C.A. Schumacher

C.A. Schumacher, Christian Andreas Schumacher, 6.9.1810-4.8.1854, officer. Født i Tjørnelunde, Finderup sg. på Sjælland, død i Kolding, begravet sst. Efter faderens død tog farbroderen professor H. C. Schumacher sig af S. og satte ham i pension hos mekaniker og astronom J. A. Repsold i Hamburg hvor han blev i tre år indtil sin konfirmation og fik sin interesse for naturvidenskab vakt. Han kom på landkadetakademiet, tog 1829 officerseksamen, blev 1831 sekondløjtnant à la suite ved det slesvigske kyrasserregiment hvor han 1834 indtrådte i nummer. 1833–38 assisterede han som officer sin farbror ved gradmålingen. 1839 blev han sendt til Tyskland for at studere jernbanevæsen og naturvidenskab. 1840 blev han kar. premierløjtnant, men efter ansøgning sat på vartpenge. S.å. fik han Videnskabernes selskabs sølvmedalje for en afhandling om tonende strenge. Efter i anledning af jernbanespørgsmål at være kommet til St. Petersborg (Leningrad) kom han i forbindelse med observatoriet i Pulkova hvor han arbejdede 1844–45, og hvor han bl.a. anstillede undersøgelser over termometre og isens varmeledningsevne. 1845 kom han hjem til Kbh. og fik af Videnskabernes selskab understøttelse til at arbejde videre med disse undersøgelser hvis resultater blev offentliggjort i selskabets oversigter. 1848 meldte han sig til tjeneste og deltog som ordonnansofficer og general C. de Mezas adjudant i krigen, under hvilken han 1849 fik ritmesters karakter. 1851 ansattes han som skovrider i Åbenrå skovdistrikt, men blev allerede 1853 pensioneret på grund af svagelighed. Foruden ovennævnte videnskabelige arbejder udgav han 1846 en fircifret logaritmetabel. Desuden virkede han i stor udstrækning for popularisering af naturvidenskaberne gennem foredrag og skrifter, fx De vigtigste af Astronomiens Hovedlærdomme, populairt fremsatte, 1844 og oversættelsen af de tre første bind af A. von Humboldts Kosmos, 1847–53.

En søn Johannes Andreas Alexander Julius de Meza Schumacher, født 17.9.1853, død 18.3.1932, begyndte som apotekerlærling men gik over til studiet af levende sprog, hvor ungarsk blev hans speciale. Han oversatte fra dette sprog og skrev om ungarsk litteratur i Jul. Clausens Illustreret Verdens-Litteraturhistorie III. Desuden leverede han oversættelser af Catharina II's og grevinde Potockas memoirer og udgav selv bl.a. Ludvig Bødtcher, et Digterliv, 1875. Han var i kortere tid redaktør af forskellige blade, længst Papir-Tidende (1921–32), og deltog 1894 i stiftelsen af Dansk forfatterforening, hvis sekretær han var til 1901.