Christian Carl Pflueg, 19.7.1728-16.5.1809, officer, arkitekt. Født på Uggerslevgård, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). Til trods for at P. som barn havde engelsk syge (rakitis) og brækkede begge lårben kom han ind ved militæret og blev 1753 werkbas i danske fortifikation, n.å. sekondløjtnant i infanteriet og underkonduktør, 1759 kar., n.å. virkelig premierløjtnant og konduktør, 1761 kar. ingeniørkaptajn. 1757-58 havde han arbejdet i Norge, 1759 fulgte han krigsoperationerne ved den preussiske, 1761 ved den franske hær og blev kaptajn i infanteriet under J.-Cl. de Saint-Germain. Ved mobiliseringen 1762 var han virkelig ingeniørkaptajn i ingeniørstaben. Som broderen hørte også P. til reformfløjen, og hans forslag om en forbedring af forholdene på den militære invalide- og forsørgelsesanstalt på Ladegården førte til at generalfeltmarskallen 1764 beordrede ham til assistance for anstaltens direktør. N.å. udtrådte han af ingeniørkorpset og blev direktør for en planlagt ny anstalt, Frederiks (Christians) plejehus der opførtes 1765-69 i Store Kongensgade efter P.s tegninger og under hans daglige ledelse. Efter tidens skik indrettedes et linnedvæveri der skulle drives af lemmerne og med garn leveret af soldaterkoner og -døtre, ligesom også anden form for håndværk blev udøvet. Samtidig havde N.-H. Jardin påbegyndt opførelsen af Sølvgades kaserne på Skt. Annæ kirkes tomt, og P. blev mesterens medhjælper ved byggeriet – et samarbejde der ikke forløb uden gnidninger. 1775 beordredes P. imidlertid til at flytte plejehuset til denne kaserne sammen med Almindelig hospital, og han stilledes under en overdirektion, da man mente, at hans driftsmåde havde været for kostbar. Plejehuset flyttedes vel straks efter til Store Kongensgade, men omflytningerne havde forstyrret driften af linnedvæveriet, så P. fik en betydelig kassemangel ved dette, og hans regnskab for plejehuset 1775-78 viste et betydeligt underskud som han dømtes til at erstatte, og 1782 blev han afskediget uden pension idet dog både kollegiet og kongen erkendte at meget talte til hans undskyldning, og at man burde se mere på rimelighed end på den strenge ret. Han fritoges da også for erstatning. 1768 havde han fået majors karakter. 1785 flyttedes stiftelsen til Eckernførde. På kommercekollegiets opfordring havde P. allerede fra 1776 ledet en klædefabrik i Lyngby der dog gik dårligt og blev nedlagt 1784. Han fik nu tillagt en betydelig pension. – P. havde kundskaber på mange områder og har også om end uden videre held forsøgt sig som forfatter, bl.a. 1774 med Tanker om at indlede og opmuntre Vindskibelighed hos Land- og Kiøbstadalmuen; men hans meddelelser om sit eget levned, nedskrevet 1807-08, og om Saint-Germains virksomhed i Danmark er af ikke ringe interesse. 1776 købte han Ulrikkenborg i Lyngby af broderen, men solgte det 1799 til J. G. Preisler.

Familie

Forældre: kaptajn, senere kar. major, forpagter af Uggerslevgård, senere ejer af Torpegård Bendix Ludvig P. (1693-1770) og Hedevig Munch (1706-60). Gift 21.5.1764 i Rønninge med Hedevig Rebekka Rasch, født 13.1.1745 på Rønninge Søgård, død 26.1.1786 på Ulrikkenborg i Lyngby, d. af justitsråd Johan Caspar R. til Rønninge Søgård (1694-1770, gift 1. gang med Anna Cathrine Holmer, 1694-1733) og Mette Sophie Munch (1709-87). -Bror til Friderich Andreas P.

Bibliografi

[C. C. P.:] Underretn. oom det til gamle soldaters ... pleye ... oprettede Christians pleyehuus i Kbh., 1773. Selvbiografi i Gemt og glemt, udg. L. Bobé og C. Dumreicher III, 1916 11-153 183-96 (Stamtvl.). Inkvisitionskommissionen af 20. jan. 1772, udg. Holger Hansen IV, 1936. – V. E. Tychsen: Fortifikations-etaterne og ingeniørkorpset 1684-1893, 1893. H. Weitemeyer i Hist. medd. om Kbh. I, 1907-08 282. L. Bobé sst. IV, 1913-15 600. Fr. Weilbach sst. 3.r.I, 1934-35 255. C. A. Trier: Ulrik Adolf Holstein, 1916. Hist. oplysn. om hærens institutioner og afd., 1926 41f (bilag til Krigsministeriets kundgørelser for hæren. Opførelsen af Sølvgades kaserne).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig