Gustav Grüner

Gustav Grüner, 1.1.1688-18.2.1763, officer, diplomat. Født på Säbygård i Östergötland, død i Kristiania, begravet i Søndersø k. G. blev 1702 indskrevet som søkadet i Kbh., men var 1705 underofficer ved et svensk infanteriregiment. 1706 blev han sekondløjtnant i hjælpekorpset i Brabant hvor han indtil 1714 deltog i e'n række slag og belejringer, blev såret et par gange og omtaltes som en dygtig og "trés-joli garçon". 1708 blev han premierløjtnant, 1710 overtallig, n.å. virkelig kaptajn. 1716-18 deltog han i krigen i Norge i forskellige stabe, og 1719 fik han kompagni i grenaderkorpset og majors rang. Da Poul Vendelbo Løvenørn 1720 sendtes til Stockholm til deltagelse i lord J. Carterets fredsforhandlinger benyttedes G., hans personlige ven, ved fortrolige sendelser mellem Kbh. og Stockholm. 1728 blev G. virkelig major og s.å. kar. oberstløjtnant ved et norsk regiment, men forblev i Kbh. indtil han n.å. som virkelig oberstløjtnant blev forsat til et landregiment i Danmark. Da landmilitsen ophævedes 1730 kom G. på vartpenge, blev 1732 underfører i drabantgarden, n.å. overfører og kar. oberst, 1737 virkelig oberst og chef for fyenske landregiment. Han var en meget dygtig regimentschef, uddannede sit regiment fortrinligt og førte skarp kommando, men ligesom i sine senere stillinger var han stridbar over for de høje civile eller halvmilitære myndigheder. 1745 afstod han regimentet med kongens tilladelse og for en betydelig pengesum. – Da der 1740 ved tronfølgervalget i Sverige åbnede sig udsigter for Christian VI eller hans søn blev G. i juni sendt til Stockholm for at afløse den danske minister der. Hans udstrakte forbindelser i høje svenske kredse og almindelige kendskab til svenske forhold gjorde ham særlig egnet til at arbejde for en "skandinavisk plan", og der var på dette tidspunkt virkelig udsigt til en forening af de tre riger. G. havde selv en stærk tro til at hans arbejde skulle lykkes og udviklede en overordentlig virksomhed gennem udsendinge over hele landet og anvendelse af betydelige pengemidler for at vinde tilhængere for planen om en dansknorsk tronfølger. I bondestanden og blandt præsterne, til dels også i borgerstanden, vandt hans arbejde betydelig fremgang, men blandt den talrige adel og i hæren nåede han kun ringe tilslutning, og fra russisk side arbejdedes der med alle midler for at få en gottorper valgt. De første måneder af 1742 opholdt G. sig i Kbh. til konferencer og vendte i maj tilbage til Stockholm for at fortsætte sine anstrengelser. Alligevel blev den unge gottorper Karl Ulrik valgt s.å.; men da han omtrent samtidig blev russisk tronfølger genoptoges arbejdet. G. opfordrede indtrængende regeringen i Kbh. til forberedelser til med våbenmagt at støtte hans bestræbelser og de af ham vundne tilhængere. Der blev også truffet betydelige militære anstalter, og C. A. v. Berckentin sendtes til Stockholm for at virke sammen med G. De to mænd samarbejdede fortrinligt og sparede ikke på pengene, men trods alt blev en anden gottorper, Adolf Frederik, valgt 1743. Kort efter nedsatte kongen en militær kommission, hvoriblandt G., til fremsættelse af en virkelig operationsplan mod Sverige. G. foreslog at man med to korps å 10000 mand fra Sjælland og Norge skulle bryde ind i Sverige, men det lykkedes ham ikke at vinde de ældre generaler for sin plan som fandtes for vovelig og utilstrækkelig. Kongen, der allerede fra tidligere tid satte megen pris på G., havde været ret tilbøjelig til at låne øre til hans råd; men mod slutningen af 1743 blev planerne opgivet og hæren afmobiliseret. Kort i forvejen var G. blevet fritaget for ministerchargen. 1742 var han blevet generalmajor, n.å. overgeneraladjudant hos kongen. – 1 de nærmest følgende år tog G. sig meget af at forbedre og forskønne Margård, indtil Frederik V, der havde arvet faderens interesse for G., 1748 udnævnte ham til kommandant på Kronborg, 1755 til generalløjtnant. 14.3.1759 udnævntes han, med forbigåelse af flere ældre generaler, til kommanderende general i Norge. Han var da 71 år og bad sig fritaget for denne stilling der i hans høje alder medførte stort besvær ved flytning og boligindretning i Kristiania, men kongen fastholdt udnævnelsen og betalte rundelig G.s omkostninger ved overflytningen og hans huslige indretning samt tilstod ham gage som feltmarskal. At G. straks fik anvist et betydeligt årligt pengebeløb "til et vist formål" for hvilket han kun skulle "kvittere" til kongen direkte kan tyde på en slags fortsat politisk virksomhed for G. – Da omtrent halvdelen af den norske hær i disse år stod i Holsten blev der ikke lejlighed for G. til at foretage betydelige forandringer og forbedringer, og han døde umiddelbart før Saint-Germains reformplaner greb ind over den norske hær. Hans virke har dog sat spor på flere områder, bl.a. forstærkning af grænsebefæstningerne og arbejde på at skaffe den af hans forgængere oprettede, kummerligt aflagte Matematiske skole i Kristiania sikre indtægter og en fast fond. Han erfarede at visse regimentschefer havde begået underslæb med undermunderingspengene til mandskabet og fik dem idømt betydelige straffebøder som han med kongens tilladelse overdrog til den nævnte skole. 1761 blev han general af infanteriet. – Kammerherre 1743.