Georg Møller, d. efter 1684officer. Formentlig født i Hertugdømmerne. M. indtrådte 1641 i krigstjeneste som enspænder (kurer), deltog i krigen 1644-45, var 1649 kaptajn i fransk tjeneste ved Hans Schacks infanteriregiment og 1653-56 løjtnant ved sjællandske sogneryttere hvorefter han blev kaptajn ved det nationale sjællandske fodfolk. Ved krigsforberedelserne 1657 hvervede han i Jylland et kompagni til Kjeld Langes regiment, blev s.å. major i dette og deltog i krigen i stift Bremen og blev med en del af regimentet i Bremerforde. Ved krigens genudbrud var han i E. A. Ebersteins korps og deltog i svenskernes uddrivelse af hertugdømmerne, blev oberstløjtnant og kommandant i Frederiksodde. Ved reduktionen 1660 fik han krongods for sit tilgodehavende, bl.a. Agnsøgård, der dog totalt nedbrændte 1674, og blev 1663 chef for sjællandske eskadron fodfolk og deltog med dette en række år ved Kbh.s nybefæstning. 1675 deltog han i Wismars erobring, var nov.1676 kommandant i Helsingborg og afviste et med betydelige styrker ført overfaldsforsøg under Karl XIs ledelse, blev 1677 underkommandant i Landskrona, udnævntes til oberst og fik kommandoen over landgangstropperne på Niels Juels flåde i Østersøen og deltog i plyndringstog på Öland m.fl. steder, bl.a. mod Västervik der fuldstændig udplyndredes og afbrændtes. I begyndelsen af 1678 blev han afskediget. 1679 opholdt han sig i Hamburg og havde mistet al sin ejendom. 1682 var han i Kbh. og bragte den svenske gesandt militære nyheder. Efter at have deltaget i tyrkerkrigen 1683, navnlig Wiens befrielse, søgte han forgæves ansættelse i den danske hær. Han var ikke uden dygtighed, en ægte landsknægttype der forstod at bruge mund og pen, selvrådig og ikke helt hæderlig.

Familie

Gift 1658/62 i Helsingør med Birgitte Jonasdatter Heinemark, født ca.1630 i Kbh., død efter 1662 (gift 1. gang 1648 med toldskriver Johannes Thomasen, død 1658), d. af tolder i Kbh., siden Øresundstolder i Helsingør Jonas H. (ca. 1600-62) og Birgitte Willumsdatter Rosenvinge (1612-60)

Bibliografi

N. P. Jensen: Den skånske krig, 1900.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig