J.F.G. Lehmann

J.F.G. Lehmann, Johann Friederich Gotthilf Lehmann, 30.11.1725-26.11.1781, officer. Født i Bergen, død i Ribe, begravet sst. Som søn af en kaptajn ved et bergenshusisk regiment blev L. opdraget ved landkadetkompagniet til han 1747 blev fænrik i infanteriet. 1755 blev han sekondløjtnant, n.å. premierløjtnant, hvorefter han gjorde tjeneste i udlandet, først i Ungarn, derefter i Rusland, og vendte hjem 1761 som oberstløjtnant. Ved mobiliseringen n.å. mod den truende russiske invasion blev han ansat i generalfeltmarskal C. L. de Saint-Germains stab som generalkvartermesterløjtnant under P. E. v. Gähler. Han knyttedes derved til den St.-Germain-Gählerske kreds hvis anskuelser han delte, og 1764 blev han 1. oberstløjtnant i artilleriet og kommandør for dette i chefens fravær – skønt han ikke havde artillerierfaring. 1767 blev han oberst og chef for infanteriregimentet i Rendsburg, men forflyttedes i marts til Kbh. samtidig med at St.-Germain for anden gang overtog ledelsen af General-krigs-direktoriet. Her blev L. tilknyttet Gähler men ved generalfeltmarskallens endelige fald i november måtte han returnere til Rendsburg. Mens der således er en tæt forbindelse mellem hans avancement og hans tilknytning til "kredsen", er der samtidig ingen tvivl om hans dygtighed. Gähler havde stor tillid til ham, og da han i juli 1771 kaldtes til hoffets sommerresidens på Hirschholm var det for at drøfte de hærreformer der var under forberedelse i J. F. Struensees kabinetsregering. Et promemoria han udarbejdede er helt på linje med Gählers ideer. Der synes at have været et modsætningsforhold mellem L. og S. O. v. Falkenskiold der også aspirerede til militærrådgiver for kabinetsministeren. Med S. C. Rantzau stod han ikke på nogen god fod, og af hans breve til Gähler fremgår at han havde sympati for den afsatte J. H. E. Bernstorff. Om Struensee ytrer han sig ikke. Formentlig har han følt sig distanceret af Falkenskiold, og i oktober anmodede han om at få lov at vende tilbage til sit regiment. Han fik tilladelsen og en rejsehjælp af kongen på 1000 daler. Derved, og fordi Rantzaus negative vidnesbyrd næppe havde høj kurs hos det nye regimes folk, reddede han sig helt for tiltale efter Struensees fald og forblev i hæren som en betroet officer. 1773 var han generalkvartermester for hæren i Danmark og Holsten under mobiliseringen mod Sverige, 1774 generalmajor. Efter at hans regiment var forlagt til Ribe klagede godsejerne 1776 over den slette behandling af det nationalt udskrevne mandskab, og L. fik en alvorlig tilrettevisning.