Christian Ditlev Reventlow (officer)

Christian Ditlev Reventlow, 21.6.1671-1.10.1738, lensgreve, officer, diplomat. Født i Haderslev, død på Tølløse, begravet i Radsted k. Som søn af storkansleren var R. nært knyttet til hoffet. Christian V havde stået fadder til ham og trolovet ham med datteren Anna Christine Gyldenløve der imidlertid døde som ganske ung. Til den jævnaldrende Frederik IV stod han i et personligt forhold, men hans kritiske holdning til kongen vanskeliggjorde samarbejdet. Efter et kort studium ved Kbh.s universitet sendtes han til udlandet for at søge uddannelse navnlig i Frankrig og England. 1690 afløste han faderen som amtmand i Haderslev og landråd i hertugdømmerne; 1699 fulgte han ham i embedet som overjægermester der indebar tilsyn med statens skov- og jagtvæsen. Imidlertid var det som officer og i nogen grad som diplomat han kom til at gøre sin indsats i kongens tjeneste. 1690 fulgte han et felttog ved Rhinen, 1692, som overtallig oberst, det danske korps i Irland og deltog n.å. i slaget ved Steenkerke. 1694 blev ihan oberst for et dragonregiment hjemme og hvervede s.å. på egen bekostning et infanteriregiment til kejserlig tjeneste som han førte 1699 ved Rhinen under markgrev Ludvig af Baden, hans første virkelige læremester i krigskunsten. Efter Frederik IVs tronbestigelse løste han det betydningsfulde diplomatiske hverv i Dresden at afslutte tidligere indledede forhandlinger om offensiv og defensiv alliance med Sachsen-Polen mod Sverige, og 1700 sendtes han atter til Dresden for at fremskynde afsendelsen af et hjælpekorps. R. deltog i det kortvarige felttog ved sydgræsen og ledede derefter forhandlingerne med Karl XII om at forlade Sjælland. 1701 blev han generalmajor og skulle 1702 have befalingen over rytteriet i det korps der under Chr. Gyldenløve gik i kejserlig tjeneste i Italien. Gyldenløve modsatte sig imidlertid energisk dette under trussel om tilbagetræden, og R. gik i stedet i tjeneste i den egentlige kejserlige hær hvor han 1703 blev feltmarskalløjtnant. Prins Eugen af Savoyen satte megen pris på ham og betroede ham ved flere lejligheder ret betydelige kommandoer. 1704 ledsagede han prinsen under felttoget i Bayern, bl.a. i slaget ved Hochstadt hvorom han skrev en interessant beretning til kongen. De følgende år deltog han i felttog i Italien hvor han 1705 blev såret ved Cassano, og ved Rhinen, dels under Eugen, dels atter under Ludvig af Baden, og udnævntes 1706 til felttøjmester.

Efter hjemkomsten udnævntes R. 1707 til general af infanteriet, den højeste grad Frederik IV tildelte nogen. Hermed var hans mangeårige, afvekslende, udenlandske krigerfærd afsluttet, og han overtog gerningen som højstkommanderende over den hjemmeværende hær. 1708–09 ledsagede han Frederik IV på Italiénrejsen, ledede i Wien forhandlingerne om hjælpekorpsets hjemmarch og var derefter i Dresden deltager i de afsluttende aftaler om samvirken under eventuel krig med Sverige. Han skønnede at de politiske og militære forhold var gunstige for en afgørelse og tilrådede ivrigt en sådan. Hans udnævnelse til leder af felttoget må anses for en rigtig disposition, men kongen unddrog ham véd sin ringe forståelse og ubeslutsomhed den nødvendige støtte. Midt i nov. 1709 stod den lille felthær samlet syd for Helsingborg. R. pressede hårdt på om forstærkninger, men navnlig om belejringsskyts til angreb på fæstningerne Landskrona og Malmø til udvidet, sikkert rygstød, basis for operationerne mod den fjendtlige hær. Samtidig skyndede han på for at få den norske hær til at binde en del af de fjendtlige styrker. Altsammen dog forgæves da kongen ikke viste synderlig interesse. Da vejene kort efter nytår var blevet nogenlunde farbare rykkede R. med en del af styrken mod Magnus Stenbock der stod vest for Kristianstad, kastede fjenden tilbage i Småland og fortsatte ind i Blekinge. Da han imidlertid også måtte sikre sig mod frembrud fra Halland gik han mod slutningen af febr. tilbage til egnen nordøst for Lund for herfra at gå til angreb når forholdene indbød hertil. Kort efter blev han meget syg af gigtfeber, men forblev ved hovedkvarteret til han 27.2. måtte afgive kommandoen til Jørgen Rantzau og lade sig transportere til Sjælland. 10.3. led hæren det nederlag ved Helsingborg som R. forgæves havde påpeget over for kongen som en mulighed. Udfaldet der blev afgørende for hele felttoget viste at R. havde set rigtigt, og ansvaret må først og fremmest placeres hos Frederik IV – der kvitterede ved i april at afskedige R.

Kort før slaget ved Gadebusch 1712 blev R. sendt til zar Peter og Frederik II August for at formå dem til hurtigt at rykke til undsætning for den danske hær. Afgørelsen på slagmarken faldt imidlertid før egentligt samarbejde nåedes, og kun ved yderst skarp optræden over for zaren lykkedes det R. at formå denne til at følge efter den svenske hær ind i Holsten, til samvirken med den danske ved Tønning m.m. Sine evner som handlekraftig og klarsynet administrator kom han til at vise da han 1713 blev overpræsident i det af Stenbock afbrændte Altona med næsten diktatorisk myndighed. Men baggrunden for kongens udnævnelse af ham var nok lige så meget ønsket om at fjerne R. fra hoffet på grund af hans modvilje mod Frederik IVs forbindelse med søsteren, Anna Sophie. På forholdsvis kort tid fik han byen genrejst smukkere og regelmæssigere end forhen; han anlagde en havn og virkede på alle måder energisk for byens opkomst. Han rejste det endnu bestående såkaldte "Reventlow stift" og ydede personlig et betydeligt tilskud dertil. Som deltager i "Den store votering" 1718 afgav han et af de udførligste, bedst affattede og mest udtømmende indlæg hvori han på grundlag af den gode hær og de gunstige militær-politiske forhold bestemt rådede til med våbenmagt at fremtvinge afslutningen på den langvarige krig med Sverige. Samtidig fremsatte han en ret skarp kritik af kongen som politiker. At den mindre betydelige U. A. Holstein og ikke R. 1721 ved Anna Sophies ophøjelse til dronning blev storkansler må også ses i lyset af hans kritiske holdning til forbindelsen, og til kongen i almindelighed.

Efter Kbh.s brand 1728 var han den første der fremkom med ideer om genopbygningen og i maj 1729 blev han overdirektør for bygningskommissionen Her kæmpede han energisk mod inkompetence og slendrian i bystyre og centraladministration og blev grundigt upopulær, men ved tronskiftet 1730 fik han sin afsked og mistede tillige stillingen som overjægermester. Han synes dog ikke at være forment adgang til hoffet. R. var meget velhavende og en af landets største godsejere med besiddelser i hertugdømmerne og kongeriget. På Lolland oprettede han grevskabet Christiansborg. R. lagde desuden grunden til det senere grevskab Hardenberg. – Kammerherre 1698. Overjægermester 1699. Gehejmeråd 1707. – Sønnen Christian Ditlev Reventlow, født 10.3.1710, død 30.3.1775, arvede 1738 grevskabet Christiansborg som han på Christian VI's anmodning måtte kalde Christianssæde da det nye slot i Kbh. skulle være ene om navnet Christiansborg. R. var hele livet optaget af godsadministration, fra 1759 ledede han alle familiens godser. Han var assessor i højesteret 1736–42 og 1748. Kammerherre 1735. Gehejmeråd 1744. Gehejmekonferensråd 1763. Hv. R. 1729. Bl. R. 1769. – En ældre søn Conrad Ditlev Reventlow, født 23.7.1704, død 24.7.1750, immatrikuleredes 1722 ved universitetet i Leiden. 1725–31 var han amtmand over Haderslev amt, 1747–50 deputeret i generallandets økonomi- og kommercekollegium samt stiftamtmand over Sjællands stift og amtmand over Kbh.s amt. Han fulgte 1738 faderen som ejer af grevskabet Reventlow i Sundeved, baroniet Brahetrolleborg og stamhusene Krænkerup og Frisenvold. Kammerherre 1721. Gehejmeråd 1740. Gehejmekonferensråd 1747. Hv. R. 1728. L'union parfaite 1750.