F. Bülow, Frederik Rubeck Henrik Bülow, 4.2.1791-16.7.1858, officer. Født i Lille Nustrup præstegård, Gram hrd, død på Sandbjerg slot ved Aissund, begravet på Dybbøl. B. havde fra sin tidlige barndom lyst til at blive soldat som faderen og bedstefaderen. Hans far fik - efter at B. en tid havde fået undervisning og ophold hos pastor Laurits Lassen i Falslev - udvirket hos kronprinsen at sønnen fik patent som fænrik, dog foreløbig uden anciennitet. 1805 indtrådte han i tjenesten i Rendsborg og kom n. å. på det militære institut i Kbh. Skolen skrev om ham da han kom at han var "skrækkelig provinciel"; men han udviklede sig hurtigt til en brugbar soldat. Jan. 1809 afgik han fra instituttet som sekondløjtnant. Hans altformående slægtning, generaladjudant Frantz B. ønskede at hjælpe ham frem, men B. foretrak geleddet frem for hoflivet og fik tjeneste ved et regiment der havde strandvagt i Nordsjælland. Han blev 1811 premierløjtnant og fik her gentagne gange lejlighed til at udmærke sig, således da han på både førte sine jægere over til den af englænderne besatte Nekselø og jog fjenden bort. Da hæren fra Sjælland m.m. nov.. 1813 i anledning af de allieredes indfald i Holsten skulle trækkes sammen i Sydjylland og på Fyn fik også hans regiment marchordre. April 1814 afgik han med sit regiment til Rhinen, men allerede midt på året vendte tropperne tilbage. 1815 blev han stabskaptajn og forstander for regimentets eksercerskole i Ålborg - fra 1817 i Kbh. - 1827 blev han kompagnichef, 1836 major.

Opholdet i Kbh. under den lange fredsperiode indtil 1848 var ikke efter hans smag, han var et friluftsmenneske. Desuden var livet i hovedstaden forholdsvis dyrt, og hans kår var kun små. Hele livet måtte han kæmpe med økonomiske sorger. Den formue hans far havde samlet ved at sælge bøndergodset fra sine gårde til fri ejendom for fæsterne var gået tabt i de svære år efter 1807. B. var "altfor villig til at hjælpe andre", skrev en kammerat om ham, "den ene Forpligtelse trak den anden efter sig". Officersgagen var yderst ringe så han ikke engang havde råd tilat holde et selvstændigt hjem. Hans hustru og børn måtte til stadighed blive boende i Ubby præstegård hvor B. også selv tilbragte al den tid han kunne afse fra sin tjeneste. Først efter 1827 kunne han forsvare at have sin familie hos sig. Fra sin tidlige ungdom havde han lidt af gigt, der yderligere forværredes ved feltlivet, thi han skånede aldrig sig selv, om end han søgte at skåne andre, men når anfaldene var ovre var han atter den livsglade, muntre mand, der vandt alle ved sin fordringsløse jævnhed, sit lyse humør, sit retsind og sit milde, overbærende livssyn.

Da der ved hærloven af 1842 bødes de ved reduktionen afgående officerer nogenlunde tålelige vilkår tænkte B. sig muligheden af at tage sin afsked, men han undlod. I stedet blev han 1842 oberstløjtnant og bataljonschef, ooerst 1847. I anledning af den udvikling forholdene i hertugdømmerne tog i marts 1848 havde regeringen bl. a. planlagt en ekspedition over Eckernførde til Rendsborg. De hertil brugelige "marchbataljoner" skulle sammendrages af mandskab af de i Kbh. garnisonerende afdelinger, og B. var designeret til at føre en af dem. Men planen opgaves af det nydannede martsministerium. B. indfandt sig ukaldet hos krigsminister A. F. Tscherning og tilbød at føre hæren i det kommende felttog. Men valget var allerede faldet på oberst Hans Hedemann. Tscherning skrev selv i sine erindringer, at B. "siden har vist, at hans Tilbud ikke havde været at foragte".

7.4. fik han kommandoen over den nyoprettede 1. brigade. Da general Hedemann 9. s.m. angreb den slesvigholstenske hær der stod i stillingen ved Bov beordredes B. til med sin brigade mens et frontangreb indlededes at omgå fjenden og angribe hans venstre flanke for om muligt at afskære ham tilbagetoget. Med bravour udførte B. sit hverv, brigaden kastede fjendens venstre fløj og afskar en del af centrum og hele højre fløj. Det er sagt at det at ville skildre B.s deltagelse i felttoget 1848 ville være det samme som at skildre hele krigen og med rette thi der fandt næppe nogen begivenhed af større betydning sted uden at B. og hans brigade spillede en hovedrolle deri. Under slaget ved Slesvig 23.4. fik han lejlighed til at vise at han havde det rette blik for at angribe fjenden på hans sårbare punkt. Ved sit uformodede og glimrende angreb på de preussiske gardebataljoner ved Bustrup bragte han den fjendtlige general i hvad denne selv kaldte "en kritisk situation" indtil overmagten blev så stor at B. måtte gå tilbage over Bustrup mose.

