Christoffer Bielke, 1654-13.8.1704, officer. Død ved Höchstädt i Bayern, begravet i Ebermergen k. mellem Donauwörth og Harburg. B. blev nov. 1677 kornet i Livgarden til hest og n.å. ritmester i Sjællandske nationale rytterregiment, 1683 generaladjudant hos feltmarskal Roy de Rochefoucauld der kommanderede den danske hær i Holsten 1683–84, og nov. 1684 udnævntes han til oberst i rytteriet. Da drabantgarden 1686 formeredes som kompagni, blev B., der året forud var blevet ansat deri som hauptmand, chef for kompagniet. I de nærmest følgende år færdedes han meget i udlandet, men stod på samme tid som chef for 2. søndenfjeldske regiment i Norge. En tid ledsagede han Christian Gyldenløve der gjorde volontørtjeneste i den franske hær, og benyttedes tillige af den danske regering ved repræsentative sendelser til fremmede hoffer. Hjemvendt til Danmark udnævntes han til chef for Prins Christians regiment og i nov. 1699 til brigadér. To år senere blev han medlem af auxiliærtroppernes generalstab og faldt i slaget ved Höchstädt. Han var ejer af Austråt som han solgte 1686.

Familie

Forældre: rigsadmiral Henrik B. (1615–83) og Edel Christoffersdatter Ulfeldt (1630–76). Gift 26.12.1684 i Kbh. med grevinde Louise Charlotte af Aldenburg, født 3.2.1664, død 12.5.1732 i Hamburg (gift 2. gang 1722 med generalløjtnant, gehejmeråd, rigsgreve Gerhard v. Dernath, 1668–1740), d. af grev Anton af A. (1633–80) og Augusta af Sayn-Wittgenstein (1638–66). – Bror til Christian Frederik B.

Bibliografi

Danm.s adels årbog LXIII, 1946.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig