Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

G.F. Jenssen-Tusch

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

G.F. Jenssen-Tusch, Georg Friedrich Jenssen-Tusch, 28.10.1789-15.3.1888, officer, forfatter, oversætter. Født i Kotzenbüll, Ejdersted, død i Hamburg, begravet sst. J.-T. blev kadet 1804, kadetkorporal (fænrik uden ane.) 1807, n.å. virkelig fænrik og kar. sekondløjtnant, fra 1809 virkelig sekondløjtnant, fra 1811 premierløjtnant. 1813–14 deltog han i krigen på sydgrænsen, rykkede derefter ud med 2. "auxiliærkorps", fik 1820 forbeholdt kaptajns ane, blev 1824 stabskaptajn og var dernæst en årrække en dygtig og interesseret forstander for en underofficerskole og bestyrelsesmedlem ved Garnisonsskolen i Slesvig. Han var imidlertid en dårlig økonom og kom i sådan privat gæld og skyld til statskassen at krigsbestyrelsen "tilrådede" ham at søge afsked – ellers ville han få den uden ansøgning, og 1833 afskedigedes han med en rundelig beregnet pension. 1840 fik han nyt afskedspatent som major, og 1843 blev han postmester i Tønning, men "entledigedes" 1846 som sådan i nåde og med vartpenge. – Ved krigens udbrud 1848 overtog han kommandoen over et slesvigholstensk frikorps som han førte godt i kampen om Sundeved 5.6. s.å. hvorefter frikorpsene ophævedes, og J.-T. deltog ikke mere i krigen, men tog ophold i Hamburg. – Han var tidligt begyndt at drive historiske studier, og både før og efter 1848 udsendte han en række oversættelser: fra dansk til tysk bl.a. J. K. Høsts arbejde om Corfitz Ulfeldt, J. M. Thieles om Thorvaldsen, H. C. Andersens Kun en Spillemand – til dansk F. C. Dahlmanns Geschichte von Danemark med mange tillæg og anmærkninger – fra svensk til tysk J. F. Lundblads Karl den Tolvte ligeledes med mange indskud. De i en del af hans arbejder stærkt fremtrædende slesvigholstenske synspunkter fremkaldte 1854 regeringsforbud mod disse arbejders udbredelse i hertugdømmerne. – En søn, Harald Ludvig Christian Jenssen-Tusch, født 22.8.1815, død 16.10.1894, blev ligeledes officer men afskedigedes som kaptajn 1862 af helbredsgrunde. Under krigen 1864 var han dog pladskommandant i Flensborg og Fåborg. 1868 blev han oberst i forstærkningen og var til 1872 bataljonschef ved Bornholms væbning. Han påbegyndte et værk om plantenavne i europæiske sprog hvoraf udkom Nordiske Plantenavne I–II, 1867–70. Samlinger i Kgl. bibl. -En anden søn, Sophus Georg Frederik Jenssen-Tusch, født 18.8.1824, død 29.7.1888, blev, efter at have været landmand, 1853 skovfogedaspirant ved Silkeborg statsskovdistrikt, 1876 blev han skovrider ved Feldborg hvor han siden 1863 havde været plantør. Han indlagde sig stor fortjeneste ved hedebeplantningen og indførte bl.a. 1873 den hannoveranske reolplov til jordens dybdebehandling. R. 1887. – En søn af ovennævnte H. J.-T., Harald Jenssen-Tusch, født 31.12.1851, død 19.4.1922, blev student 1869, n.å. cand.phil. og exam.polyt., og derefter officer. Han var 1880–81 til tjeneste i generalstaben, til 1884 adjudant ved 2. generalkommando, 1897 oberstløjtnant og 1908 afskediget pga. svagelighed. Han udgav 1898–1903 Militær Tidende, 1902–05 Skandinaver i Kongo samt under første verdenskrig det populære Verdenskrigen, 1914. R. 1894. DM. 1901.

Familie

Forældre: notarius, senere premierløjtnant i landeværnet Hans Peter Jensen (1758–1812) og Christina Wilhelmina Tusch (1758–1845). Navneforandring fra Jensen 3.2.1842. Gift 15.10.1811 i Kbh. (Garn.) med Juliane Catharina Sophie Kauffmann, født 11.1.1788 i Randers, død 26.9.1863 i Hamburg, d. af ritmester, senere major Hans Christian K. (1754–96) og Elisabeth Louise Christina Kaas (1767–1849).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: G.F. Jenssen-Tusch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292119