Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Daniel Rantzau

Oprindelig forfatter FPJ
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Daniel Rantzau, 1529-11.11.1569, feltøverste. Født på Deutsch Nienhof, død foran Varberg, begravet i Westensee k. R. der i hovedsagen blev opdraget hos Breide Rantzau, den senere statholder i hertugdømmerne, fik en omhyggelig opdragelse og skulle tidligt have kunnet både tale og skrive latin. I maj 1544 blev han immatrikuleret ved universitetet i Wittenberg hvor han studerede de følgende år. Studierne skulle antagelig danne baggrund for en administrativ karriere, men det blev som kriger at R. kom til at udmærke sig. 1547 trådte han i tjeneste hos hertug Adolf af Gottorp som han ledsagede under dennes flerårige ophold ved kejserhoffet. Siden gik R. ind i den kejserlige hær, tjente sig op gennem graderne for at ende som høvedsmand for en fennik knægte og deltog i en række operationer i Italien og Rhinområdet; ifølge Henrik Rantzau beherskede han det italienske sprog. 1555 vendte han tilbage til tjenesten hos hertug Adolf, blev slotshøvedsmand over flere af dennes slotte og deltog som hertugens høvedsmand i Ditmarskerfelttoget 1559 hvor han blev såret ved stormen på Meldorf. 1560 ledsagede han hertug Adolf på dennes resultatløse frierrejse til England. Efter felttoget trådte han sammen med en række tyske officerer tillige i den danske konges tjeneste og satsede tilsyneladende mere og mere på en dansk karriere. 1562 afslog han et tilbud om at blive amtmand på Gottorp og accepterede samme år en dansk bestalling som "råd og oberst" med en fordoblet pension på 600 daler. Som oberst var han forpligtet til i krigstilfælde at stille med et fodfolks-regiment. Som holstensk råd har han antagelig deltaget i det berømte påskemøde 1563 hvor krigen mod Sverige blev besluttet; med sikkerhed vides det, at han deltog i kongens møde med de ledende officerer i Holsten i begyndelsen af maj 1563 hvor de militære forberedelser blev aftalt. Det er uvist, om han hørte til blandt de yngre officerer der, i modstrid til Johan Rantzau,Günther von Schwarzburg og Jürgen von Holle, gik ind for en krig mod den svenske konge.

Underlagt den militære øverstbefalende Günther von Schwarzburg deltog R. med sit hvervede regiment i Elfsborgoperationen 1563. Operationens videreførelse ind i det centrale Sverige mislykkedes på grund af dårligt vejr og sygdom blandt soldaterne. Bragte krigsåret 1563 ikke R. laurbær, så skulle billedet gradvis blive ændret 1564. Efter en nødvinter præget af forsynings-sammenbrud og tillidskriser inden for hærens ledelse viste det nye krigsår, at R. var den af lejetropsførerne der havde det fasteste greb om sit mandskab. Da det viste sig nødvendigt at præstere et modspil mod den svenske indtrængen i Norge blev R. i maj sendt ind i Småland med sit forstærkede regiment, men han formåede trods heldige kampe ikke at bide sig fast og var snart tilbage i grænseområdet igen. Et stort anlagt fremstød mod Stockholm i juli med den samlede danske hær brød sammen efter få dages forløb da det lykkedes svenskerne at afbryde forsyningslinjerne, dog synes det som om Georg von Holies og R.s to fodfolksregimenter har været indstillet på at fortsætte fremrykningen på egen hånd. Også det for krigens videreførelse så vigtige Nyborgmøde i dec. 1564, der bragte Günther von Schwarzburgs fald, demonstrerede at R. fremfor andre officerer nød Frederik IIs tillid med deraf flydende begunstigelser af hans soldater. Posten som øverstbefalende skulle efter grev Günthers fald have været overdraget Georg von Holle, men denne havde fået nok af en mere og mere problematisk krig, og efter at gamle Otte Krumpen en kort tid havde haft den, overtog R. den i foråret 1565 i en alder af 35 år.

