Edv. Fallesen

Edv. Fallesen, Morten Edvard Fallesen, 29.1.1817-6.7.1894, officer, politiker, teaterchef. Født i Kbh. (Trin.), død i Ville d'Avray ved Paris, begravet på Frbg. (Solbjerg). Med et udmærket vidnesbyrd for evner, flid og opførsel dimitterede overlærer C. Krebs 1834 F. til universitetet hvor han n.å. tog anden eksamen. Han havde stærke sproglige og dramaturgiske interesser, men valgte at blive elev på den militære højskole hvor han karakteristisk nok dannede et selskab for veltalenhed. 1846 udnævntes han til premierløjtnant i artilleriet og deltog med hæder i treårskrigen. Som kaptajn (udnævnt 1852) skrev han under påvirkning af F. Høedt teateranmeldelser i "Fædrelandet" og oversatte skuespil; en tid lang opholdt han sig i Paris hvor hans personlighed blev stærkt præget af fransk skik og åndsliv. Også politik interesserede ham; 1859-69 var han medlem af folketinget, først valgt i Assens, dernæst i Rønne, afbrudt af deltagelse i krigen 1864 hvor han var batterichef. Politisk tilhørte han højre, men hans optræden her var præget af uafhængighed og frisind der gav sig udslag i hans ironiske taleform, en fransk causeristil som rummede både vittige og bidende bemærkninger, men som i regelen forblev uden indflydelse på debattens udfald. Ved hærreduktionen efter fredsslutningen trådte F. ud af aktiv tjeneste som major. 1867 udnævntes han til oberst i forstærkningen efter at han året før var blevet kommandant på Bornholm, til hvis landstingsrepræsentant han valgtes for perioden 1874-82. Den kammerherretitel, han fik 1872, var et tegn på de venskabelige følelser Christian IX allerede fra ungdomsdagene nærede for ham.

F. var således en mand med livserfaring og mange forbindelser, da han fra 1.7.1876, i sit 60. år udnævntes til teaterchef af sin politiske meningsfælle, kultusminister J. C. H. Fischer. Han overtog styret i en kritisk situation hvor teatrets eksistens som statsinstitution af økonomiske grunde stod på spil, men det lykkedes F. i sine første år så nogenlunde at få de givne bevillinger til at strække til uden at sænke niveauet. Med stor flid satte han sig ind i de mindste enkeltheder, både administrativt og kunstnerisk. Perioden var i litterær henseende en brydningstid, og bag de stridende parter stod politiske interesser, men F. balancerede diplomatisk mellem modsætningerne og viste mere frisind end teatrets censorer (Chr. K. F. Molbech, E. Bøgh) over for den nye dramatiske litteratur (fx af E. Brandes, O. Benzon m.fl.). Han hyldede det teknisk blændende, det spirituelle og pikante fremfor det alvorsfulde og inderlige. Lystspil, særlig af fransk oprindelse, havde hans største sympati, gæstespil af Sarah Bernhardt og B.-C. Coquelin fik han arrangeret, men han undgik ikke skarp kritik for forsømmelse af det højere alvorlige skuespil. Angreb besvarede han imidlertid som en smidig polemiker, og han forstod at vælge sådanne medarbejdere hvis kunstneriske indsats havde betydning langt ud over hans tid, fx opdagede han sceneinstruktørerne William Bloch og Pietro Krohn, ansatte Karl Mantzius, hvis talent kun få troede på, og indkaldte den norske komponist Johan Svendsen til chef for kapellet. Værdifuld var også gennemførelsen af en forbedret undervisning for balletbørnene i almindelige skolefag; nyttig i politisk henseende blev rigsdagsmændenes og pressens frie adgang til forestillingerne, og oprettelsen af den dramatiske elevskole 1886 var til gavn for hele landets skuespilkunst. Men i sine senere år blev F. mindre sikker i repertoirevalget, og den indflydelsesrige stilling, han gav sangerinden Elisabeth Dons – kun få vidste at hun var hans datter uden for ægteskab – var genstand for stærke angreb, navnlig fordi teatrets årlige forbrug af statsmidler samtidig viste en efter finansudvalgets mening foruroligende stigning til 236000 kr. Kravet om F.s. afgang der ofte havde lydt i rigsdag og presse blev dog afpareret af kultusminister C. Goos, idet han 1893 nedsatte en teaterkommission der skulle undersøge forholdene og bringe forslag til fremtidige forbedringer. Men længe inden kommissionen havde afsluttet sit arbejde, døde F. under sit sædvanlige sommerophold i Frankrig. F.s eftermæle som teaterchef ville være blevet fornemmere hvis han havde forladt sin stilling ved støvets år, men ministeriet Estrup og kongen beskyttede ham. Trods alle angreb aftvang den lille vævre, elegante mand respekt ved sin vilje og den koldblodige behændighed hvormed han klarede mangen vanskelig situation. Han var en akademiker med stærke franske sympatier, en pligttro officer med enevældens krav om lydighed, en politiker med menneskekundskab og evne til at jævne skarpe modsætninger og en hofmand hvis charge gav ham en nimbus af fornemhed. – Kammerherre 1872.