Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl v. Ewald

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Carl v. Ewald, 1.3.1789-18.3.1866, officer. Født i Kassel, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). v.E. fik en omhyggelig, militært streng opdragelse. 1801 tillod faderen ham at indtræde i et lille borgerligt jægerkorps i Eckernförde, og n.å. udnævntes han til stykjunker i artilleriet og artillerikadet. 1805 blev han sekondløjtnant II (anc. fra 1804), 1808 sekondløjtnant I og adjoint i generalkvartermesterstaben, 1809 blev han kar., 1811 virkelig permierløjtnant og 1813 divisions-adjudant og stabschef ved den "bevægelige" armédivisions 2. brigade i Holsten. Under felttoget s.å. udmærkede han sig bl.a. i træfningen ved Boden 2.12. Fra 1815 var han stabschef ved 1. brigade af auxiliærkorpset i Frankrig. Efter hjemkomsten fortsatte v.E. sine militære studier, var 1821-26 medredaktør af Magazin for militair Videnskabelighed og havde tillige den opgave at referere udenlandske militære tidsskrifter for Frederik VI. 1822 blev han lærer for prins Frederik (VII) og fulgte ham på hans udenlandsrejse 1826-28. 1828 blev han jourhavende adjudant hos kongen og 1829 dennes håndbibliotekar. 1825 var han blevet kar., 1830 virkelig major, blev 1832 kar., 1834 virkelig oberstløjtnant og divisionskvartermester og 1838 overadjudant i generalstaben. 1834 fik han til opgave at have opsigt med prins Frederik under dennes forvisning til Jægerspris før skilsmissen fra prinsesse Vilhelmine. Efter tronskiftet 1839 blev han generaladjudant og chef for Christian VIIIs adjudantstab og for bureauet for armeens kommandosager, hvorved han trådte i spidsen for hærens styrelse. Af helbredsgrunde indgav han 1841 afskedsansøgning men fik kun bevilget sygeorlov indtil han atter følte sig tjenstdygtig. 1842 udnævntes han til generalmajor, men kort efter Frederik VIIs tronbestigelse 1848 fratrådte han sin stilling. Posten som kommanderende general i Nørrejylland og Fyn blev ham tilbudt, men han afslog, sikkert også fordi han ikke ønskede at tjene under den nye konge og han stilledes à la suite i armeen. Ved krigens udbrud tilbød han sin tjeneste, selv i en underordnet stilling, men tilbudet modtoges ikke, og for dog at yde noget gav han frivilligt afkald på en betydelig del af sin gage. N.å. fik han efter ansøgning definitiv afsked fra sin stilling i hæren, hvor hans eftermæle blev at han altid havde brugt sin store indflydelse til det gode uden nogen sinde at have misbrugt den. Sine sidste år levede han stille, beskæftiget med at skrive sine erindringer og med historiske og teologiske studier. – Kammerherre 1840.

Familie

Forældre: oberstløjtnant, senere generalløjtnant Johann v.E. (1744-1813) og Susanne C. Ungewitter (1764-1810). Gift 28.2.1813 på Frbg. med Frederikka Amalie Kaas Rosenstand-Goiske, født 16.4.1793 i Kbh. (Nic), død 14.9.1855 sst. (Frue), d. af overauditør Peder R.-G. (1752-1803) og Frederikke A. Kaas (1763-1821). – Far til H. F. E.

Udnævnelser

R. 1814. K. 1828. DM. 1829. S.K. 1847.

Annonce

Ikonografi

Mal. af madame Meunier i Geneve udst. 1829. Afbildet på Sophus Schacks mal. af salvingen 1840 (St. mus.). Mal. af C. Fiebig, 1843. Afbildet på litografi af F. Dewehrt af Chr. VIII med følge, og på Niels Simonsens mal. 1861 af en revy ca. 1830. Træsnit 1866 efter tegn. af H. Olrik. Buste (Fr.borg).

Bibliografi

Medd. fra krigsark. VII-IX, 1896-1902. – En slægts hist., ved Th. og H. F. Ewald I–II, 1905. Hl. tid. 25.3.1866. – Papirer, breve og erindringer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Carl v. Ewald i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298801