Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C. E. Croy

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C. E. Croy, Carl Eugenius (fyrste af) Croy (Croi, Croüy), ca. 1651-22.1.1702, officer. Død i Reval (Tallinn). C. tilhørte en berømt fransk(-tysk) adelsslægt fra Picardiet. 16.7.1676 blev han oberst i dansk tjeneste og regimentschef og deltog i erobringen af Kristianstad. I slaget ved Lund blev hans regiment så stærkt medtaget at det blev understukket hvorefter C. selv skulle hverve et regiment. Han gjorde dog så mange vanskeligheder at han febr. 1677 fik overdraget oberst Martin Bartholds regiment, og samtidig blev han generalmajor. Ved stormen på Malmø s.å. førte han en angrebskolonne mod sønderport, blev kastet tilbage og selv såret og måtte atter afgive sit regiment. Ved erobringen og forsvaret af Rügen viste han både energi og dristighed. Fra nov. var han en kort tid kommandant i Landskrona. Juni 1678 søgte han ved et overfald at erobre Helsingborg; den svenske kommandant hævdede imidlertid besiddelsen af slottet, og C. måtte trække sig tilbage. Men endnu samme måned lykkedes det ham ved krigslist - en med den svenske konges chifferskrift og signetaftryk udfærdiget falsk skrivelse - at formå kommandanten til at overgive slottet. Herefter blev han guvernør i Helsingborg og om efteråret s.å. generalløjtnant. - 1681 fik han kongens tilladelse til at søge kejserlig tjeneste. 1683 fulgte han Johann Sobiesky ved Wiens undsætning hvorved han blev såret. Efter at have tjent i forskellige andre hære trådte han i russisk tjeneste, blev taget til fange ved Narva 1700 og døde i fangenskab.

Familie

Forældre: greve af Roeulx, senere rigsfyrste Jacob Philipp C. (1609-81).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: C. E. Croy i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288564