Carl v. Holck, Carl Christian Jens Wilhelm v. Holck, 8.2.1854-16.1.1934, officer, diplomat. Født i Kbh. (Garn.), død i Sorø, begravet sst. v. H. blev student 1871 fra Haderslev læreres skole, cand.phil. 1872 og studerede jura 1872–77. Han aftjente derefter sin værnepligt, blev sekondløjtnant i fodfolket 1880, premierløjtnant i artilleriet 1881 og var elev i officerskolens ældste klasse 1884–86. Da han imidlertid ikke var tilfreds med de avancementsmuligheder der frembød sig i Danmark udvandrede han til Siam hvor han under admiral A. de Richelieu havde ansættelse i det siamesiske marineartilleri 1886–94. De første fire år organiserede han militærstationer i provinsen Chantaboon og havde de sidste fire år kommando over forterne ved Menamflodens munding. Han ledede her opførelsen af et nyt fort hvor han førte kommandoen da franske krigsskibe under den kortvarige fransksiamesiske krig juli 1893 forcerede indløbet til Bangkok; s.å. udnævntes han til major i det siamesiske marineartilleri. Efter eget ønske tog han sin afsked fra officerstjenesten i Siam 1894 og vendte hjem til Danmark hvor han blev kaptajn i artilleriets forstærkning 1895 og fra 1897 var beskæftiget ved anlæg af nye statsbaner. På grund af sit kendskab til siamesiske forhold sendtes han 1909 som dansk konsul og konsuldommer for Siam til Bangkok, udnævntes til generalkonsul 1917 og akkrediteredes samtidig som chargé d'affaires. Han tog sin afsked 1.1.1921 og vendte tilbage til Danmark. Fra 1921 var han medlem af bestyrelsen for A/S Det østasiatiske industri og plantagekompagni. 1922–30 ejede han Obdrupgård ved Grenå.

Familie

Forældre: kaptajn Carl Christian Wilhelm Ferdinand v. H. (1823–85) og Caroline Dorothea Frederikke Als (1825–56). Gift 14.4.1886 i Kbh. (Garn.) med Alma Anne Maria Julie Nanna Anina Meyer, født 24.12.1861 i Hamburg, død 28.11.1940, d. af grosserer Johan Philip Ferdinand M. (1829–87) og skuespiller Anna Maria Benedictsen (1835–74). Kaldte sig under 1. verdenskrig "de H."

Udnævnelser

R. 1909. DM. 1920.

Ikonografi

Kinesisk lakmaleri 1917. Foto.

Bibliografi

Danm.s adels årbog XLII, 1925 465. W. Christmas: Et år i Siam, 1894 173. Herman Nielsen i III. tid. 17.4.1910. Viet. Pürschel: Akademisk skyttekorps 1866–1916, 1916 37. Berl. tid. 19.1.1934. Danmarksposten, 1934 febr.-nr. – Papirer i C. F. Schiopffes saml. i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig