Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.H. Rørdam

Oprindelig forfatter PLM
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C.H. Rørdam, Christian Holger Rørdam, 12.11.1846-9.9.1916, officer. Født i Glenstrup ved Hobro, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). R. blev student 1866 fra Roskilde, men siden 1864 stod hans hu til soldatertjenesten, og med økonomisk støtte fra Christian IX uddannedes han til officer, blev sekondløjtnant 1868, premierløjtnant i ingeniørkorpset 1872, adjudant sst. 1877, kaptajn 1882 og afskedigedes 1898 med oberstløjtnants rang. Siden 1891 havde han været adjudant hos kongen, og ved dennes personlige forkærlighed for ham blev han nu indtil hans død 1906 intendant ved civillisten. 1902 fik han obersts karakter. Elskværdig, taktfuld, loyal og administrativt dygtig var han meget egnet for de opgaver som hofstillingen bragte ham, og sit tillidsforhold til kongehuset bevarede han; han var således administrator for kong Christians tre døtres affærer i Danmark. Som befalingsmand lå de meniges ve og vel ham på sinde. 1881 besvarede han og udgav en prisopgave fra Det krigsvidenskabelige selskab om Soldaternes Beskjæfligelse i Fritiden, og han var medstifter af det første soldaterhjem. 1880–83 var han medredaktør af et med samme sigte udgivet ugeblad Danebrog. Han foretog tjenesterejser for at studere sprængstoffers anvendelse og var 1888 bureauchef for den nordiske udstilling i Kbh. Den drift han som ung havde haft til digterisk produktion, fik i alderdommen udslag i bogen Krigs-Skygger, 1915, en række dialoger med poetiske indskud, et veråb over den standende verdenskrig i kristelig ånd. Et værdifuldere indtryk af sit fine, sympatisk modtagelige sind fik han givet gennem sine livserindringer med fællestitlen Svundne Dage, hvis første del Erindringer fra Ondløse Præstegaard og Roskilde Latinskole udkom 1916 kort før hans død. Udgivelsen fortsattes med Erindringer fra Tyveaars-Alderen, s.å., og den ufuldendte Erindringer fra Ingenieurregimentet. Indenlands og Udenlands, 1917. Som 4. del udgaves 1918 Hofliv hos Christian IX og som 5. del 1929 Hofdage hos Christian IX, det er dagbogsoptegnelser af ikke ringe almindelig interesse for tidshistorien og med gode bidrag til oplysning om hans kongelige herres personlighed. Erindringerne afsluttes med Mine Referentdage hos Kong Christian IX, 1930 og To danske Kongedøtre. Dronning Alexandra og Kejserinde Dagmar, 1931. – Broderen Thomas Ludvig Rørdam, født 11.5.1836, død 30.10.1894, blev student 1854, cand.teol., 1861, 1868 kapellan i Reerslev, 1873 sognepræst i Norup, 1879 i Vejlø, 1892 i Garntofte. 1877 udgav han Kirkebladet der bl.a. søgte at skabe forståelse mellem grundtvigianerne og Indre mission. En artikel af ham i Dansk Kirketidende 1878 nr. 10 gav anledning til fejden om Bjørnstjerne Bjørnsons stilling til kristendommen. – Sønnen Hans Nicolai Kellermann Rørdam, født 7.3.1878, død 19.7.1954, blev student 1895, premierløjtnant 1898 og 1915 kaptajn af reserven. Han forlod hæren 1908 pga. svagelighed, tog magisterkonferens i kemi 1912 og blev 1925 dr.phil. på afhandlingen Studies on activity. Han underviste på Polyteknisk læreanstalt og officersskolen. 1916–23 var R. administrator for Christian IX's palæ på Amalienborg og for Hvidøre som befuldmægtiget for kejserinde Dagmar, dronning Alexandra og hertuginde Thyra af Cumberland. 1928 stiftede han foreningen Borgerværn mod giftgas og var formand til 1939. Han skrev Nogle Hovedtræk af det teoretiske Grundlag for Gasteknik, 1931 og skuespillet Generalen, 1937, opført på Ålborg teater 1938. Kammerjunker 1905. R. 1920. DM. 1937.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Undløse og Søndersted, Hans Nicolai Kellermann R. (1804–84) og Valdemardine Charlotte Birkedal (1811–85). Gift 24.10.1874 i Kbh. (Frue) med Emma Christine Mørck, født 7.4.1848 i Kbh. (Frue), død 28.3.1922 på Frbg., d. af grosserer Ludvig Ferdinand M. (1810–83, gift 1. gang 1836 med Ane Christine Petersen, ca. 1801–42, gift 1. gang 1827 med urtekræmmer Lars Winsløw Starup, ca. 1789–1834) og Mette Christine Ditlevsen (1817–86, gift 1. gang med mekanikus Johan Peter Wishoff Møller).

Udnævnelser

R. 1888. DM. 1892. K.2 1905. K.1 1906. F.M.1. 1888.

Annonce

Ikonografi

To træsnit 1888 efter samme fotografi. Foto.

Bibliografi

C. H. R.: Svundne dage I-Vil, 1916–31. – Studenterne fra 1866, 1916 73. W. T[hulstrup] i III. tid. 21.9.1916. -Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul Læssøe Müller: C.H. Rørdam i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296787