August Baggesen

August Baggesen, Frederik Ludvig August Haller Baggesen, 14.8.1795-18.4.1865, officer. Født på Augustenborg slot, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Ass.). Kun to år gammel mistede B. sin mor, og faderen tog ham med til Schweiz. Da denne 1799 var på et besøg hjemme og derefter drog til Paris for at bosætte sig efterlod han sønnen så godt som forældreløs i et for ham ganske fremmed land. De første år levede drengen hos en tante i Korsør, fra 1806 i Kbh. hos en onkel der behandlede ham strengt. Heldigvis tog faderens venner, navnlig brødrene Ørsted, sig af ham. Tidlig fik han interesse for militærlivet, og da onkelen ikke ville høre tale om hans militære fremtidsplaner, gik B. til kongen og bad ham hjælpe sig ind på den militære vej. Han udvirkede derved sin udnævnelse til frikorporal 1810, tog dec. 1812 sin officerseksamen og blev sekondløjtnant ved Holstenske skarpskytterkorps (senere: Holstenske jægerkorps) der kort efter afgik til bevogtning af sydgrænsen og i aug. 1813 til Mecklenburg som en del af avantgarden under general Lallemand. B. var med i fægtningen ved Büchen 19.8., men strabadserne var for svære for hans sarte konstitution der yderligere var undergravet af en febersygdom, pådraget ved overanstrengelse. Han kom på lazarettet i Schwerin og afsendtes med en sygetransport til Altona. Undervejs opsnappedes transporten af kosakker, og B. indbragtes til hovedkvarteret i Wöbbelin. Under opholdet her gjorde han bekendtskab med betydelige mænd som L. A. W. Lützow og Theodor Kørner. Fangenskabet blev kun kort, han blev fri på æresord og tog straks til Kbh. Efter krigen vendte han tilbage til Holstenske jægerkorps i Kiel, og opholdet i denne by blev af afgørende betydning for hele hans åndelige udvikling. Universitetet gav ham al ønskelig lejlighed til de videnskabelige sysler han tragtede efter. Han hørte forelæsninger over filosofi, historie og statistik og lagde derved grunden til den videnskabelige dannelse som senere gjorde ham til en så fremragende militær lærer. Studierne afbrødes for en tid ved jægerkorpsets indlemmelse i okkupationsarmeen i Frankrig men genoptoges efter tilbagekomsten i foråret 1817. Særlig beskæftigede B. sig nu med Danmarks geografi og statistik. Han tog 1818 landmålereksamen, blev 1822 premierløjtnant, 1832 kaptajn og s.å. lærer i militærgeografi, statistik og krigshistorie ved den militære højskole. Som lærer nød han stor anseelse og blev af sine kolleger ofte valgt ind i de komiteer der behandlede skolens anliggender. Som medlem af en sådan var det at han, sammen med de Meza, klagede over direktøren, Joseph Abrahamsons egenmægtige optræden og fremtvang hans afgang. 1842 blev han major og chef for generalstabens taktiske sektion. Ved krigens udbrud 1848 var han stabschef ved generalkommandoen over Nørrejylland m.m., og i generalens fravær gav han på egen hånd de fornødne ordrer der bevirkede at en samlet troppestyrke allerede natten mellem 28. og 29.3. kunne rykke frem mod Haderslev som armékorpsets avantgarde. De to første krigsår anvendtes B. alene i administrative stillinger, og først 1850 fik han kommandoen over 2. infanteribrigade og deltog med den i Istedslaget hvor hans føring – på grund af hans manglende erfaring – blev genstand for kritik. Efter krigen blev han stabschef ved generalkommandoen på Sjælland, 1854 generalmajor og chef for generalstaben. Denne post, hvortil han efter hele sin militære uddannelse skulle synes at være særlig egnet, beklædte han dog kun kort, idet han var en ivrig modstander af den nyordning af generalstaben der var planlagt af A. F. Tscherning og C. J. Flensborg. Konflikten førte til inddragelsen af hans post i juni 1858, han blev sat på vartpenge og ansat som kommandant i Rendsborg. 1860 fik han sin afsked. Sine sidste år levede han i Kbh., sysselsat med litterære arbejder. Hans virksomhed i denne retning har været af større betydning for den danske hær end hans egentlig militære indsats. Et værk som hans monumentale Den danske Stat, 1840 (på tysk 1845–47), en politisk, fysisk og geografisk beskrivelse af Danmark og hertugdømmerne, det første større værk af denne art herhjemme, vandt megen anerkendelse og var særdeles fortjenstfuldt. Ligeledes er hans Ledetraad ved Forelæsningerne over Danmarks Krigshistorie og Krigskunstens Historie, 1834, et værk af betydning. Sin interesse for militærvidenskaben viste han også ved sin talentfulde redaktion af "Militært Repertorium", men det var denne virksomhed der førte til en meget alvorlig strid 1840 med Frederik Læssøe fordi B. til Christian VIII og generalstabens chef, P. F. Steinmann havde oplyst at Læssøe var forfatter til en afhandling hvori hærens ordning og særlig generalstabens virksomhed kritiseredes. Læssøe, der støttedes af C. G. Andræ m.fl., udfordrede B. til duel som det kun med møje lykkedes at få afværget. B. indrømmede offentlig sin fejl og fratrådte redaktionen. Efter faderens død 1826 følte B. og hans ældre bror det som deres pligt at samle og udgive hans værker hvoraf den danske del udkom 1827–32, den tyske 1836. Endelig skrev B. sin fars biografi, I-IV, 1843–56. –