Erik Rasmussen (officer)

Erik Rasmussen, 7.10.1903-21.11.1972, officer. Født i Vordingborg, død i Gentofte (Messias), urne på Hellerup kgd. R. blev søløjtnant II 1925, søløjtnant I 1926, kaptajnløjtnant 1934, orlogskaptajn 1939, kommandørkaptajn 1947, midlertidig kommandør 1949, oberst i flyvevåbnet 1951, generalmajor 1959, midlertidig generalløjtnant 1966. R. gennemgik søværnets flyveskole 1926–27 og fik certifikat som flyvebådsfører. Han gjorde derefter tjeneste 1927–29 ved søværnets flyvevæsen. 1929–30 var han med inspektionsskibet Islands Falk og blev derefter 1930–33 chef for luftmarinestationen i Ringsted. I denne periode var R. chef for 2. luftflotille på togt til Stockholm 1931 hvor den deltog i Nordiska flygtävlingarna. S.å. var han i et par måneder på studieophold hos Royal Air Force i England. 1932 og 1933 deltog R. i Knud Rasmussens ekspedition til Østgrønland, 7. Thuleekspedition, som leder af ekspeditionens flyvninger. 1933 var han næstkommanderende på motorskonnerten Nordstjernen i østgrønlandske farvande. S.å. gjorde R. tjeneste i mineskibet Lossen og var 1934 henholdsvis med inspektionsskibet Beskytteren og artilleriskibet Peder Skram og førte 1935 flyvebåd fra København til Reykjavik. S.å. satte R. inden for flyvning nordisk højderekord på 11.050 m., en rekord han senere selv slog da han i en Meteorjet 1950 nåede en højde på 13 715 m. 1937–40 var han chef for den nyoprettede luftmarinestation på Avnø. 1940–43 havde R. en række udkommandoer bl.a. som chef for minestrygerne Søløven, Søbjørnen og Søulven. R. der allerede fra 1941 havde haft forbindelse med nationale aktivistiske kredse blev 1943–45 knyttet til arbejdet i søværnets illegale stab Elverhøj under K. Lundsteens ledelse. R. var således søværnets repræsentant i frihedsrådets M-udvalg, senere fortsat i det såkaldte K-udvalg der havde til opgave at opbygge og have kommandoen over de militære styrker som rådet havde til rådighed. R. sad endvidere i det særlige våbenfordelingsudvalg der i april 1945 blev nedsat under K-udvalget. R. gjorde i dette arbejde udmærket fyldest og medvirkede til at samarbejdet mellem modstandsbevægelsen og søværnet gik gnidningsfrit. Efter besættelsens ophør var R. derefter 1945–46 chef for marinestabens operationssektion. Han vendte 1946 tilbage til søværnets flyvevæsen hvis chef han blev 1947. 1949–50 var han medlem af den danske delegation i den nordeuropæiske planlægningsgruppe i London. Ved det selvstændige flyvevåbens oprettelse 1951 indtrådte R. i dette som oberst og var flyveinspektør 1951–55. 1956–59 var R. flyveattaché ved ambassaderne i Washington og Ottawa og var herunder fra 1957 tillige medlem af NATO Military Committee. 1959–62 var han chef for forsvarsstaben. 1962–66 chef for flyvertaktisk kommando i Karup og tillige Commander of Allied Air Forces Baltic Approaches. Fra 1966 og indtil han pensioneredes var R. derefter Deputy Commanderin-Chief og Air Deputy ved NATO-hovedkvarteret i Oslo.

R. var en fremragende flyver og forstod at følge med den meget hurtige tekniske udvikling som flyvningen gennemgik 1930–50. Han havde et behageligt væsen der kombineret med stor faglig viden gjorde ham velegnet til som koordinator og administrator at være med til at bygge et selvstændigt dansk flyvevåben.