Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.F. von Schalburg

Oprindelig forfatter HCBj
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.F. von Schalburg, Christian Frederik von Schalburg, 15.4.1906-2.6.1942, officer. Født i Zmeinogorsk, Rusland, død ved limensøen i Rusland. S.s mor var russisk og faderen dansk. Han voksede op under store forhold og blev 11 år gammel optaget på et russisk militærakademi hvor han var ved revolutionens udbrud. Hans oplevelser under bolchevikkernes hensynsløse udryddelse af den russiske overklasse der også gik ud over hans nærmeste familie mærkede ham for livet. Det blev en livsopgave for ham at bekæmpe bolchevismen. Det lykkedes familien at komme til Danmark, og S. blev uddannet som officer i den danske hær hvor han tjenstgjorde i livgarden. Han blev sekondløjtnant 1929, premierløjtnant s.å. og kaptajnløjtnant 1936. Han var lærer ved fodfolkets kornetskole 1932–34 og gennemførte officersskolens kursus i taktik 1938–39. S. blev med udgangspunkt i sin anti-bolchevikiske holdning tidligt tiltrukket af nazismen, gik aktivt ind i det danske nazist-parti DNSAP og opbyggede dettes ungdomsafdeling NSU. 1939–40 havde S. orlov for at kæmpe som frivillig i Finland mod russerne. Efter en kort tid atter at have gjort tjeneste i livgarden søgte han i efteråret 1940 atter orlov. Det var vistnok hans hensigt at tage til Rumænien hvor der var mulighed for at kæmpe mod russerne. Han gik imidlertid ind i tysk tjeneste i Waffen-SS og kom senere til tjeneste i Division Wiking under felttoget mod Rusland i sommeren 1941. Han gjorde her tjeneste i divisionens stab som ordonnans-officer. At S. talte flydende russisk gjorde ham meget anvendelig for de tyske tropper. 1942 blev han SS-Sturmbannführer (major) og blev 1.3.1942 tilkommanderet Frikorps Danmark som dettes chef efter at C. P. Kryssing var blevet frakommanderet. S. ledede frikorpset i forbindelse med kampene omkring limensøen sommeren 1942. Her faldt han under kamphandlingerne. Posthumt udnævntes han til SS-Obersturmbannführer (oberstløjtnant). – Som officer var S. en praktisk indstillet taktiker, men næppe med større talent som leder af store militære operationer. Han havde et solidt greb om sit mandskab som han ledede på en uortodoks og tilsyneladende inspirerende måde. Han var således overordentlig populær blandt såvel NSU-medlemmerne som de senere frikorps-folk. Allerede i levende live var han en myte. Hans popularitet udnyttedes af de danske nazister som et par uger efter hans død afholdt en stort og propagandistisk anlagt mindehøjtidelighed i Odd-Fellow-palæet i Kbh. hvor S. mindedes for sin heltedød.

S.s holdning var stærkt idealistisk præget, hvilket bl.a. afslører sig i de taler som han holdt ved visse specielle lejligheder samt i de tekster som han er repræsenteret med i NSU-sangbogen. Det var mere det anti-bolchevikiske og det nationalistiske aspekt end det protyske i den nazistiske ideologi der tiltrak ham. I sin tid som NSU-leder søgte han en ren dansk nazistisk linje ligesom han var af den opfattelse at den danske hær den 9. april 1940 skulle have sat sig til modværge mod de tyske tropper. S. var utvivlsomt et uroligt temperament, nok mere russisk i sin natur end dansk. – S.s popularitet gjorde, at han – lidt uretfærdigt – kom til at lægge navn til det dansk-bemandede tyske terrorkorps "Schalburg-korpset" som K. B. Martinsen oprettede 1943. Der må herske tvivl om hvorvidt S. ville have kunnet goutere dette korps der specialiserede sig i anti-sabotager mod danske institutioner og etablissementer, af den illegale presse betegnet som "schalburgtager". S. modtog jernkorset af såvel 2. som 1. grad.

Familie

Forældre: godsejer, direktør August Theodor S. og Elena Vasiljevna Starizki von Siemianovska. Gift 12.10.1929 med Helga Frederikke (Helle) von Bülow, født 2.2.1910 i Tyskland.

Annonce

Udnævnelser

Kammerjunker 1935.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Erik Haaest: Krigens vidner I–III, 1975. O. Krabbe: Danske soldater i kamp på østfronten, 1976. Ole Ravn: Dansk nationalsocialistisk lit. 1930–45, 1979 127f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Bjerg: C.F. von Schalburg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296953