Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Sarauw

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christian Sarauw, Christian Frederik (Friedrich) Conrad Sarauw, 2.7.1824-29.11.1900, officer, militær- og politisk-økonomisk forfatter. Født i Slesvig, død i Kbh., urne på Bispebjerg. S. blev student 1843 fra Slesvig, studerede fem år jura i Kiel og Heidelberg, indtrådte 1848 som frivillig i og blev s.å. sekondløjtnant i 3. slesvigholstenske jægerkorps, blev 1849 hårdt såret ved Fredericia, s.å. premierløjtnant i 4. jægerkorps og var 1850 kompagnifører. 1851 var han premierløjtnant i holstenske forbundskorps og ansattes s.å. i en dansk afdeling. Han deltog i krigen 1864, fik s.å. kaptajns karakter, blev n.å. kaptajn II, 1867 kaptajn (I) og afskedigedes 1872 efter ansøgning. I sin tjeneste som dansk officer vandt han sine foresattes anerkendelse. 1857 tog han statsvidenskabelig eksamen. – Han øvede en meget flittig og på flere områder meget dygtig forfattervirksomhed. 1871 udsendte han Russlands kommerzielle Mission in Mittelasien, 1873 Das russische Reich in seiner finanziellen und ökonomischen Entwickelung seit dem Krimkriege, 1871–72 Krigen mellem Frankrig og Tydskland 1870–71 I–II, 1875 Die russische Heeresmacht, 1878 Der russisch-türkische Krieg 1877–78, 1881 Die Feldzüge Karls XII, 1882 Betragtninger over vore Forsvarsforhold. I Tidsskrift for Krigsvæsen 1866 og 1871 samt i Tilskueren skrev han flere artikler. Som militær medarbejder ved Berlingske Tidende skrev han 1870–71 en række fortrinlige artikler om den fransk-tyske krig. Anonymt udgav han Der Krieg des Jahres 1870, 1871. Hans arbejder udmærker sig ved klarhed og logik, og hans danske arbejde om krigen 1870–71 blev i danske militære kredse fremhævet for hurtig og klar opfattelse af problemerne, som let læseligt, overskueligt og upartisk, frit for udsmykninger. Derimod vakte det anonyme arbejde stærk kritik og medførte et militært pres på ham så han søgte afsked før opnået aldersgrænse. Hans virksomhed som hemmelig agent for det franske hærvæsen bragte ham i kollision med de tyske love; 1885 blev han anholdt i Berlin og n.å. af rigsretten i Leipzig idømt tolv års tugthus. Efter at have udstået en mindre del af straffen bosatte han sig i Kbh. og var fra 1887 fast militær medarbejder ved Politiken (mrk. Colonel). Hans afskedspatent var blevet kasseret 1886, og udbetalingen af hans pension standset, men ved højesteretsdom 1889 kendtes han berettiget til vedblivende at nyde denne. – Broderen Conrad August Nicolaus Sarauw, født 21.7.1816, død 24.2.1886, blev forstkandidat 1838, assisterede 1839–42 ved statsskovenes planlægning i Slesvig og Lauenburg og var 1851–53 skovrider på Frederiksgave, 1857–59 på 2. Kronborg distrikt og 1860 til sin død på Petersgård distrikt. 1852–65 var han statens tilsynsførende med de private skove i Fyns stift. S. konstruerede den S.ske plantehakke til pletvis bearbejdning af skovbunden.

Familie

Forældre: tidligere borgmester i Burg på Femern, herredsfoged i Struxdorf hrd., senere amtsforvalter i Hütten amt, kammerråd Friedrich Heinrich Wilhelm S. (1777–1845) og Sophie Hedewig Claussen (1782–1851). Gift 1. gang 1.9.1857 i Kbh. (Garn.) med Julie Emilie Henriette Luders, født 13.1.1836 i Kbh. (Petri), død 6.6.1873 sst. (Garn.), d. af kgl. kapelmusicus Heinrich Conrad Julius L. (1801–56) og Adelaide Sophie Dorothea Gertrude Skeel (1805–61). Gift 2. gang 16.10.1877 i Kbh. (Matth.) med Maria Birgitte Ring, født 1.9.1857 på Billeshave, død 22.7.1927 på Frbg., d. af proprietær, landinspektør, senere justitsråd Hans Frederik Sophus R. (1830–1922) og Cecilie Elisabeth Fog (1835–1908). Far til Paul Sarauw.

Udnævnelser

R. 1871.

Annonce

Ikonografi

Træsnit. Foto.

Bibliografi

C. S.: Min fængselstid, [1887]. Højesteretstid. 1888–89 754–57. – Das Offizier-Corps der schlesw.-holst. Armee und Marine 1848–49, Lübeck 1858. Tidsskr. for krigsvæsen, 1871 77–81 og 1872 185f (anm. af S.: Krigen 1870–71). Biographische Notizen über Offiziere ..., udg. F. Möller, Kiel 1885 94 (særtryk af Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst.-lauenb. Gesch. XV, 1885 35–188). Den dansk-tyske krig 1864, udg. Generalstaben I–III, 1890–92. M. Rovsing: Tre Vonner, 1891. III. tid. 23.12.1900. A. F. Krieger: Dagbøger V, 1923.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Christian Sarauw i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296887