R. overtog befalingen i en for den danske krigsførelse kritisk situation. Hærens styrker var ved gentagne reduktioner blevet nedbragt til under 8000 mand og de underbetalte mandskaber inklusive R.s eget regiment nægtede at kæmpe. Ved bl.a. selv at skaffe penge til veje formåede R. at føre sit eget regiment i felten, og forstærket med dansk fodfolk og rytteri lykkedes det ham i juni 1565 at undsætte Elfsborg og Bohus. Forsyningsproblemer og uenighed mellem R. og krigs-kommissærerne bevirkede dog at operationen ikke kunne videreføres og R. måtte efter et kort plyndringstogt langs Götaelven føre tropperne tilbage til Halmstad. Krisen inden for den danske hær blev af Erik XIV udnyttet til at storme Varberg by og R. kom netop for sent til at redde Varberg slot der faldt den 15.9.1565. En belejring af det af svenskerne erobrede slot måtte snart opgives på grund af kraftig uro i geledderne og R. planlagde i stedet at hærge Västergötland inden vinteren satte ind. Under tilbagetoget fra Varberg stødte den danske hær på den samlede svenske felthær under Jakob Henriksson og blev tvunget til at tage et slag ved Axtorna den 20.10.1565.

Annonce

Når en lang og blodig dag kunne ende med en dansk sejr, skal årsagerne ikke blot søges i R.s taktiske geni men også i udprægede mangler hos modstanderen, både på det føringsmæssige og moralske plan. Allerede det indledende svenske angreb formåede ikke at realisere den svenske plan om en samlet opmarch hvor svenskernes talmæssige overlegenhed – 12 000 mand mod ca. 7000 mand – kunne have gjort udslaget, og den følgende kamp blev én lang demonstration af svigtende koordineringsevne. Som en følge heraf kom det svenske fodfolk til at kæmpe opsplittet, og da det tilmed blev næsten totalt svigtet af rytteriet, der helt blev neutraliseret af det danske rytteri, kunne R. efter flere kritiske faser beholde marken og hovedparten af det svenske artilleri. Sejren gjorde R. til en berømt feltherre og Frederik II viste ham den ære at slå en sejrsmedalje med R.s billede. Den snak der havde været om at afskedige R. forstummede nu. Væsentligere var, at sejren fik den største betydning for den fortsatte krigsførelse i Norden. I Danmark bortvejredes den nederlagsstemning som mere end et års tilbageslag havde skabt, og der kunne sættes visse forhåbninger til den fortsatte krigsførelse, så begrænsede end ressourcerne var blevet. I Sverige derimod kunne de fortsatte nederlag ikke undgå at få følger for troppernes moral og selvtilliden inden for den militære ledelse.

I sommeren 1566 lykkedes det R. at gennemtrænge den svenske grænsebarriere og trænge ind i Västergötland hvor Bogesund, Skara og Lidköping blev afbrændt og en række svenske depoter gjort til bytte. Stadige fald i mandskabsstyrken bevirkede, at R. ikke turde begive sig dybere ind i Sverige og han valgte i stedet, under stadige kampe med Charles de Mornay, at føre hæren til Elfsborg, hvortil den nåede 18.8., decimeret af sygdom og tab. I den følgende tid blev situationen stadig mørkere ved hæren der i september ifølge en opgivelse skulle være reduceret til en effektiv kampstyrke på 1000 knægte og 1000 ryttere. På trods af kongens indtrængende henstillinger havde R. ikke anden udvej end at opgive felttoget og føre resterne af hæren tilbage til Skåne. R. var dog stadig ubesejret og havde for så vidt præsteret store resultater eftersom han havde forringet Västergötlands værdi som svensk operationsbasis og dermed vanskeliggjort fremtidige svenske belejringer af Gotaelvsfæstningerne.

Ved afslutningen af felttoget 1566 havde både ryttere og knægte fået løfte om, at der nu ville blive foretaget en endelig afregning og alle restancer blive betalt. Kronens manglende evne til at overholde løftet kastede hæren ud i en ny langstrakt krise med gentagne tumulter og obstruktioner der udelukkede større militære foretagender gennem det meste af året 1567. R. forfægtede længst muligt sine egne og regimentets interesser og ville ikke uden videre godtage rigsrådets kritiske revision af hans regnskaber. I slutningen af maj kom det herover til et skarpt sammenstød med Peder Oxe der, hvis vi skal tro Fuggeragenten Wusenbencz, har fået et og andet at høre om sin optræden i udlændighedsårene. Striden blev bilagt ved Frederik IIs mellemkomst, men også senere på året, i sept., kom R. i vanskeligheder på grund af sin skarpe tunge, denne gang synes han at have lagt sig ud med en række rigsråder på spørgsmålet om, hvem der havde skylden for krigen. Deprimeret over hele udviklingen truede R. under et skænderi med kongen den 3.10. med at nedlægge kommandoen. Han blev dog i stillingen men blev efter eget ønske fritaget for administrationen af sit gamle regiment der fremover blev ført af den nye rigsmarsk Frands Brockenhuus.

Der kan næppe herske tvivl om, at en del af vanskelighederne for R. bundede i, at modstandere af ham inden for det danske rigsråd ønskede at begrænse den indbringende finansvirksomhed, som krigen var blevet for ham. Han havde udviklet sig til en krigsentreprenør i stor stil og var involveret i et svært gennemskueligt system af lånetransaktioner og kautionsforpligtelser der vel ikke var uden risiko, men dog bragte ham store materielle gevinster. På få år voksede hans godsbesiddelser på bemærkelsesværdig vis. 1564 havde han ved faderens død arvet Deutsch Nienhof og samme år købte han godset Arlewat ved Husum. I jan. 1566 modtog han ved at indløse et pant på 7000 daler Trøjborg slot med tilhørende besiddelser i arvelig forlening mod en forpligtelse til at fortsætte som feltoberst krigen ud. Endelig overtog han i jan. 1567 godset Woldenhorn ved Hamburg med tilhørende fire landsbyer efter tidligere at have indløst Hans Blomes pant i godset.

Krisen inden for den danske hær måtte virke så meget mere frustrerende på den danske militære ledelse, som man i løbet af sommeren 1567 fik sikre efterretninger om Erik XIVs blodige opgør med den svenske højadel og kongens påfølgende sindssyge. Men først i slutningen af okt. skulle det vise sig muligt at få hæren op mod fjenden hæren omfattede da blot 4000 mand fodfolk og 2000 mand rytteri. Under den i Sverige rådende opløsningstilstand havde R. ingen vanskeligheder med at trænge frem til Jönköping som svenskerne selv brændte af. Den svage svenske modstand og Frederik IIs indtrængende henstilling om at lade hæren overvintre på svensk grund fik R. til at forsøge at prøve kræfter med Hålaveden eller "Hulvejen", en i datiden meget omtalt terrænhindring langs Vätterns østlige bred. Hålaveden blev forsvaret uden idé af svenskerne og under udnyttelse af den svenske konges egne vejforbedringer i stillingen kunne den danske hær forcere forhindringen den 9.-10.11. og trænge ind i Östergötland. Opgaven gik i første omgang ud på at neutralisere Hålavedens retirerende forsvarere, men de svenske styrker opgav successive forsvarslinjer både ved Mjölby og Linköping uden kamp. De svenske styrkers mangel på organisation og kampvilje fik R. til at formode at det skulle være muligt at afslutte krigen ad militær vej, og han appellerede til Frederik II og Lübeck om at sende forstærkninger; R. lovede at hjælpe forstærkningerne over Hålaveden. Med dette løfte var der givet en begrænsning for de følgende bevægelser der nærmest måtte bestå i at holde fjenden fra livet gennem lokale fremstød. Operationerne blev dog udstrakt til Norrköping og Söderköping som svenskerne selv brændte af henholdsvis 3. og 4.12. Det stod nu klart, at svenskerne ville stå fast i en forsvarslinje bag Motala Ström.

I den følgende måned kunne R. spille herre i Ö-stergötland, uden at fjenden kunne stille noget effektivt op imod ham; et svensk forsøg på at rydde ham af vejen gennem lejemordere mislykkedes. I midten af jan. 1568 blev det dog nødvendigt at tænke på tilbagetog, da mandskabsstyrken var svindende og ingen forstærkninger nåede frem. Tilbagetoget blev maskeret gennem et succesrigt angreb på den svenske hovedstilling ved Kungs Norrby 15.1. hvor fjenden blev taget på sengen, et større bytte gjort og de derværende danske fanger befriet. R. gik selv ind for at rykke tilbage over Hålaveden ad samme vej som man var kommet ind i Östergötland, men lod sig dog overtale til at benytte den østligere liggende "Østre Hulvej". Ved valget af denne passage spillede det også ind, at man regnede med muligheden af at kunne omgå den svenske stilling ved at benytte isen på søen Sommen. Efter angstfyldte timer gik kalkulen op den 25.1., da det satte ind med stærk frost som gjorde Sommens is farbar. Med omgåelsen af Hålaveden var hæren reddet. Den resterende del af tilbagetoget foregik under stadige småkampe med forfølgende svenske styrker der blev splittet af R. i en overlegent ledet manøvre ved Myresjö. 14.2. var hæren tilbage i Skåne og R. kunne gå i gang med at stable et grænseforsvar på benene. Efter at hæren igen var blevet bragt op på en rimelig styrke, gik planerne i sommeren 1568 ud på at rette et angreb mod Varberg og om muligt videreføre operationen ind i Sverige. Nye sygdomsangreb i hæren og svenskernes tilbud om fredsforhandlinger bragte imidlertid en pause i fjendtlighederne på næsten et år. Efter fredsforhandlingernes sammenbrud blev angrebet på Varberg en realitet i efteråret 1569, og her faldt R. under en inspektion af angrebsstillingerne, ramt af en kanonkugle.

R. hører som taktisk fører til de største vor historie kender, og ligesom hertugen af Marlborough led han egentlig aldrig noget nederlag. Hans taktiske konceptioner lader sig af kildemæssige grunde desværre ikke karakterisere nøjere, men hans føringspraksis synes nærmest kendetegnet ved en improvisation over den spanske militære skole hvor hovedvægten blev lagt på mere spredte angrebsformer med sværme af bøsseskytter, samtidig med at rytteriets muligheder som stødtrop blev udnyttet til det yderste. En intuitiv fornemmelse for den enkelte kampsituations vilkår og muligheder synes aldrig at have svigtet ham. Hans ry var stadig voksende hos både venner og fjender og under vinterfelttoget 1567-68 kunne man opleve, at fjendtlige enheder tog flugten blot ved synet af ham. Den koldblodighed der kendetegnede ham på slagmarken prægede ikke hans omgang med mennesker. Rapkæftet og spottelysten bragte hans skarpe tunge ham gang på gang i konflikt med såvel rigsråder som undergivne officerer. Også Frederik II fik lejlighedsvis læst teksten, men den gensidige sympati mellem de to mænd var dyb, og kongen holdt hånden over ham. Gennem alle kriser sikredes herved den føringskontinuitet der skulle blive en afgørende faktor i en lang krig.

Familie

Forældre: Godske R. til Deutsch Nienhof m.m. (1501-64) og Margrethe Buchwald (død 1564). Ugift. Hans trolovede Catharina v. Damme (1547-77) ægtede efter hans død broderen Peter R.

Ikonografi

Liggende statue fra epitafium, noget molesteret (Westensee ved Rendsborg). Træsnit 1582, formentlig af T. Stimmer. Træsnit 1586 og efter dette 1590, 1591 og 1608. Stik 1587, efter dette stik af J. Folkema, 1746. Stik af J. F. Clemens, 1822, efter forlæg af I. M. (Jacob Mores?), efter dette bl.a. stik af Weger, 1855, træsnit 1849, 1855 efter tegn. af C. Aagaard, litografi af P. Gemzøe samt 1850, 1852, 1854 og 1867, endv. mal. af Hans Hansen, 1824 (Fr.borg). Stik af D. Custos, 1603. Mal. (Kunsthist. Mus., Wien). Min. fra Thornborgs værksted (Fr.borg). Tegn. (Officersforen. i Kbh.). Fransk stik fra 1700-tallet angives udført efter Kilian. Afbildet s.m. Fr. II på mal. af N. Abildgaard, 1781 (St. mus.), forarbejdet til større mal. ca. 1785 (Chr.borg). Fremstillet på mal. af J. Sonne udst. 1825, af C. F. C. Holm udst. 1834 og af P. St. 1898. Maske af A. Bundgaard. Relief efter stikket fra 1587 på monument 1938 (Varberg). -To medaljer for R.s sejre, 1567 af David Knop, og 1568. Mindestøtte af J. Wiedewelt, 1778, ved Jægerspris.

Bibliografi

Kilder. Danske mag. 3.r.II, 1845 86-103 (R.s beretn. om slaget ved Svarterå); 6.r.II, 1914-16 1-27. Hist. t. 2.r.IV, 1852 185-98 (dokumenter ang. slaget ved Svarterå m.m.). Danske saml. 2.r.II, 1872-73 185-205. Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen IV, 1879. Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam 2.r.I, 1884 1-700 (beretn. om R.s vinterfelttog 1567-68 m.m.). Harry Bergenblad: Ur D. R.s dagbok, Huskvarna 1967.

Lit. J. A. Fibiger i Mag. for militær videnskabelighed II, 1819 471f og V, 1822 1-200 (optr. i Ny saml. af skrifter, udg. ved Selsk. til de skjønne vidensk.s forfremmelse I, 1824 253-528, også udg. særskilt m. titlen: D. R., 1838). G. O. Fr. Westling: Det nord. sjuårskrigets hist., Upps. 1879 (særtryk af Hist. bibliotek, udg. C. Silfver-stolpe VI-VII, 1879-80). A. Heise i Hist. t. 5.r.V, 1885 305-09 312-24 326f 331-33 372-74 381f 385-88. Olaf Teinnæs sst. 10.r.I, 1930-31 78-93. L. G. T. Tidander: D. R.s vinterfalttåg i Sverige 1567-68, Sth. 1886. Samme: Studier över slaget vid Axtorna, Halmstad 1888. Otto Vaupell: Den nord. syvårskrig, 1891. A. Larsen [Liljefalk]: Dansk-norske heltehistorier, 1893 61-92. Samme: D. R., 1898. P. v. Hedemann-Heespen i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. XXVIII, Kiel 1898 25-27. Samme: Gesch. der adeligen Güter Deutsch-Nienhof I, Slesvig 1906 93-95. Samme i Pers. hist. t. 7.r.IV, 1920 243-46. Troels-Lund: Peder Oxe, 1906 (optr. i forf.s Hist. fortæll. IV, 1911) 181-86 190-95 212. Kn. Fabricius i Vor fortid I, 1917 267-78. Arthur Stille: De ledande idéerna i krigföringen i Norden, Lund 1918 = Acta univ. Lundensis, N. S. avd. 1: XIV, nr. 11 32-43 48 51-59 62-89. Medd. från kungl. krigsark. IV, Sth. 1926 3-128. Bruno Thomas i Nordelbingen XIII, Flensb. 1937 261-63. Fr. Lammert sst. XIV, 1938 310. Bertil Cison Barkman: Kungl. Svea livgardes hist. II, Sth. 1938-39. P. Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939. Hasse Petrini: Källstudier till Erik XIVs och nord. sjuårskrigets hist., Lund 1942 204-29. Peter Hirschfeld: Herrenhäuser und Schlösser in Schlesw.-Holstein, München 1953 (4. opl. 1974). Frede P. Jensen: Bidrag til Fr. IIs og Erik XIVs hist., 1978 49f. Samme: Danm.s konflikt med Sverige, 1982.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frede P. Jensen: Daniel Rantzau i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296090