Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Christoph v. Schönfeldt

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Hans Christoph v. Schönfeldt, 24.8.1651-13.8.1727, officer. Død i eller ved Kiel, begravet i Kiel (Nicolai). S. var febr. 1676 kaptajn i et af hans farbror Gregor Allard v. S. til dansk tjeneste oprettet regiment, deltog som major i slaget ved Lund s.å., n.å. i Rügens erobring, var 1678–79 kommandant i Landskrona, 1682 major i livregiment til fods. 1684 blev han oberstløjtnant, 1700 brigader og kommanderede en brigade i felttoget s.å., var fra 1704 ved auxiliærkorpset i Flandern, men hjemkaldtes 1706 for at overtage inspektionen over infanteriet i Holsten. Under krigen i Skåne 1709 indstillede C. D. Reventlow at S., der var kendt som en meget dygtig officer, måtte beordres til Skåne for at kommandere hærens fodfolk; men kongen mente at han var mere nødvendig i den selvstændige stilling i Holsten hvor han med kraftig hånd reorganiserede det fra Ungarn hjemvendte korps og traf virksomme anstalter til at imødegå et muligt angreb sydfra. Da Reventlow på grund af sygdom måtte forlade hæren udvirkede han dog ordre om at S. tilkaldtes; men denne protesterede energisk, han ville ikke stå under Jørgen Rantzau – han meldte sig syg og bad om orlov til Hamburg for at søge læge. Kongen resolverede så: "dasz er bleibe" og udnævnte ham 1710 til generalløjtnant. 1711 kommanderede han et indeslutningskorps ved Wismar, medens hovedhæren gik mod Stralsund, hvorhen også S. senere beordredes. Da Jørgen Rantzau efter det store kup ved Wismar s.å. blev general af kavaleriet, trængte S. på for også at blive general, men kongen afslog det med den bemærkning at han ikke, som Rantzau, havde udført en dåd der berettigede til det. Fra 1712 var han kommandant i Kbh. m.m. og havde 1713 en slags overkommando på Sjælland. 1714–15 ledede han undersøgelsen mod Stenbock, hvem han i øvrigt viste megen venlighed. Ved hærens reduktion 1720 afskedigedes han.

Familie

Forældre: Siegfried v. S. til Tennicht i Sachsen og Regina v. Jagemann. Gift før 1694 med Adelheid v. Buchwald, begr. 17.4.1730 i Kiel, d. af Claus v. B. til Skovbølgård (1635-tidligst 1694) og Dorothea Rumohr (død 1663).

Udnævnelser

Hv. R. 1709.

Annonce

Bibliografi

Museum, 1895 II 96f 99 (Jørgen Mikkelsen Huulbech). Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I-X, 1899–1934. Gerh. Brammer: Livgarden 1658–1908, 1908. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé VIII, 1917.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Hans Christoph v. Schönfeldt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297285