Heinrich Kauffmann

Heinrich Kauffmann, Heinrich August Theodor Kauffmann, 13.4.1819-17.6.1905, officer. Født i Rendsborg, død på Grimerhus (Grimmerhus) ved Middelfart, begravet i Middelfart. Indtil sit 16. år fik K. en omhyggelig opdragelse og undervisning i hjemmet. Dette var tysktalende, men børnene lærte dog tidligt at tale dansk.

1836 indtrådte K. i den militære højskole som sekondløjtnant, blev premierløjtnant i artilleriet 1842, gennemgik 1842–44 generalstabsafdelingen, og efter at have været til tjeneste i generalstaben, bl.a. direkte under F. Læssøe, udnævntes han 27.3.1848 til kaptajn II. Ved krigsudbruddet stod han vaklende; han holdt sig i baggrunden da Læssøe dannede krigsstabene: af fem brødre K. stod tre på den ene side, to på den anden, og mange kammerater forblev i den slesvigholstenske hær. Ved Preussens indgriben i krigen valgte han standpunkt, anmodede om ansættelse i den aktive hær, blev straks stabschef i Alskorpset hos general C. F. Hansen, og i hovedsagelig godt samarbejde med denne deltog han i kampene i Sundeved maj-juni. Foråret 1849 blev han som kaptajn I souschef hos F. Bülow på Als, deltog i kampen ved Sundeved i april og fulgte derefter med Bülow til Fyn som midlertidig souschef, da Bülow blev overgeneral. Mens stabschefen, C. J. Flensborg, i stadig privat korrespondance med krigsminister C. F. Hansen fulgte dennes direktiver, udarbejdede K. det taktiske udkast for udfaldet fra Fredericia; men i krigsrådet 5.7. deltog han ikke, og helt tilfreds med udfaldets gennemførelse var han ikke. Kort efter blev han kar. major og stabschef ved generalkommandoen i Jylland. 1850 var han atter souschef ved overkommandoen og udarbejdede disposition for slaget ved Isted, hvorefter angrebet skulle ske 24.7. umiddelbart efter et par mils fremmarch. Dispositionen blev godkendt af J. Christoph v. Krogh og Flensborg, men på mødet i Bilskov kro ændredes den til fremmarch 24., angreb først 25. Efter Istedslaget blev K. virkelig major.

I de nærmest følgende år – fra 1852 som kar. oberstløjtnant – var K. skiftevis chef for taktisk afdeling og stabschef ved generalkommandoen i Flensborg. 1854 fik han oberstløjtnants anciennitet og tilbud om stillingen som guvernør i Vestindien, men afslog; derimod modtog han 1855 minister L. N. Scheeles tilbud om stillingen som amtmand i Kiel, kuratelet for universitetet dér m.m., i hvilke stillinger han førte et stort, gæstfrit hus og bestræbte sig for at virke forsonende til begge sider. 1857 valgtes han til medlem af rigsrådet. Formelt var han afskediget fra hæren, men med reserveret ret til, om han ville, at træde ind igen, og ved sin afgang 1860 fra stillingen i Holsten og udnævnelsen til militærbefuldmægtiget i Frankfurt trådte han ind igen som kar. oberst i generalstaben, fra 1862 som oberst uden anciennitet. I sin nye stilling overværede han i Preussen skydeforsøg med bagladeskyts og indberettede herom. 1863 fik han meddelelse om, at han kunne vente anvendelse som gesandt eller ministerresident ved nogle af de mindre stater, hvad han dog afslog. 2.12.1863 hjemkaldtes han telegrafisk og meldte sig 7. s.m. til krigsminister Carl Lundbye der meddelte ham at han var udset til under den ventede krig at blive stabschef hos Christian de Meza. Valget af K. var ret nærliggende, thi i oberst- og oberstløjtnantklassen fandtes ikke nogen absolut egnet. K. beretter at da han den følgende dag var i særaudiens hos kongen, tilbød denne ham stillingen som ministerpræsident hvad K., der stod uden for politik og de politiske partier, imidlertid af mangel på "kompetence" ikke turde modtage. 25.12. udnævntes han til stabschef og rejste over til Slesvig. – Samarbejdet mellem ham og de Meza formede sig ret godt, korrekt, uden at de to mænd kom hinanden nærmere. Generalen så stort på det og overlod alt hvad der vedrørte den daglige tjenestegang til K. der formelt og reelt tiltog sig mere myndighed over for de underordnede stabe end heldigt var. I krigsrådet 4.2.1864 tog K. stærk del i drøftelserne, uden at det kan afgøres med sikkerhed om han ville blive ved Dannevirke eller ikke, og datidige og senere skriftlige udtalelser af ham er modstridende. Det synes dog nærmest, at han var stemt for tilbagetog, men skyede medansvar for beslutning herom og derfor med overlæg har undgået at udtale sig klart og utvetydigt. Anordningerne for og ledelsen af tilbagetoget var mangelfulde. Det blev de Meza der personlig førte kampen mod krigsministeriet efter tilbagekaldelsen, mens K. ved gentagne audienser hos kongen yderligere befæstede sig i dennes fulde tillid og bevågenhed. I de følgende afsnit af krigen førte han med dygtighed en brigade; han ledede også forhandlingerne med den fjendtlige overkommando om våbenhvilen, og dernæst var han medlem af delegationen ved fredsslutningen i Wien.

Dec. 1864 kom K. i nummer i generalstaben og ledede denne foreløbig, indtil han n.å. ved reskript (uden krigsminister Hansens indstilling) udnævntes til generalmajor og generaladjudant for landetaten m.m. I denne stilling lagde han sig på det stærkeste i vejen for krigsminister Hansens hærforslag, men afslog selv at overtage krigsministerposten. 1866 ledsagede han kronprinsen på en rejse til Paris o.fl.st. Et tilbud om posten som gesandt i St. Petersborg afslog han. Da hærloven 1867 bestemte at chefen for adjudantstaben skulle være oberst, og K. ikke ville gå tilbage i stillingen som chef for generalstaben, blev han pensioneret og stillet til krigsministeriets rådighed og blev stående à la suite i hæren indtil sin død, fra 1886 med generalløjtnants karakter. Efter flerårigt ophold i udlandet fra 1867 vendte han tilbage og virkede en årrække i betydelige stillinger på forsikringsområdet. Fra 1888 var han ordensceremonimester ved ordenskapitlet. Fra 1884 tog han meget virksom del i arbejdet for et forbedret forsvar af landet, navnlig Kbh.s befæstning, fra 1886 en række år som formand for Forsvarsforeningen for Sjællands stift, og han har skrevet et antal vægtige artikler i dennes organ Vort Forsvar. K. var en meget kundskabsrig mand, begavet med en skarp forstand og med stor arbejdsevne til op i sin høje alder, i besiddelse af megen verdenserfaring og med en verdensmands fremtræden; tilknappet, kølig, bureaukratisk. Med få undtagelser synes han ikke at have stået i virkelig venskabeligt eller blot sympatisk forhold til de personer hans mangeartede stillinger førte ham sammen med. Han har efterladt meget udførlige livserindringer, delvis benyttet af Daniel Bruun i Halvthundredaars Mindeblade (dennes omfattende uddrag nu i Rigsarkivets 3. afd., forsvarets arkiv). – Kammerherre 1855.