Jens v. Løwenklau

Jens v. Løwenklau, Jens v. Hadersleben, 1602-.1684, officer. Født i Øsby sg., Haderslev amt, død i Oldesloe. Fra 1622 deltog v. L. i kejserlig tjeneste i krigen i Pfalz m.m., men 1625 drog han med fire brødre til Christian IVs hære i Tyskland og var med i felttogene i Böhmen, Ungarn osv., lige til tilbagetoget til Jylland 1627 og hærens fuldstændige opløsning. Fra 1628 var han en årrække i svensk tjeneste i Tyskland, erhvervede megen anerkendelse og betydelige midler og avancerede til oberst. Maj 1639 "accorderede" Christian IV med ham om en årlig vartpenge for at stå til rådighed; men han forblev i svensk tjeneste til 1641, da han søgte og fik afsked samt adelspatent som v. L., hvorefter han synes en årrække at have boet i Lübeck. 1657 tilbød han Frederik III at hverve et rytterregiment, men fik et regiment jyske sogneryttere og udnævntes til generalkvartermester (stabschef) med generalmajorsgage ved hæren i Holsten og deltog i felttoget i stift Bremen og Holsten og krigsrådsforhandlingerne. Han var ikke med ved rytteriets ilfærdige tilbagetog til Jylland og Fyn, men forblev i Holsten, indtil Anders Bille (1606-57) beordredes at vende tilbage til Danmark og tage v. L. med sig. Han blev nu stabschef og næstkommanderende på Fyn under U. C. Gyldenløve (1630-58) og da denne i januar 1658, umiddelbart før svenskernes overgang over Lillebælt, som syg lod sig bringe til Odense, gik kommandoen over til v. L. Han samlede hovedstyrken mellem Assens og Tybrind under meget vanskelige forhold for virksomt forsvar, og efter en kortvarig fægtning ved stranden 30.1. trådte han i forhandling med feltmarskal K. G. Wrangel og gik i fangenskab med størstedelen af sine tropper. En kommissionsundersøgelse af v. L.s forhold denne dag synes ikke at have oplyst noget for ham fældende, og han fik på sædvanlig vis afregning for sit tilgodehavende. At der i Kbh. lavedes nidviser om ham og andre officerer i denne ulykkelige krig kan ikke tillægges betydning. En egentlig afsked v. for ham synes ikke at foreligge, men hans militære løbebane var afsluttet, og herefter var han optaget af omfattende penge- og godstransaktioner. For sit svenske tilgodehavende havde han gods i Skåne, og for sine danske vartpenge havde han fået anvist indtægten af Bavelse. 1652 havde han for meget betydelige pengelån til de sønderborgske hertuger fået pant i Kegnæsgård, senere også i Sønderborg, men led betydelige tab ved den sønderborgske konkurs 1665. Han boede i en årrække vedblivende i Lübeck, senere i Oldesloe og foretog hyppige forretningsrejser fra disse steder til Sverige og Danmark.