Jacob Fibiger, Jacob Scavenius Fibiger, 23.1.1793-11.10.1861, officer, krigsminister. Født på Snoghøj færgegård, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). F. var 1806-11 elev i artillerikadetinstituttet, fra 1809 som stykjunker; 1811 blev han sekondløjtnant og allerede n.å. lærer i artilleri ved landkadetkorpset; 1815 tog han yderligere eksamen for ingeniørofficerer. Efter en længere udenlandsrejse var han lærer både ved artillerikadetinstituttet og landkadetkorpset; 1827 blev han kar. kaptajn, n.å. sekondkaptajn, 1832, som kaptajn, batterichef, og 1832-42 var han lærer i artilleri m.m. ved den militære højskole. 1842 blev han major, 1844 oberstløjtnant og stabschef ved artilleribrigaden hvorved han sprang forbi Chr. de Meza m.fl. Som kar. oberst havde han 1848-50 kommandoen over felthærens artilleri – nærmest som administrerende da artilleriet sjældent optrådte samlet, men fordelt til de forskellige troppeled med stor selvstændighed for battericheferne. – Som mangeårig lærer i artillerividenskaben og som artillerikonstruktør på videnskabeligt, matematisk grundlag har F. indlagt sig store fortjenester af sit våben. Under mangeårig og stærk påvirkning af udviklingen i Frankrig, ved jernflid, selvstudium og ved at følge forelæsninger på universitetet over højere matematik uddannede han sig til en af vore første "lærde" artillerister og arbejdede utrætteligt – bl.a. som mangeårig medredaktør og medarbejder ved "Militairt Repertorium" m.m. – på udbredelse af oplysning om militære spørgsmål i almindelighed og artilleriet i særdeleshed. Navnlig bør hans Ledetraad ved Forelæsningerne over Artilleriet I-IV, 1832-34 og hans Ballistiske Tabeller, 1834 (sammen med L. J. F. Keyper) nævnes. Sammen med andre dygtige våbenfæller udarbejdede han planerne for skytssystemet af 1834 hvis første resultater ganske vist kom den slesvigholstenske hær til gode da der ved krigens udbrud 1848 kun i Rendsborg var det nye skyts og materiel, medens de danske batterier måtte rykke ud med det gamle i hast sammenskrabede. – 1851 var F. i tre måneder krigsminister og blev s.å. generalmajor; 1852, da den mindre "lærde" feltsoldat de Meza var chef for artilleriet, blev han overtøjmester og 1856 endelig chef for artilleribrigaden.

Mellem de to krige fortsatte F. arbejdet på forbedring af såvel det svære skyts som infanterigeværet; men tempoet var ret langsomt og holdt ikke trit med den samtidige udvikling navnlig i Preussen og England, så da krigen 1864 kom var kun godt halvdelen af feltartilleriet og en ringe del af det sværere artilleri udrustet med riflet skyts og således underlegent over for det preussiske artilleri medens infanteriets bevæbning kun bestod af ældre ved rifling forbedrede modeller. – For artilleriets udviklingshistorie nærede F. megen interesse og fik den historiske våbensamling (nu Tøjhusmuseet) oprettet. Foruden at han efterhånden blev medlem af en række militære kommissioner var han 1848-49 kongevalgt medlem af den grundlovgivende rigsforsamling.

Familie

Forældre: overretsprokurator, transportforvalter Gotfried F. (1742-95) og Christiane Lindam (1757-1835). Gift 19.4.1821 med Sophie Amalie Nielsen, født 9.7.1796 i Rakkestad, Norge, død 22.1.1868 i Kbh. (Garn.), d. af residerende kapellan i Rakkestad, senere sognepræst i Rødenes ved Frederikshald Ludvig Carl N. (1762-1805, gift 1. gang med Sophie Amalie Hopstock, 1773-94) og Nicoline Maria Smith (1776-1845, gift 2. gang 1808 med regiments-kvartermester, auditør, senere sorenskriver i Guldalen Mads Møller Dessen, ca. 1783-1831). – Bror til Adolph F.

Udnævnelser

R. 1828. DM. 1840. K. 1849. S.K. 1859.

Ikonografi

Mal. af C. A. Jensen, 1818. Mal. af samme ca. 1848 (Fr.borg), litograferet flere gange 1851, samt af C. A. Grunth, og gengivet i træsnit bl.a. 1861 efter tegn. af O. Bache. Afbildet på litografi af gruppe, tegnet af S. Schack, 1851. Afbildet på Sonnes mal. af slaget ved Isted, 1851 (Fr.borg). Tegn. sign. J. Kayser, 1852 (Fr.borg). Mal. af J. F. Vermehren, 1854. Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860-64 af den grundlovgivende forsamling 1848 (Fr.borg). Tegn. af J. Sonne (Fr.borg). Buste af H. V. Bissen, 1862 (St.mus., Tøjhusmus., Fr.borg). Afbildet på K. Gamborgs litografi 1889 af krigsrådet i Vejlby 1849. Foto.

Bibliografi

Otto Blom i Tidsskr. for krigsvæsen, 1863 150-58.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig