Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ezechias Gustav Mechlenburg

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Ezechias Gustav Mechlenburg, 17.10.1742-15.3.1804, officer. Født i Rendsborg, død i Fredrikstad, Norge, begravet sst. M. indtrådte 1745 i artilleriet i Rendsborg, blev 1756 underfyrværker og kar. fyrværker (underofficer), 1758 fyrværker, 1762 stykjunker, 1764 sekondløjtnant I (ane. 1762). 1767 sendtes han på studierejse til Olmutz og blev n.å. lærer ved artillerikorpset i den "egentlige artillerividenskab" som han under sin senere svigerfars vejledning havde studeret med utrættelig flid. 1769 blev han premierløjtnant, 1771 fyrværkerløjtnant, n.å. kar. kaptajn og fulgte general W. v. Huth til Norge, men beordredes tilbage til Kbh. for at fortsætte lærervirksomheden, blev 1773 ved springavancement virkelig kaptajn, 1776 generaladjudant hos kongen. 1778 fulgte han krigsbegivenhederne ved den preussiske hær, men havde ved udrejsen haft det uheld med hustru og børn at lide skibbrud og miste al sin ejendom. 1785 blev han 2. major i artilleriet (ane. 1781), 1788 oberstløjtnant og fik kommando over artilleriet i felttoget mod Sverige hvor han viste sig som en fremragende dygtig organisator og praktisk artillerist. 1792 blev han kommandør for hele artillerikorpset (under v. Huth), og n.å. fik han karakter som oberst af infanteriet. Under det engelske flådeangreb på Kbh. 1801 havde han den faktiske kommando over hele fæstningsfronten undtagen kastellet og tog kommandostation på Quintus. Det synes at onde tunger har berettet kronprinsen at M. ikke lod kanonere nok på de fjendtlige skibe, hvad M. imødegik i en udførlig rapport ved at påvise at han havde handlet fuldt sagligt. Han afgik dog n.å. fra artilleriet med karakter som generalmajor af infanteriet og blev kommandant i Fredrikstad. M. var på alle områder en dygtig og kundskabsrig artillerist, en energisk karakter, en fortrinlig lærer ved det nyoprettede artillerikadetinstitut. Han levede mest i trykkede økonomiske omstændigheder; men v. Huth, der tjenstligt satte ham særdeles højt, støttede ham direkte og indirekte. 1786 udgav han på dansk en lærebog i feltartilleriets betjening og havde under sin virksomhed med iver fortsat den af general U. W. V d. Pfordten begyndte oprettelse af et artilleribibliotek.

Familie

Forældre: kar. stykjunker, senere oberstløjtnant Hans Erasmus M. (ca. 1705-95) og Rebekka Maria Christine v. Vollprecht (1724-83). Gift 15.10.1773 med Margrethe Charlotte Amalie Bielefeldt, døbt 30.10.1749 i Rendsborg, død 16.4.1819 sst., d. af løjtnant, senere oberst Sigismund Jacob B. (1711-76) og Maria Sophia v. Maas (1717-78).

Bibliografi

W. H. F. Abrahamson: Gesch. der königl. Artillerieschule in Kopenhagen, 1780. Medd. fra krigsark., udg. Generalstaben I-II. 1883-85 (især II 160-63). Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm II, 1925-30.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Ezechias Gustav Mechlenburg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294204