C. A. W. Drieberg, Carl August Wilhelm Drieberg, 6.5.1750-28.12.1825, officer. Født i Braunschweig, død i Odense, begravet sst. D. var fra 1758 page ved hoffet i Kbh. og indtrådte 1765 som volontør i artilleriet hvor han n.å. blev sekondløjtnant II, 1773 sekondløjtnant I og s.å. ved et usædvanligt avancement kaptajn og kompagnichef i infanteriet. I sine første løjtnantsår var han en af Christian VIIs ledsagere på de natlige svireture 1766-67, og trods sin ungdom blev han en virksom deltager i hofrevolutionen 1772. Ved hans regiments opløsning dec. 1789 kom han på vartpenge med majors grad og blev straks efter land- og krigskommissær for Fyn og Langeland med generalkrigskommissærs titel og rang som oberst.

Til at indlede og gennemføre forordningen om stavnsbåndsløsningen 1788 udnævnte regeringen en "ekstrakommission" på to medlemmer, generalprokurør Christian Colbiørnsen og generalkrigskommissær C. H. Wildenradt, til "en nye landmilices indretning". Kommissionen skulle efterhånden berejse hele landet og afholde ekstrasessioner, og efteråret 1789 begyndte den sine rejser. Efter kort tid måtte Colbiørnsen overlade arbejdets gennemførelse til Wildenradt der dog dec. 1790 bukkede under for byrden af det vældige arbejde. – D., der nu havde haft tid til at sætte sig ind i forholdene, overtog straks fortsættelsen af arbejdet og kunne efter to års beundringsværdigt, men yderst anstrengende arbejde slutte det. Arbejdet bestod ikke alene i mandskabets udtagelse, men også og navnlig i afgørelsen af de utallige juridiske, økonomiske og sociale spørgsmål som forordningen medførte, og hvorved man brød med årtiers praksis, sædvaner og misbrug. Med klarhed, kraft og myndighed ordnede D. (og Wildenradt) det fremtidige forhold mellem karlene og godsbesidderne, de fattige og de rige bønder.

Også D. var en forkæmper for at gøre hæren til en alene på retfærdig udskrivning hvilende institution. Støttet på et enestående kendskab til alle embedets forhold, sin forretningsdygtighed, sit praktiske blik og sin ansvarsfrejdighed opnåede han at de højeste myndigheder fulgte hans anvisninger og forslag. – 1794 blev D. generalkrigs-kommissær for Danmark, 1802 også for søetaten og afgav s.å. stillingen som særlig kommissær for Fyn m.m. Resultaterne af sit arbejde nedlagde han i forslag til instruktioner for de årlige sessionskommissioner og i et meget indgående, oprindelig til trykning bestemt statistisk værk der er særlig interessant for befolknings- og værne-pligtsforhold. Juli 1819 tog han sin afsked. Lige så mønsterværdig han var som embedsmand var han i sit private liv der prægedes af godgørenhed og personlig fordringsløshed, og ved hans død gik næsten hele hans formue til milde stiftelser, særlig Lahns for hjælpeløse børn. – Hofjunker 1767. Kammerjunker 1770. Kammerherre 1783.

Familie

Forældre: kaptajn, senere oberstløjtnant Adolph Friedrich D. og Charlotte Sophie Bülow (født 1725). Gift 27.10.1786 i Kbh. (Slotsk.) med Sophie Frederikke Christiane Bülow, født 24.1.1761 i Kolding, død 23. el. 24.7.1818 i Odense, d. af amtmand, senere gehejmekonferensråd Ludwig Vilhelm B. (1699-1785, gift 1. gang 1737 med Elisabeth Hedevig Roepstorff, 1698-1758) og komtesse Charlotte Elisabeth Haxthausen (1734-61).

Udnævnelser

R. 1809. K. 1812. S.K. 1819.

Ikonografi

Maleri. (Lahns stiftelse i Odense).

Bibliografi

Medd. fra krigsarkiverne I, 1883; II, 1885; V, 1892. – K. C. Rockstroh: Udvikl, af den nationale hær III, 1926. Luxdorphs dagbøger II, udg. E. Nystrøm, 1925-30 61. C. D. Biehl: Brev fra Dorothea, ved Sv. Cedergreen Bech, 1975 195f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig