Eilert Tscherning

Eilert Tscherning, Eilert Peter Tscherning, 2.2.1767-26.7.1832, officer. Født i Kbh. (Trin.), død sst. (Garn.), begravet sst. (Garn.). T. blev student 1783 fra Kbh., tog n.å. filosofikum og studerede teologi og jura, men fik 1785 ansættelse som volontør i generalkommissariatet. 1788 meldte han sig som frivillig ved et nationalt artillerikompagni i Norge, blev s.å. sekondløjtnant og deltog med udmærkelse ved det ridende artilleri i det kortvarige felttog, udnævntes til sekondløjtnant i selve artillerikorpset og aflagde fortrinlig officerseksamen, hvorpå han en kort tid vendte tilbage til Norge hvor han i Fredrikstad holdt forelæsninger i matematik for officererne ved et infanteriregiment. 1791 blev han ansat ved artilleriet i Kbh. og blev kar., 1794 virkelig premierløjtnant, men afskedigedes sidstnævnte år efter ansøgning, med kaptajns karakter og tilladelse til at bære artilleriofficers uniform, og blev inspektør ved kanonstøberiet og de andre etablissementer i Frederiksværk under disses administrator, deputeret i generalkommissariatet Hassier. Han havde dog da et par år været ansat ved værket. 1801 ledede han oprettelsen af et frivilligt korps til fods og til hest af stedets arbejdere m.fl. og blev "overbefalingsmand" for fodfolket, 1805 "øverste befalingsmand" over hele korpset med majors, senere oberstløjtnants karakter. Under englændernes angreb på Sjælland 1807 havde korpset lejlighed til at vise sig uegnet til krigsforetagender og blev opløst, men forinden havde T. fået sendt et par transporter med krudt til Kbh. Senere under krigen ledede han med iver og dygtighed en efterretningstjeneste navnlig i Sverige, og 1811 sendte kongen ham til Norge for at indhente efterretninger om stemningen der. Han blev chef for kystbevogtningen i egnen om Frederiksværk og udarbejdede vel gennemtænkte planer for angreb på Sverige. Mens kongen mod slutningen af 1813 stod med en hær bag Lillebælt gav han kommandoen over Als til T. der oprettede et lille korps af frivillige og landstorm som han førte over til Sundeved til observation af de fremtrængende svenske tropper. Efter krigen vendte han tilbage til sin civile virksomhed, og ved hærreduktionen 1816 afskedigedes han fra hæren med pension og karakter som oberst.

Denne reduktion og den almindelige forarmelse medførte en stærk nedgang i værkets virksomhed; svækkelse hos T. på sjæl og legeme efter de anstrengende forretninger i kongelig tjeneste, uønskede forandringer ved krudtværket, mange ærgrelser, stadige irritationer i samarbejdet op- og nedadtil som T. for en stor del selv fremkaldte førte sidst i 1822 næsten til hans "åndelige og legemlige opløsning", som han udtrykker sig. Han søgte og fik orlov til udlandet; sønnen trådte til med råd og dåd, og med de gunstigere økonomiske forhold i landet bedredes også forholdene på værket. 1830 søgte og fik T. afsked og var herefter til sin død vicekommandant på Rosenborg, sysselsat også med litterære småarbejder og bl.a. flittig medarbejder ved Kjøbenhavnsposten. – Af sine samtidige fremhævedes T. som et mønster på en "ædel patriark". Han besad meget betydelige evner, havde interesse for og grundig indsigt i alle forhold der vedrørte værket, også administrationen af det dertil hørende betydelige jordegods, var levende interesseret i alle samfundsforhold og altid rede til i skrift og tale at fremsætte kyndige og skarpe domme derom. I politisk henseende var han tilhænger af en konstitutionel-monarkisk forfatning og lagde ikke skjul på sine meninger der i høj grad kom til at præge sønnen. Af ydre var han en imponerende, usædvanlig smuk mand. -