Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Frantz v. Schwanewede

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

H. Frantz v. Schwanewede, Herman Frantz v. Schwanewede (Svanevedel), 1637-26.1.1697, officer, godsejer. Død på Nørre Vosborg, begravet i Ulfborg k. Efter kort tids tjeneste i den svenske hær blev v. S. fanget i slaget ved Nyborg 1659 og trådte n.å. i dansk tjeneste hvor han 1670 som ritmester blev ansat i det jyske nationale rytteri. I skånske krig 1675–79 deltog han i flere af de større kampe og erhvervede sig yderligere navn som hærens dristigste og snildeste "partigænger" i den "lille krig", blev 1676 major og allerede n.å. oberstløjtnant, oberst og regimentschef. Med kommandoer af udvalgte ryttere, støttet af friskytter til fods og den stedlige befolkning overfaldt han transporter, isolerede kommandoer og poster, indhentede efterretninger og foruroligede fjenden på alle måder. Om hans eventyr og bedrifter dannede der sig en hel sagnkreds, og både under og efter krigen tilskrev man ham kendskab til den sorte kunst, åndemanen osv. Da han havde krav på halvdelen af løsepengene for tagne fanger og af værdien af byttegenstande havde han betydelige ekstraindtægter, men samtidig var han rundhåndet med belønninger og med frivilligt at betale løsepenge for sine egne folk. 1683–89 var han gentagne gange med sit regiment i Holsten i anledning af stridigheder med Gottorp, blev generalmajor 1692, fratrådte regimentet og deltog n.å. i belejringen af Ratzeburg. Fra 1694 havde han inspektion over rytteriet i Jylland. 1687 købte han Nørre Vosborg med over 700 tdr. hartk. bøndergods og ejede i forvejen Sønder Vosborg. Sagnene fortæller at han var en barsk og streng godsejer, men også kunne være godmodig og velvillig. Samtidige vidnesbyrd viser at han vel holdt på sine rettigheder som godsejer, men over for sine ryttere og rytterbønder var han brav og retsindig, opadtil djærv og frimodig.

Familie

Forældre: Arent v.S. til Schwanewede, stift Bremen, og Mette v. Brobergen. Gift 1. gang med Margrethe Nielsen, død tidligst 1670. Gift 2. gang med Christence Dyre, død 24.3.1705 på Nørre Vosborg, d. af kaptajn, senere oberst Claus D. til Sindinggård (1610–93) og Edel Rodsteen (1617–77).

Ikonografi

Mindestøtte af Johs. Wiedewelt, 1784 (ved Jægerspris).

Annonce

Bibliografi

Danm.s adels årbog VIII, 1891 154. Gothaisches genealogisches Taschenbuch... Uradel II, Gotha 1901 792–94. C. F. Wegener: Hist. efterretn. om Abrahamstrup gård II, 1856 (særtryk af Annaler for nord. oldkyndighed, s.å.) 216. A. Sørensen i Saml. til jydsk hist. og top. II, 1868–69 310f. V. Fribert sst. 2.r.I, 1886–88 448. N. P. Jensen: Den skånske krig, 1900. P. Storgaard Pedersen: Ulfborg herred, 1900. Danske herregårde ved 1920, red. L. Bobém.fl. III, 1923 595f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: H. Frantz v. Schwanewede i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297242