Hans Friis

Hans Friis, 6.1.1625-14.12.1697, officer. Født i Kbh, død på Tustrup, begravet i Hørning k. Til sit 14. år opdroges F. ligesom broderen Christian i huset hos biskop Jesper Brochmand, var derefter et år på Sorø akademi og rejste i udlandet til 1643. 1642 var han blevet hofjunker, n.å. deltog han i en ambassaderejse til Lüneburg, og 1644 fulgte han grev Valdemar Christian på dennes rejse til Rusland. 1645 deltog han som løjtnant i broderen Christians rytterkompagni i krigen i Skåne. N.å. fulgte han Corfitz Ulfeldt på dennes ambassade til Nederlandene og Frankrig hvorefter han i fransk og østrigsk tjeneste fulgte afslutningen af trediveårskrigen. 1656 og 1657 lånte han kongen store pengesummer til krigsforberedelserne; men selv hvervede han endnu ikke nogen afdeling skønt han en tid under krigen var ved den norske grænse. Derimod udviklede han en betydningsfuld virksomhed da krigen igen brød ud 1658 idet han omdannede sin gård Clausholm til en lille fæstning i det af svenske regimenter besatte land, og hertil søgte både soldater og andre fra alle kanter så at han kunne føre en særdeles virksom snaphanekrig til stort afbræk for fjenden. Vinteren 1658-59 blev han oberst og opstillede et rytterregiment hvortil de hos ham værende talrige krigsmænd af alle klasser dannede stammen, og allerede i febr. 1659 kunne en foreløbig mønstring afholdes omkring Ålborg. Da regimentet bestod af udsøgt personale ønskede han at det skulle blive et fast bestående livregiment også for fredstid; men kongen tilsigtede alt andet end at holde danske regimenter, kommanderet af danske adelige. F. frarådede indstændigt at lægge udskrevne "Bønderdrenge" ind i det tilbageerobrede Frederiksodde: Det kunne komme til at gå ligesom 1657 hvorved man ville påsætte den danske nation en evig skamplet. – F. førte herefter sit regiment i operationerne til Fyns befrielse. Efter slaget ved Nyborg 14.11. fremsatte en af de kejserlige regimentschefer beskyldning mod ham for lunken føring af regimentet under slaget, idet han i stedet for at holde foran en tid havde holdt ud til siden af regimentet og trods gentagne opfordringer af generalerne havde trukket det ud inden han førte regimentet frem til angreb. Den kejserlige regimentschef og F. førte begge et antal vidner hvis skriftlige indlæg er bevaret, uden at nogenlunde overensstemmelse opnåedes. Forholdet der gav anledning til megen sladder var i virkeligheden ganske svarende til det mellem de to chefer E. A. Eberstein og Hans Schack (1609-76) hvis samarbejde og forståelse under slaget var meget mangelfuld, og det samme var tilfældet med adskillige af deres regimentschefer. Det er muligt, at F. har tænkt: Lad kun de udenlandske regimenter gøre det første, vanskeligste arbejde og tage de dermed følgende store tab; så griber vi ind med friske kræfter og høster frugterne. For at få en afgørelse befalede kongen Schack og Trampe, der havde fulgt hvad der passerede og skyndet på F., at undersøge sagen og afgive udtalelse; men de fandt intet særligt at bebrejde F., hvorpå kongen resolverede at Eberstein og Schack skulle mægle mellem parterne der havde udvekslet meget grove beskyldninger.

Endnu i dec. 1660 havde F. bedt Schack snarest afgive udtalelse i sagen da hans modstander havde "foretrukket Pennen for Kaarden" og ikke havde indfundet sig efter F.s udfordring til tvekamp. – Ved den efter krigen stedfindende reduktion blev også F.s regiment ophævet. Han tilbragte sine sidste år på den af ham oprettede hovedgård Tustrup og har nedskrevet sine erindringer. Han mente, at han ikke havde fået tilstrækkelig erstatning for sine store udlæg for kronen, og navnlig at det til ham udlagte gods var for højt ansat. Da hans børn, døtre, døde før ham, oprettede han et stamhus for en brorsøn.