Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik Kaas

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Henrik Kaas, Henrik (Hendrik, Henrich) Bielke Kaas, 7.9.1686-1.7.1773, officer, godsejer. Født på Elingård, Onsøy, Østfold fylke, Norge, død på Boltinggård, begravet i Ringe k. Tolv år gammel kom K. til Danmark som page hos den senere storkansler Conrad Reventlow. Som menig rytter og kadet 1702–04, kornet fra 1704, løjtnant fra 1706 deltog han indtil 1709 i de store slag i den spanske arvefølgekrig og blev gentagne gange hårdt såret. 1709 blev han kaptajn hjemme i Sprengels landdragonregiment og deltog i slaget ved Helsingborg 1710, blev s.å. ritmester, n.å. kar. major, deltog med særlig udmærkelse i slaget ved Gadebusch 1712 og blev 1713 virkelig major, 1714 kar., 1719 virkelig oberstløjtnant, 1725 kar., 1731 virkelig oberst og regimentschef. 1734–36 deltog han i korpset i kejserlig tjeneste i Rhinegnene, blev 1735 kar. generalmajor, 1746 generalløjtnant, 1753 kar., 1759 virkelig general af kavaleriet. Endnu 1765 mønstrede han rytteriet på Fyn og vedblev at stå i nummer i hæren til sin død idet dog hans gage til sidst udrededes af de civile fonds. En ansøgning fra ham 1769 om charge som feltmarskal blev undvigende besvaret med at kongen havde "udsat" sin resolution derpå. – K.s egentlige militærliv faldt i en periode da det svære kavaleri beherskede valpladserne, og han kunne senere ikke forsone sig med de nye former for rytteri og dets anvendelse. Han måtte derfor blive udtalt modstander af C.-L- de Saint-Germains indførelse af lette rytterafdelinger med større bevægelighed. Han viste altid den største omhu for den menige mand og var også i almindelighed en velvillig og omhyggelig foresat for sit officers-korps, men kan dog ikke siges fri for partiskhed. Han var en dygtig administrator, men rethaverisk, egenrådig og stædig og er blevet beskyldt for ved egennytte og pengebegærlighed under felttogene ved Rhinen at have udpresset civilbefolkningen. Hans ægteskaber var barnløse, og 1766 oprettede han af sine to gårde Boltinggård og Rynkebygård et stamhus Kaasenlund og indsatte sin ældste søsters søn H. H. v. Eickstedt som arving dertil.

Familie

Forældre: stiftamtmand Hans K. (1657–1700) og Sophie Amalia Bielke (1650–1703). Gift 1º 11.8.1713 i Ringe med Anna Vind v.d. Kuhla, født febr. 1684, død 26.3.1744 på Boltinggård (gift 1. gang 1710 med kaptajn Erik Banner, 1682–1710), d. af Bendix v.d. K. og Sophie Amalia Banner (1652–96, gift 2. gang 1692 med major Otto v. Rönne, død ca. 1699, gift 2. gang med Anne Margrethe Rothkirck, død tidligst 1714). Gift 2. gang 31.7.1750 med baronesse Regitze Sophie Güldencrone, født 25.5.1712 på Urup, død 18.12.1792 på Tiselholt (gift 1. gang ca. 1730 med ritmester Christian Frederik Ahlefeldt, ca. 1700–49), d. af baron Jørgen G. (1682–1714) og Vibeke Dorothea Gersdorff (1687–1720, gift 2. gang 1715 med stiftamtmand Gotfred v. Pentz, 1672–1726).

Udnævnelser

Hv. R. 1740. L'union parfaite 1754. Bl. R. 1760.

Annonce

Ikonografi

Mal. (Vester Aker, Norge). Gouache. Mal. af A. Brunniche, 1766 (Glücksborg).

Bibliografi

Selvbiografi i Pers. hist. t. IV, 1883 177–215 (også som særtryk) (manus. i Kgl. bibl.). – Danm.s adels årbog XXXIV, 1917 246f. H. Leerbech: Forsøg til en beskr. over Ringe sogn, 1826 20f. A. P. Tuxen: Poul Vendelbo Lovenørn, 1924.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Henrik Kaas i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292433