi med skarp kontrol over pengenes anvendelse, navnlig med det formål at den menige soldat fuldt ud fik, hvad der tilkom ham. Han udarbejdede et hårdt tiltrængt feltreglement for tjenesten i lejr, kantonnement, på march og over for fjenden. For 1711 forelagde v.S. først en plan for overgang til Skåne, men af hensyn til de allierede, Sachsen-Polen og Rusland, valgtes de svenske landskaber syd og sydvest for Østersøen til operationsområde. Med styrke hævdede han at først og fremmest burde fæstningen Wismar der lå midt i dette område erobres af den danske hær, hvad kongen godkendte, og aug. 1711 førte v.S. en veludrustet hær ind i Mecklenburg. Kongen lod sig imidlertid, meget mod v.S.s råd, af sachserne overtale til med de allierede at indeslutte det stærke Stralsund hvor hærene fastholdtes til nytår 1712 uden andet resultat end en stærk svækkelse.

Mens hæren forår 1712 lå i vinterkvarter lykkedes det v.S. i et krigsråd i Kolding under kongens forsæde at få sachsiske og russiske udsendinge til at godkende en felttogsplan hvorefter de to allierede skulle angribe Stralsund og Rügen mens danskerne indesluttede Wismar og erobrede Bremen-Verden. Dette sidste gennemførtes heldigt under v.S.s ledelse mens de allierede ikke kunne forhindre Stenbock i at føre en hær over til Stralsund. v.S.s valg af kampplads og troppefordelingen ved Gadebusch (Waken-städt) dec. 1712 var ugunstig og forværredes ved at han i sidste øjeblik, meget mod sit ønske, måtte ændre opstillingen som følge af den sachsiske overgeneral m.fl.s kritik, og Stenbock vandt slaget; men ved angrebet på Tønning der førte til Stenbocks kapitulation 1713 samt den påfølgende belejring og erobring af denne fæstning 1713–14 tog v.S. med dygtighed og energi ledelsen under fortræffeligt samarbejde med de fremmede overgeneraler og hertug Carl Rudolph af Württemberg, med hvem han delte overkommandoen. Under operationspausen 1714–15 benyttede han tiden til indførelse af nyt feltskyts og opstillingen af et stærkt belejringsartilleri og den hær der sommeren 1715 gennemførte et nyt felttog syd for Østersøen var i fortrinlig stand. Angrebet på og erobringen af Rügen og Stralsund skete efter hans projekt og under hans ledelse. 1716 blev han præses i landetatens generalkommissariat, men var vedblivende hærens generalissimus. Efter at have sikret Sjælland, særlig Kbh., mod muligt angreb 1716 udarbejdede han plan for Norges forsvar samt for landgang i Skåne sammen med russerne. Zar Peter godkendte vel denne sidste, men mente at v.S. var for gammel til at lede foretagendet. Som bekendt strandede dette på zarens sluttelige modstand, som kong Frederik og v.S. ikke kunne overvinde. Ved udsigten til Karl XIIs angreb på Norge 1718 ønskede kongen at v.S. ville rejse derop, uden dog at ville befale det. v.S. afslog det imidlertid både da og 1719 da kongen personlig ville føre en hær fra Norge ind i Sverige. Under de langvarige overvejelser 1719 om denne sidste operation holdt v.S. og general F. J. v. Dewitz bestemt på at angrebet burde føres mod Skåne for at fremkalde en afslutning på krigen mens konseillet støttede kongens og C. Gabels plan der vel blev indledt men nærmest løb ud i sandet. v.S. var en tid generalguvernør i det erobrede Bremen-Verden, senere i Pommern. Afslutningen på hans virksomhed blev hans personlige ledelse 1720 af de store digearbejder i hertugdømmerne og Oldenburg med storslået anvendelse af militær arbejdskraft.

v.S.s nære samarbejde med Frederik IV havde været mønsterværdigt, baseret på gensidig ubegrænset tillid, fra v.S.s side på åbenhed, loyalitet og gennemført hensyntagen til hvad der tjente konge, land og hær. Ud over hvad der vedrørte hans tjenstlige område holdt han sig uden for politik, uden for, over alt klikevæsen, var omgængelig, kølig og objektiv. Han underholdt en stadig og omfattende forbindelse med personer af betydning. I sin store administrative stilling var han en ivrig fremmer af dansk arbejde. Trods sit mangeårige ophold i monarkiet lærte han aldrig rigtig dansk, talte og skrev tysk. Hans efterladte papirer (i rigsarkivet) er en hovedkilde til tidens danske krigshistorie.

Annonce

Familie

Forældre: overlandbygmester i Amsterdam Heinrich v. S. (født 1618). Gift 1. gang 15.(7.) 5.1673 i Herzhorn med Adelgunde Mechtilde (Mathilde) Rømeling, født 3.12.1654, død 13.2.1714 i Itzehoe, d. af dr.med., senere garnisonsmedicus i Kbh. og Glückstadt Conrad R. (1624–76) og Suana (Anna) Elisabeth Ruse (Rüse) (1630–78). Gift 2. gang 25.7.1714 i Hamburg med Charlotte Amalie v. Plessen, født 6.10.1686, død 23.2.1740 i Kbh. (Petri) (gift 2. gang 1727 med gehejmestatsminister Johan Georg v. Holstein, 1662–1730), d. af amtmand, senere generalløjtnant Samuel Christoph v. P. (1640–1704) og Catharine M. E. v. Dalwig (1654–1726).

Udnævnelser

Hv.R. 1695. Bl.R. 1712.

Ikonografi

To ens mal. af eller efter B. Denner (Fr.borg; Ledrebrog), herefter tegn. (Kgl. bibl.). Mal. muligvis af J. S. Wahl (Fr.borg). Afbildet på tegn. af kampen ved Stade 1712 (Fr.borg). Afbildet s.m. Fr. IV på mal. af N. Abildgaard, 1786 (St. mus.).

Bibliografi

J. H. F. Jahn: De danske auxiliær-tropper II, 1841. Letters and despatches of John Churchill, first duke of Mariborough 1702–12, udg. George Murray III, London 1845 655. C. Paludan-Müller i Hist. t. 4.r.VI, 1877–78 16 24f 27 35–37 58. Edv. Holm sst. 5.r.III, 1881–82 46 82 87 94f 97 115 119 121 595 623. Vilh. Lorenzen sst. 10.r.V, 1939–41 468f. Danske mag. 5-r.III, 1893–97 331f. V. É. Tychsen: Fortifikations-etaterne og ingeniørkorpset 1684–1893, 1893. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I-X, 1899–1934. N. P. Jensen: Den skånske krig, 1900. Gerh. Brammer: Livgarden 1658–1908, 1908. A. P. Tuxen: Poul Vendelbo Løvenørn, 1924. K. C. Rockstroh: Udvikl, af den nationale hær i Danm. III, 1926.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Jobst v. Scholten i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297130