C.F. Holten, Christian Frederik Holten, 11.3.1817-3.12.1898, officer, memoireforfatter. Født i Odense, død i Kbh., begravet på Frbg. H. kom 1829 ind på Landkadetakademiet, blev 1837 sekondløjtnant i livgarden til fods, 1844 premierløjtnant, deltog i treårskrigen, blev 1848 kaptajn II, 1850 I, sattes 1858 à la suite da han blev adjudant hos Frederik VII, gjorde atter tjeneste under felttoget 1864, men avancerede i øvrigt under sin fortsatte adjudanttjeneste à la suite til major 1860, oberstløjtnant 1864, oberst 1868 og gik af 1882 med rang af generalmajor. 1880–82 var han chef for adjudantstaben. Han fik det eftermæle at han havde varetaget sine hofstillinger forstandigt og taktfuldt; i sine alderdomsår var han en kendt hovedstadsskikkelse, elskværdig og underholdende selskabsmand, kultiveret og kyndig stamgæst i Det kgl. teater. Også hans hjælpsomhed rostes. Når hans navn kom til at leve skyldtes det imidlertid hovedsagelig at William Bloch efter hans død udgav en del af de fortællinger om hans oplevelser under Frederik VI, Christian VIII og Frederik VII som han stedse havde gjort lykke med blandt venner, og som han efter opfordring havde dikteret ned (Generalmajor C. F. v. Holtens Erindringer. 1899, tysk udg. Vom dänischen Hofe, 1900). De vakte megen opmærksomhed, også en del forargelse, ved deres frimodige meddelelser om skyggesiderne navnlig ved Frederik VIIs personlighed og kreds. Kildeværdien er dog ikke stor. H. havde meget ringe interesse for historisk nøjagtighed (det er betegnende at hvad han fortæller om sin fars ungdom næsten rummer en fejl i hver sætning); hans sag var den pointerede anekdote der tit havde fået stærkere eller endog ny pointe under hans bearbejdelse af den ved erindring og fortællen inden den blev fæstet til papiret, og tilhørerkredsens modtagelighed over for historiske kætterier har skærpet hensynsløsheden hos den vistnok ikke af karakter særlig dadlesyge gamle herre.

Familie

Forældre: gehejmekabinetsarkivar Carl H. (1775–1862) og Elise A. A. Behagen (1787–1874). Gift 10.8.1852 i Hillerød med Caroline Amalie Arboe, født 25.10.1835 i Neksø, død 12.5.1921 i Kbh., d. af byfoged i Neksø, senere i Hillerød, konferensråd Niels Peter A. (1791–1867) og Johanne Kidele (1794–1869).

Udnævnelser

Kammerjunker 1839. – R. 1850. DM. 1864. K.2 1867. K.1 1869.

Ikonografi

Tegn. af N. Simonsen, 1850 (Fr.borg). Mal. af Birgitte Levison udst. 1859. Afbildet på tegn. af C. Bayer og på mal. af H. Nik. Hansen 1910, Efter frokosten. Foto.

Bibliografi

C. F. H.: Erindringer, 1899 (ty. udg.: Vom dänischen Hofe, Stuttgart 1900). – Jul. Bidstrup: Stamtvl. over familierne Haüberg og Arboe, 1911 76. Berl. tid. 3.12.1898. Politiken 4.12.s.å. Nationaltid. s.d. H. P. B. Barfod i Vort forsvar 18.3.1900. Carl Holten: Af en gammel hofmands mindeblade, 1909 (fot. optr. 1967) = Memoirer og breve XI. – Papirer i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig