Daniel Bruun

Daniel Bruun, Peter Daniel Bruun, 27.1.1856-22.9.1931, officer, rejsende. Født på Asmild kloster ved Viborg, død på Bispebjerg hospital, Kbh., urne i Asmild. B. uddannedes som officer og udnævntes 1879 til sekondløjtnant i fodfolket, blev premierløjtnant 1884, gjorde 1886–94 tjeneste i det militære gendarmerikorps, blev kaptajn i forstærkningen 1898 og i reserven 1910, afsked 1913, men meldte sig til frivillig tjeneste i krigsårene 1914–18 og var den internationale kommissions politimester i Slesvig under afstemningen i 1. zone 1920. Allerede som ung løjtnant førte B.s trang til rejser og oplevelser ham til frivilligt at deltage i det franske felttog i Algier 1881–82; to gange senere, 1893 og 1911, foretog han studierejser til lidet kendte egne af Tunis hvorfra han bl.a. hjembragte en betydelig etnografisk samling til Nationalmuseet, og desuden fulgte han 1904 som Berlingske Tidendes korrespondent den russisk-japanske krig i Manchuriet. Litterære spor har disse rejser sat sig i flere bøger, Algier og Sahara, 1893, Huleboerne i Syd-Tunis, 1895, Med Russerne i Mantschuriet, 1905, ligesom hans interesse for krigshistorien har givet sig udslag i artikelserien Halvhundredaars Mindeblade med Breve fra 1864 og det populære værk Krig gennem Aartusinder, 1907–11. – Tidligt var imidlertid en aldrig svigtende kærlighed til arkæologi vågnet hos B. Som Nationalmuseets tillidsmand foretog han under sin tjeneste i gendarmeriet en stor mængde fredlysninger af oltidsmindesmærker; han var den første der, efter at sølvkarret fra Gundest Hip var fundet, kom til stede for at føre sølvpladerne til Kbh., og han indlagde sig stor fortjeneste ved 1892 at organisere den adresse der skaffede museet det fornødne grundlag for dets forhistoriske udgravninger og fredlysninger. I samme linie ligger udgivelsen af det store topografiske værk Danmark, Land og Folk I-V m. reg.bd., 1919–23. Størst betydning fik dog B.s arkæologiske og kulturhistoriske undersøgelser på Grønland, Island og Færøerne idet han her, uden egentlig videnskabelig uddannelse, dog gjorde en indsats af grundlæggende karakter. Hans første rejse til Grønland fandt sted 1894 da han besøgte nordboernes østerbygd i det nuværende Julianehåb distrikt, hvor han dels fortsatte de tidligere påbegyndte topografiske undersøgelser, dels foretog en række mindre udgravninger, og ni år senere foretog han en lignende rejse til vesterbygden i egnene omkring Godthåb fjord. Resultaterne af disse forskninger foreligger i to større afhandlinger i Medd. om Grønland XVI, 1896, og LVI, 1918, i hvilke bl.a. fastslås overensstemmelsen mellem gammel grønlandsk og oldislandsk byggeskik idet det var lykkedes B. som den første at påvise boligtomterne inden for ruingrupperne. En udmærket samlet oversigt over nordbotiden i Grønland er ydet i bogen Erik den Røde og Nordbokolonierne i Grønland, 1915, (ny udg. 1931, eng. overs, i Medd. om Grønland LVII, 1918). I sammenhæng med B.s interesse for nordisk middelalderlig arkæologi og topografi står også hans talrige rejser til Island, Færøerne og Norge. Ikke mindst de to førstnævnte gennemrejste han efterhånden på kryds og tværs for at redde hvad reddes kunne angående gammel byggeskik som det bl.a. foreligger beskrevet i værkerne Forlidsminder og Nutidshjem paa Island, 1897 (ny udg. 1928) og Fra de færøske Bygder, 1929. Som resultater af hans nøje kendskab til disse egne må også nævnes Turistruter paa Island I–III, 1912–16 (2. udg. I-V, 1921–27) og Turistruter paa Færøerne I–II (1915–19). Endelig har B. selv skildret sit begivenhedsrige liv i et fire binds memoireværk (1925–27); ligesom hans andre bøger er det til dels illustreret med hans egne tegninger.