Ved panikken i Flensborg om morgenen 25.4. var det B.s utrættelige omsorg for det heles vel der bevirkede at hans afdelinger under den almindelige forvirring medens en stor del af tropperne i uorden strømmede ud af byen nordpå stod hurtigt kampberedt på alarmpladserne og straks besatte højderne syd for byen så den øvrige hær fik tid til at ordne sig. Under kampen ved Nybøl 28.5. da B. var blevet generalmajor, og ved Dybbøl 5.6. var det hans brigade der gjorde udslaget. Nov. blev han kommandant på Als hvis besætning forstærkedes betydeligt for at sikre øen mod et befrygtet angreb. Marts 1849 da hæren deltes i to armékorps: nørrejyske og flankekorpset, fik B. kommandoen over dette sidste på Als med hvilket han ved Adsbøl og Arnbøl 3. og 5.4. slog slesvigholstenerne, ved Ullerup 6.4. de hannoveranske og wurttembergske rigstropper. Ved general Christoph v. Kroghs tilbagetræden efter katastrofen ved Eckernførde udnævntes B. til overgeneral; han var fra alle sider betegnet som den rette mand. Efter det uheldige slag ved Kolding 23.4. tog han stilling bag Lille Bælt med Fredericia som brohoved. Nok havde krigsminister C. F. Hansen gjort B. til overgeneral men han ville stadig blande sig i kommandoen; B. var imidlertid urokkelig overbevist om sin opfattelses rigtighed og rede til fuldt ud at tage sit ansvar, og han skar gennem alle indvendinger og al modstand fra ministeren der skal have givet de Meza fuldmagt til at overtage kommandoen hvis B. havde uheld med sig. Han satte uden vaklen sin vilje igennem og gennemførte udfaldet fra Fredericia 6.7.

Da felttoget var forbi og våbenhvilen afsluttet måtte B. imidlertid nedlægge kommandoen som syg. °g da næste års felttog begyndte måtte hæren forgæves vente på "sejrherren fra Frederits". Overkommandoen blev ham tilbudt men han svarede: "at give hæren en syg general er det samme som at udsætte den for de største ulykker". Hans søn der havde været hans ordonnansofficer forblev i samme stilling hos hans efterfølger og holdt ham å jour med hvad der skete ved hæren.

Efter Fredericia var han blevet udnævnt til generalløjtnant og fik en dotation på 20 000 rdl., men først et par år efter var han rask nok til at overtage posten som kommanderende general i Slesvig. I Flensborg levede han derefter i tre år, til han forflyttedes til Kbh. som kommanderende general i hærens fornemste kommandostilling. 1856 trådte han ud af aktiv tjeneste og tog bolig på Sandbjerg slot i Sundeved hvor han levede sine sidste år. Sønderjyske bønder bar ham til graven.

Familie

Forældre: generalmajor Frederik Rubeck Christian B. (1744-1819, gift 1. gang med Grete Claudi, ca. 1752-72, gift 2. gang med Eva Louise Luttichau, 1746-79) og Henrikke Marie Kold (1766-1843). -13.10.1813 i Ubby med Henriette Bertine Dame, født 20.11.1790 i Tømmerup, 15.10.1872 i Gerlev, Horns herred, d. af sognepræst i Tømmerup, senere i Ubby, konsistorialråd Johan Frederik D. (1755-1840) og Marie Elisabeth Heineth (1764-1826).

Udnævnelser

R. 1841. K. 1848. DM. 1849. S.K. 1850.

Ikonografi

Min., ungdomsbill. ca. 1807. Mal. af Hunæus, 1843. Litografi 1849, gengivet i stik af A. Hansen 1849 og 1851, i mindst 6 litografier af bl.a. E. Fortling, gruppebill., samt i træsnit. Fremstillet på litografier af krigsrådet i Vejlby 4.7.1849 og af udfaldet fra Fredericia, m.fl. Litografi 1850. Tegn. sign. J. Kayser, 1852 (Fr.borg). Litografier 1852 og 1853 efter tegn. af L. A. Smith, også gengivet i træsnit. Buste af i H. V. Bissen, 1859, på monument (Fredericia), busten gengivet i træsnit 1859. Litografi 1860 efter foto, i træsnit 1877. Afbildet på N. Simonsens mal. ca. 1860 af troppe-revy ca. 1830 (Adolphseck ved Fulda). Buste af A. Jerndorff og mal. 1890 af samme (Fr.borg). Afbildet på tegn. af slaget ved Bov 1848 af K. Hansen Reistrup, 1896. - Monument (Dybbøl kgd.) og mindetavle (Vejlby).

Bibliografi

P. v. Bülow: Familienbuch der v. Bülow, 1858 203f. Adolf v. Bülow: Bulowsches Familienbuch, I, I, 1911 139. Fr. Hammerich i Tidsskr. for krigsvæsen, 1858 396-402. Den dansk-tyske krig 1848-50, udg. Generalstaben, 1867-78. A. F. Tschernings efterl. papirer, I-III, 1876-78. O. Vaupell: B.s levnelsløb. Særtryk af Folkelæsning, 1877. E. Høyer-Møller: Livs- og krigserindringer, 1894: Axel Larsen: Dansk-norske heltehist., 1896 39-78. R. Bonn: F. H. R. B., 1899. J. T. Ræder: Krigserindringer, 1911. V. Stilling: I. bataljon, 1913. Chr. Glud i Vor fortid, 1918 254-56. de Mezas krigsdagbøger, udg. K. C. Rockstroh, 1928.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig