Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ernst Frederik v. Zütphen

Oprindelig forfatter CaKo

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Ernst Frederik v. Zütphen, 29.11.1765-3.11.1835, officer. Efter at faderen 1770 var forsat til Kristiania (Oslo) tilbragte v. Zütphen sine drengeår her. Fra 1774 til 1780 da han blev landkadet i Kbh. var han elev i den kgl. norske militære og matematiske skole i Kristiania, blev 1783 kadetkorporal, 1784 page hos kongen og afgik 1786 som sekondløjtnant i viborgske infanteriregiment (ane. 1783). Da regimentet ophævedes 1789 og feltjægerkorpset oprettedes, forsattes han med premierløjtnants karakter til denne privilegerede eliteafdeling der var oprettet udelukkende til anvendelse i generalstabstjeneste. 1792 fungerede han som generaladjudant-løjtnant under den store lejrsamling ved Mojbøl, nordvest for Haderslev, hvor ledelsen og udførelsen af de omfattende kortarbejder var ham betroet. 1794 blev han virkelig premierløjtnant og fik allerede n.å. ritmesters karakter. 1798 blev han sekond-ritmester, og 1802-03 foretog han en længere udenlandsrejse, 1803 med den opgave i Tyskland at indhente oplysninger om troppebevægelserne under krigen. 1806 forlod han jægerkorpset for at blive kaptajn og kompagnichef ved 1. jyske infanteriregiment hvor han s.å. blev major og 1809 kommandør for regimentets 1. bataljon. 1811 blev han oberstløjtnant og førte 1815 bataljonen i det hjælpekorps som Danmark måtte stille i marken i kampen mod Napoleon efter hans tilbagekomst fra Elba. 1816 fik han obersts karakter og udnævntes 1828 til oberst og chef for 3. jyske infanteriregiment. 1831 blev han generalmajor og overtog 1834 kommandoen over 1. jyske infanteriregiment i Kbh.

Ernst Frederik v. Zütphen var typen på en samvittighedsfuld og pligttro soldat med stor dygtighed i sit fag. – I Ålborg hvor han garnisonerede adskillige år vandt han hele befolkningens hengivenhed ved sin humane tænkemåde, venlighed og velvilje hvad der gav sig udslag ved en overvældende deltagelse i hans 50 års officers jubilæum 1833. – Hustruen, Louise Augusta v. Zütphen, var en højtbegavet og kundskabsrig kvinde der ved sine kunstneriske talenter og levende interesse for alle tidens problemer hørte til i den kreds af skønånder der samledes om Adam Oehlenschlägers søster, Sophie Ørsted. Hun var ikke blot meget belæst men også litterært begavet – hun oversatte således B.S. Ingemanns Holger Danske til tysk; "hun har Hjerte, Aand og Smag", sagde Sophie Ørsted om sin smukke veninde. I hendes lange enkestand sås de fleste af samtidens berømte navne som gæster i hendes hjem på Frbg. Hun stod dronning Caroline Amalie meget nær, og det var hende der henledte dronningens opmærksomhed på N.F.S. Grundtvigs kommende betydning for den danske kirke.

Familie

Ernst Frederik v. Zütphen blev født i Viborg, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). Forældre: kaptajn Friedrich Gregorius v. Zütphen (1729-74) og Anna Clementine Fischer (1731-1816). Gift 4.11.1808 på Frbg. med baronesse Louise Augusta Pechlin, født 12.2.1787 i Nordborg, Als, død 13.11.1869 på Frbg., d. af regeringsråd, amtmand baron Nicolaus Otto Pechlin (1752-1807) og Christiana Sophie Polyxena v. Löwenstern (1756-95). – Far til G.F.O. Zytphen-Adeler.

Annonce

Ikonografi

Klippet silhouet.

Bibliografi

Nic. Bøgh i Hist. archiv, 1874 II 54. P.H.W. Lange: Den danske generalstabs hist., 1886-89. H.V.F. Hartmann i Museum, 1892 I 324.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl v. Kohl: Ernst Frederik v. Zütphen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298883