Ernst Peymann

Ernst Peymann, Hinrich Ernst Peymann, 22.5.1735 (kbg. har 1737)-28.1.1823, officer. Født i Rotenburg ved Bremen, død i Rendsborg, begravet sst. P. var uddannet ingeniør og blev 1755 werkbas i holstenske fortifikation, n.å. kar. underkonduktør, fulgte et par år den franske hær i syvårskrigen og var 1762 under mobiliseringen ansat i staben som kar. ingeniørkaptajn. Ved ingeniørkorpsets oprettelse 1763 blev han konduktør, 1766 overkonduktør og 1770 "kar. virkelig" ingeniørkaptajn. 1783 blev han kar. ingeniørmajor og 1783 generalkvartermester ved fortifikationen i Danmark. – P. ansås for en habil militærarkitekt. Han var 1771-72 landetatens repræsentant i overbygningskommissionen (fra 1772 general-bygningsdirektionen) og derefter til 1796 af bygningsadministrationen. 1783 opførte han et fyrtårn på Anholt, og i Kbh. stod han for opførelsen af livgardens kaserne ved Rosenborg og to pakhuse i Toldbodgade. Han var desuden medlem af defensionskommissionen af 1771 og kom, sammen med Wilh. Huth, i konflikt med søofficererne angående formen for de foreslåede søforter Trekroner og Prøvestenen. 1789 blev P. oberst i infanteriet og n.å. medlem af den bestandige indkvarteringskommission der stod for garnisonens kasernering. 1793 fik han løfte om fuld gage som pension ved hans evt. afgang fra hæren. S.å. blev han virkelig ingeniørmajor, n.å. tillige kommandant i Kastellet, 1795 generalmajor af infanteriet, medlem af kommissionen s.å. om forbedring af Kbh.s brandvæsen og n.å. højstkommanderende ved ildløs i Kbh. samt medlem af brand- og vandkommissionen. 1796 udtrådte han af ingeniørkorpset og blev 3., fra 1803 1. deputeret i generalkommissariatskollegiet, s.å. medlem af slotsbygningskommissionen, 1805 formand i kommissionen til yderligere forbedringer i brandslukningsvæsenet, n.å. formand i den nye brandkommission og i en kommission om plan for samtlige militære undervisningsanstalter.

P. karakteriseres fra alle sider som en venlig og omgængelig mand. Hans område havde altid været planlægning og konstruktionsvæsen, nogen militær kommando havde han aldrig haft og han besad derfor ej heller nogen krigserfaring. Det var da også kun på grund af generalmajor H. C. Geddes sygdom at han i maj 1807 fik overdraget befalingen over alt militær på Sjælland. Men deraf fulgte, da den udenrigspolitiske situation tilspidsedes og England sendte en flådestyrke til Sundet, at han under kronprinsens hastebesøg i Kbh. 11.8. fik overdraget kommandoen over byens forsvar, men uden beføjelser til at forhandle med de fjendtlige styrker. Udenrigsministeren befandt sig ved hærens overkommando i Holsten. – Uden nogen reel forestilling om fjendens hensigter og potentiel – flådestyrken var på 46 fartøjer med 30 000 landgangstropper – sammenholdt med det til byens rådighed værende forsvar regnede kronprinsen med at byen kunne udstå en lang belejring. Først ved sin tilbagekomst til Holsten blev han orienteret om at det engelske krav gjaldt flåden. Til forsvaret havde P. kun 5500 regulære, ikke krigsvante tropper samt 7500 mand fra det sjællandske landeværn, Kbh.s borgervæbning og de frivillige korps. Dertil kom at byens befæstning, skønt det ikke havde manglet på militær kritik heraf, ikke var i bedste stand.

Da angrebet indledtes lod englænderne meddelelsen herom tilgå kronprinsen som øverstkommanderende, mens P. derimod ikke blev orienteret. Han foretog sig derfor intet for at hindre de britiske styrkers landsætning ved Vedbæk 16. aug. og hurtigt var hovedstaden indesluttet. Der kan næppe rettes bebrejdelser mod de forberedelser der blev truffet til at modstå belejringen, og den civile moral var i begyndelsen høj bl.a. under indflydelse af den opfattelse at udgangen af slaget på reden 1801 var en dansk sejr. 1.9. afslog P. i henhold til sine instrukser at overgive byen og udlevere flåden der lå aftaklet på reden. Efter de tre dages terrorbombardement 3.-5.9. gav P. dog op, bl.a. efter pres fra ledende personer i byen der anså videre modstand for nytteløs og yderligere tab af menneskeliv og materiel for meningsløst, og indledte de forhandlinger der førte til kapitulation og dermed tab af flåden. -Den nedsatte overkrigskommission fradømte P. ære, liv og gods, men dommen ændredes til afsked i unåde, uden pension. Efter at kronprinsens vrede havde fortaget sig og krigen var endt fik han dog tillagt pension. For kronprinsen og hans rådgivere var der tale om en fejlbedømmelse af såvel situationen som af den mand de gav kommandoen. For P. gjaldt at opgaven på de givne vilkår var uløselig – det betød mindre for udfaldet at han heller ikke var kvalificeret til at forsøge. Sine sidste år tilbragte han hos broderen i Rendsborg.