Eiler Rasmussen, Eiler(t) Christian Rasmussen, 15.1.1849-4.11.1910, officer. Født på Langø ved Bogense, død i Kbh., begravet på Frbg. (Solbjerg). R. ville oprindelig være lærer og tog skolelærereksamen fra Skårup 1868. Efter dernæst at have gennemgået officersskolen indtil ældste klasse udnævntes han 1872 til sekondløjtnant og 1875 til premierløjtnant i fodfolket, gennemgik officersskolens ældste klasse 1878–80 og var derefter adjudant ved 2. sjællandske brigade. 1882 forflyttedes han til generalstaben hvor han særlig virkede i den topografiske afdeling, blev 1883 udnævnt til kaptajn og forflyttedes n.å. til Viborg hvor han var kompagnichef til 1890. Derefter blev han atter stillet til rådighed for generalstaben. 1893 blev R. udnævnt til oberstløjtnant og chef for 21. bataljon, men vendte 1901 tilbage til generalstaben som chef for dennes topografiske afdeling. 1903 blev han oberst og forlod 1905 ved sin udnævnelse til chef for 3. regiment generalstaben. N.å. blev han generalmajor og chef for 2. jyske brigade, 1908 chef for 1. sjællandske brigade, og 1909 udnævntes han til chef for 1. division. – Allerede som barn nærede R. stor interesse for topografiske kort, en interesse der fulgte ham gennem livet og gjorde det naturligt at han følte sig stærkt tiltrukket af arbejdet i generalstabens topografiske afdeling og i Den danske gradmåling som han ved siden af sin embedsgerning var tilknyttet fra 1885. Her var han særlig beskæftiget ved præcisionsnivellementet i Jylland hvor han har nivelleret meget betydelige strækninger, og da man 1893–1900 udførte de vanskelige overføringer af nivellementet over bælterne og en del sunde medvirkede R. som en af observatørerne. Endvidere har R. udført et betydeligt antal breddebestemmelser. – Som leder af den tekniske sektion i topografisk afdeling var han Louis le Maire (1836–1913) behjælpelig med moderniseringen af metoderne til kortreproduktionen. Efter sin udnævnelse 1901 til chef for den topografiske afdeling satte han stor kraft ind på detailmålingen af Island hvor le Maire året i forvejen havde ladet de første grundlæggende arbejder udføre. Af arbejder her i landet fra denne tid skal nævnes opmåling i større målestok af en del købstæder, udarbejdelsen af et generalkort i 1:160 000 over hele landet samt fremstillingen af en række atlasblade i 1:40 000. Fra 1908 var han formand i overkrigsretten.

Familie

Forældre: husmand, senere på Ørbæk mark, Ore sg., Rasmus Eilersen (1824–98) og Susanne Dorthea Christensdatter (1820–1902). Gift 23.6.1888 i Højen med Anna Dorthea (Dori) Jung, født 27.5.1865 på Stenkær, Egtved sg., død 20.11.1949 i Hillerød, d. af gårdejer Adam Vilhelm Moltke J. (1825–92) og Jacobine Birgitte Dorthea Bang (1832–94). -Far til Steen Eiler R.

Udnævnelser

R. 1892. DM. 1900. K.2 1903. F.M.1. 1908.

Ikonografi

Mal. af Steen Eiler Rasmussen. Foto.

Bibliografi

Berl.tid. og Nationaltid. (aftenudg.) 4.11.1910. Politiken 5.1 l.s.å. Militært t., s.å. 409–12. R. N. Zachariæ i III.tid. 20.1 l.s.å. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig