Claus Ahlefeldt, 2.9.1614-.1674, officer. Født på Gelting, begravet i Skt. Nikolai k. i Kiel. Efter udenlandsk krigstjeneste var A. hofjunker hos Christian IV 1636–39 og 1638 fik han pas til Italien. 1642 blev han knyttet til et dansk regiment og 1643 trolovet med prinsesse Elisabeth Sophia. Oberstløjtnant 1643, oberst 1644. Lensmand på Kalø 1645–48, udnævnt til guvernør i Glückstadt 1648. Generalvagtmester (generalmajor) 1651–53, generalløjtnant 1659 og dec. 1660 general af infanteriet, assessor i det nyoprettede krigskollegium og medlem af generalitetet. 23.12.1660 øverstbefalende over hæren i Norge. Jan. 1662 tillige amtmand i Trondheim og jan. 1666 chef for det nyoprettede nordjyske nationale infanteriregiment og fung. generalinspektør for infanteriet i Jylland og hertugdømmerne. Fra 4.6.1667 til 1.5.1671 guvernør i Nyborg og amtmand i Nyborg amt. 28.4.1669 udnævntes han til feltmarskal. Det hedder sig at A. i en ung alder blev "Spitzdreng" hps en kejserlig officer hos hvem han opdroges til kriger. Han skal have deltaget i arvefølgekrigen om Mantova og være indtrådt som volontær i Wallensteins hær 1634, men allerede i maj s.å. findes han indskrevet ved universitetet i Leiden. Juli 1635 ankom han til Paris, og 1636 rejste han til Danmark. Han deltog i Torstenssonkrigen og var med i general F. Bauers natlige overfald på Itzehoe. I slutningen af 1644 fulgte han ærkebispen af Bremen (senere Frederik III) på toget til det sydlige Jylland og var 30.12. med i stormen på Riberhus. Den gamle Christian IV nærende en ubetinget tillid til ham, men han kom i et stadig mere spændt forhold til "svigersønnernes" parti (Corfitz Ulfeldt, Hannibal Sehested, Pentz osv.). Kort før kongens død afgav han sin forlening og blev udnævnt til guvernør i Glückstadt hvor svigermoderen Vibeke Kruse boede; men da han efter Christian IVs bisættelse 3.3.1648 ankom til fæstningen fik han de ændrede forhold at føle idet Christian Pentz der var gift med en af Kirstine Munks døtre rent ud nægtede at respektere den afdøde konges ordre, ligesom han mødte andre fortrædeligheder under Corfitz Ulfeldts styrelse. Efter sit bryllup tænkte han på at gå i kejserlig tjeneste, men Frederik III der ville udnytte hans had til "svigersønnernes" parti holdt ham tilbage, og sammen med Ulrik Christian Gyldenløve blev han snart den nye konges pålideligste mand. I pant for medgift havde han 1647 fået godserne Rohlsdorf og Niendorf. Ved skiftet efter Vibeke Kruse 1649 erhvervede han godset

Bramstedt, og n.å. lykkedes det ham af sin moders fallitbo at erhverve endnu en holstensk ejendom, Klein Nordsee. Med sin tredje hustru kom han senere i besiddelse af hendes slægts familiegods Schierensee. Febr. 1657 besluttedes krigen mod Sverige, og juni deltog A. i Anders Billes tog i stift Bremen. Efter rytteriets tilbagetog til Frederiksodde og Fyn fik A. i sept. kommandoen over det holstenske rytteri på Fyn. Et planlagt fremstød på halvøen fra Fyn med rytteriet under A.s overanførsel måtte opgives da Frederiksodde faldt. Ved fredsslutningen aug. 1658 opholdt A. sig i hertugdømmerne og blev taget til fange. Under transporten fra Pinneberg til Stade blev han imidlertid udfriet, og det lykkedes ham at slippe ind i Kbh. hvor han ved Ulrik Christian Gyldenløves død blev udnævnt til generalløjtnant 1659. I stormnatten 10.-11.2. havde han kommandoen på strækningen fra Slotsholmen til hen mod Helmers bastion hvor han ledede forsvaret og ikke sparede sig selv. Det var således ham som med egen hånd stødte den svenske kaptajn ned der som den første besteg brystværnet. Efter den afslåede storm fik han til opgave at organisere og føre de tropper der kunne rejses i Jylland. Efterhånden rensedes Nørrejylland for fjender, og A. opnåede forbindelse med kurfyrst Frederik Wilhelm af Brandenburg der havde hovedkvarter i Viborg. Efter Frederiksoddes tilbageerobring søgte han at formå kurfyrsten til at gå over til Fyn, men den transportflåde som samledes i Ebeltoft vig blev ødelagt af svenskerne, og da den ventede hjælp fra hollænderne udeblev forlod kurfyrsten landet og efterlod kun et mindre korps under feltmarskal Eberstein. Under disse omstændigheder søgte A. med endnu større iver at rejse tropper på halvøen. Derefter drog han til Kiel for at melde sig hos Hans Schack, med hvis tropper han landede ved Kerteminde. I slaget ved Nyborg 14.11.1659 førte A. infanteriet i Schacks korps og stormede fjendens stillinger foran skovene ved Bavnergård (Juelsberg). Efter Fyns erobring overtog han kommandoen på øen men vendte snart tilbage til Nørrejylland for at overtage den militære overledelse der. Efter udnævnelsen til øverstkommanderende i Norge levede han i Trondheim hvor han fra jan. 1662 var amtmand. Imidlertid var Ulrik Frederik Gyldenløve blevet statholder i Norge, og det kom mellem disse to til idelige rivninger, så A. anmodede om at få en anden post hvilket dog først lykkedes i jan 1666. Inden dette skete kom han til at gribe ind over for den engelske eskadre der på Bergens Våg søgte at bemægtige sig en hollandsk handelsflåde som havde søgt ly her. A. handlede i denne sag helt korrekt, udvidende som han var om den danske regerings forræderi imod nederlænderne. Ved sin tilbagekomst til Danmark blev A. chef for det nyoprettede nordjyske nationale infanteriregiment, og desuden fungerede han som generalinspektør for infanteriet i Jylland og hertugdømmerne. Han sendtes 1667 sammen med dr. Conrad Hesse til grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst for at tage dem i besiddelse for den danske konge efter grev Anton Günthers død. 21.7. s.å. tog han på ridebanen ved slottet befolkningen i ed på Frederik IIIs vegne.

A. havde ved alle forefaldende lejligheder vist sig som en tapper soldat og en dygtig fører. I sin stilling som generalinspektør virkede han med iver og et godt resultat for at dygtiggøre hæren til den krig som Christian V forberedte til de skånske landsdeles tilbageerobring. Han var en omgængelig og vennesæl natur der forstod at fremkalde det gode hos sine undergivne, og han nærede en virkelig og dyb interesse også for den menige soldat. Skønt på mange måder knyttet til Holsten gik han samvittighedsfuldt op i sin gerning som dansk-norsk embedsmand. Bl.R. 1663.

Familie

Forældre: Carl A. til Koselau (1576-død før 1634) og Beate Breidesdatter Rantzau (ca. 1590–1657). Gift 1. gang med Catharina Qualen, født ca. 1610, død 10.1.1639 i Lübeck, d. af amtmand i Flensborg, kgl. råd Otto Q. (1566–1620) og Dorothea Rantzau (1566–1621). Gift 2. gang 18.6.1648 med Elisabeth Sophia Gyldenløve, født 1633, død 20.1.1654, d. af Christian IV (1577–1648) og Vibeke Kruse (død 1648). Gift 3. gang 1.3.1655 med Anna Hedevig Buchwald, født 4.1.1629, død 14.12.1695 på Klein Nordsee, d. af Daniel B. til Schierensee (1599– 1674) og Margrethe Ahlefeldt (1606–54).

Ikonografi

Mal. i hel figur (hos grev Schmiedegg i Gmunden), formentlig kopi efter A. Wuchters, 1646. Mal. (Altenhof). Min. (Fr.borg, identitet tvivlsom).

Bibliografi

Louis Bobé: Slægten A., IV, 1901 20–41 og i Mindeskrift 10.–11. februar 1659, 1909. Danm.s adels årbog, 1929 II 117. P. W. Becker: Saml. til Danm.s hist. under Frederik III, 1847–57. K. C. Rockstroh i Svendborg amt, 1909. Aage Fasmer Blomberg: Fyns vilkår under Svenskekrigene, 1973. – Voss' ekscerpter i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig