H. H. v. Eickstedt

H. H. v. Eickstedt, Hans Henrik v. Eickstedt, 14.7.1715-13.8.1801, officer. Født i Kbh. (Slotsk.), død på Boltinggård, begravet i Ringe k. v. E. blev kornet 1732, kaptajnløjtnant 1737, ritmester 1739 med anciennitet fra 1738, major 1746, oberstløjtnant 1754 (1752), oberst 1766 (1759) og 1769 generalmajor. Han var uden tvivl en dygtig officer om hvem det i konduitelisten 1763 hed "Ein Däne, vornehmer Extraction; ein habiler Mann; von ihm kann nicht zu viel gutes gesagt werden". På grund af sin indsats ved hofrevolutionen 1772 kom han også til at spille en politisk rolle og til at beklæde poster han ikke havde format til eller forudsætninger for at bestride. Under de mange kuprygter der svirrede om hoffet sommeren 1771 lod Struensee hoffets livvagt, general F. Numsens "flyvende korps" forlægge til Jylland, og opgaven blev overdraget sjællandske dragoner under v. E. der hidtil havde haft kvarter i Næstved. Sammen med L. v. Köller(-Banner) blev han ledende i den sammensværgelse der kort efter nytår 1772 dannedes mod Struensees regering, og selv om det synes at være v. Køller der dominerede ved arrestationerne var v. E. muligvis den person med hvem forbindelsen til enkedronningen først blev knyttet, og afgjort den for hoffet mest tillidvækkende. Som belønning blev han af de nye magthavere overvældet med gaver og forsynet med indflydelse, og mens de øvrige deltagere som M. Beringskjold, S. C. Rantzau og v. Køller hurtigt udmanøvreredes beholdt v. E. sin plads i forreste række under hele Guldbergs regering. Straks efter kuppet fik han det hvide bånd og blev medlem af det nyoprettede statsråd, udnævntes til general af kavalleriet, kommandør af hestgarden, kommandør i Kbh. og medlem af generalitets- og kommissariatskollegiet. Da han n.å. afgav de to sidstnævnte poster blev han generalinspektør for rytteriet på Sjælland og Fyn, overhofmester for kronprins Frederik og fik ringen Pro Meritis. Da han 1776 yderligere fik det blå bånd var det med anciennitet fra 1773. Endvidere blev han medlem af "overkommissionen" der førte tilsyn med Det kgl. teater og – i kraft af sin øvrige position – den mest indflydelsesrige. Hertil føjedes senere medlemskab af overbankdirektionen. Foruden den taknemmelighed man skyldte ham som den ledende personlighed ved gennemførelsen af kuppet havde det nye styre brug for ham som dansk officer til at understrege den nationale linie Juliane Marie og Guldberg havde valgt. Men der er samtidig grund til at tro at han betragtedes som den militære garant over for kupforsøg mod det nye styre. Hans væsentligste reform blev indførelsen af dansk som hærens officielle sprog, også uden hensyn til de særlige sprogforhold i hertugdømmerne. Det bør dog her erindres at der allerede under Struensee var blevet undervist i og på dansk ved artilleriskolen. Trods nogen forbehold er A. P. Bernstorffs vurdering af v. E. overvejende positiv, et forhold der dog i nogen grad skyldes at Bernstorff havde brug for ham i oppositionen mod Guldberg med hvem v. E. efterhånden kom mere og mere på kant. For offentligheden faldt hans ledelse af teatret dog mest i øjnene. Ved sin protektion af enkelte aktricer, først og fremmest Catharine Møller (senere Frydendahl på andres og bedre kunstneres bekostning medvirkede han bl.a. til 1780 at fordrive den af publikum fejrede Caroline Walter fra teatret. 1782 måtte v. E. dog opgive sin plads i direktionen. Selv om Thomas Overskous udførlige beskrivelse af v. E.s virksomhed ved teatret dækker en opfattelse der var udbredt her og i offentligheden er vurderingen af ham som person næppe dækkende. Der er ikke tvivl om at han udnyttede sin stilling her til egen fordel, men derudover synes han i sine forskellige hverv at have optrådt samvittighedsfuldt. Hans breve vidner om jævnhed og er ikke uden humor. v. E. købte en række godser, men hans økonomi var ikke stabil nok til at han kunne beholde dem. 1737 købte han Benzonslund ved Holbæk men solgte det to år senere. Omkring 1750 ejede han Dyrehavegård ved Nyborg, og 1783 købte han to parceller ved Slagelse og oprettede her godset Store Frederikslund hvor han påbegyndte opførelsen af hoved- og avlsbygninger, og avlsgården Lille Frederikslund (navnet en hyldest til kronprinsen), men godset afhændedes igen 1786. En endnu eksisterende skov her bærer navnet Eickstedtlund. Ved kronprinsens magtovertagelse 1784 blev v. E. afskediget fra alle sine poster, men med en rundelig pension og titlen overkammerherre. Han tilbragte herefter sine sidste år på Boltinggård ved Ringe som hans morbror Henrik Bielke Kaas havde testamenteret ham. Efter bestemmelsen skulle det være et stamhus, men v. E. formåede ikke at holde godset ubehæftet så bestemmelsen trådte aldrig i kraft. – Ægteparrets eneste søn døde 1770, og da moderen derefter følte sin forbindelse med Danmark løst rejste hun til sin slægt i Mecklenburg hvor hun blev til sin død. Begge er gravsat sammen med v. E. i familiens gravkapel i Ringe k.