Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andreas Hauch

Oprindelig forfatter cbech
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Andreas Hauch, 27.3.1708-19.5.1782, officer. Født i Ingermanland, død i Kbh., begravet i Undløse k. H.s far der ifølge broderen Bertel "vide haver Vandret Werden om" havde bestemt at hans to sønner skulle sendes til deres farbror Bertel Hauch som da var amtsforvalter i Ålborg. Herfra kom H. 1724 til Kbh.s universitet, men indledte allerede n.å. den for slægten traditionelle militære karriere, blev kadet i infanteriet, 1727 sekondløjtnant, fik 1730 premierløjtnants rang, blev n.å. kaptajn og deltog 1735 i et krydstogt med orlogsskibet Prinsesse Charlotta Amalie. Som så mange danske officerer søgte han praktisk uddannelse og krigserfaring i udlandet, og efter at have solgt sit 1731 erhvervede kompagni tjente han 1737–38 i den kejserlige armé under et felttog mod tyrkerne i Ungarn, blev n.å. premiermajor i den danske hær og var derefter 1741–42 i Finland med den svenske hær mod russerne. Der fik han af den danske udsending i Stockholm, general Gustav Grüner til opgave at påvirke svenske officerer til fordel for Christian VI eller kronprins Frederik som kandidat til den svenske trone. 1743 blev han kar., n.å. virkelig sekondoberstløjtnant, hvorefter han påny 1745–46 tjente i den kejserlige armé under felttoget i Brabant (spanske arvefølgekrig) som adjudant hos fyrsten af Waldeck.

Som sin samtidige officerskammerat P. E. Gähler blev H. påvirket af de ideer om hærvæsnets reform der drøftedes såvel i den preussiske som i den franske hær og også havde begavede fortalere i den danske militære ledelse. Men da H. vendte tilbage og udnævntes til oberstløjtnant var Christian VI netop død og den reformivrige overkrigssekretær Michael Numsen blevet afskediget, og trods Frederik Vs stærke interesse for militærvæsnet lykkedes det konseilets civile, og af godsejersynspunkter dominerede, ministre at forhindre reformernes iværksættelse, og først da truslen omkring 1760 fra den gottorpske hertug Carl Peter Ulrich som russisk tronfølger blev overhængende ændredes signalerne. H. blev i mellemtiden 1750 kar. oberst, 1755 kar. generalmajor og 1756 1. generaladjudant hos kongen. 1761 var han kommandant i Kbh. Som generaladjudant deltog han 1762 under generalfeltmarskal C. L. de Saint-Germain i felttoget i Mecklenburg der skulle imødegå den russiske invasionstrussel. Denne, der blev ved truslen, samt den franske marskals nådeløse kritik af det danske militær satte gang i reformplanerne, og under de følgende års kamp om en ny ordning kom H. der 1761 ved sit andet ægteskab selv var blevet godsejer til at spille rollen som bremseeffekt for regeringen overfor de to ledende planlæggere, Gähler og Saint-Germain. Da generalkrigskommissariatet 1763 blev omdannet til generalkrigsdirektorium med Saint-Germain som præsident blev H. overkrigssekretær og chef for infanteriet, med referat direkte til kongen uden om konseilet, mens Gähler der var den egentlige planlægger og drivende kraft bag den nye ordning kun blev 1. deputeret, sideordnet to andre. Da reformerne ikke blot mødte kompakt modstand blandt officererne fordi centraliseringen af hærens økonomi fjernede disses mulighed for ekstra fortjeneste, men også efter konseilets opfattelse kunne forrykke den sociale balance i samfundet når udskrivningen af de bondesoldater, der skulle indgå blandt de professionelle, overgik til militære myndigheder, gjaldt det om for konseilet så langt som muligt at moderere planerne. Imidlertid sejrede Gählers synspunkter, i hvert fald på papiret, og 12.1. tog H. sin afsked og blev kommandant på Kronborg. Samtidig udnævntes han til generalløjtnant. Da ministrene ved Frederik Vs død jan. 1766 foreløbig befriede sig for Saint-Germain, indtrådte H. påny i det militære kollegium som 1. deputeret, men fik under de fortsat ustabile forhold i september tilladelse til at vende tilbage til kommandantposten, en stilling han beholdt da han efter Saint-Germains endelige fald 1767 i dec. s.å. genindtog sin plads i kollegiet. Efter J. H. E. Bernstorffs fald sept. 1770 blev H. fritaget for tjeneste i kollegiet, formentlig fordi han repræsenterede det gamle system. Som tilhørende den Bernstorffske epoke var H. næppe glad for tilstandene under J. F. Struensee der i for høj grad vendte op og ned på forhold som en gammel militær anså for hævdvundne. Herom vidner især et brev til Gähler 10.8.1771 (Inkv. Komm.). Bag H.s indstilling til reformerne, som han et langt stykke var tilhænger af, skal man nok udover en vis godsejerkonservatisme se en god portion virkelighedssans, en respekt for de reelle vanskeligheder som den mere dogmatiske Gähler savnede.

Som kommandant på Kronborg modtog H. 17.1.1772 dronning Caroline Mathilde som fange og måtte, da fæstningen ikke var forberedt på den slags gæster, afstå hende sine egne værelser. I dagens anledning blev han general af infanteriet men udbad sig henstand hermed til "obwaltende Affaire hieselbst vorbey sein werde", og først 1774 gjordes udnævnelsen effektiv. 1773 blev han medlem af hærkommissionen og genindtrådte i det militære kollegium. 1781 fik han efter ansøgning på grund af alder sin afsked.

Annonce

Med sin første hustru der på mindre end ti år fødte otte børn og døde i sin sidste barselseng fik han en betydelig formue. Med sin anden hustru fik han godset Kongsdal i Undløse sg. som han afhændede 1770 og købte 1776 Farumgård af sin svigerinde Sophie Henriette Moltke. I Undløse kirke der hørte under Kongsdal findes det kapel hvor H. ligger begravet sammen med hustruen og dennes første mand. – Adlet 1750.

Familie

Forældre: marinekaptajn i russisk tjeneste Christopher H. (1678–1718) og russisk født kvinde. Gift 1. gang 10.6.1750 i Glückstadt med Sophia Sturup, født 20.1.1731, død 15.2.1760 i Kbh. (Garn.), d. af oberstløjtnant, senere general Georg Christopher S. (1678–1762) og Margrethe Friis Dverig (1697–1746). Gift 2. gang 24.4.1761 på Kongsdal med Anna Cathrine v. d. Maase, født 31.1.1722 i Førslev, død 31.1.1786 i Kbh. (Garn.) (gift 1. gang 1749 med kammerherre, staldmester Adolph Heinrich v. Staffeldt, 1717–59), d. af kar. ritmester, senere kar. major Frederik v. d. M. (Masius) (1696–1728) og Conradine Sophie Rostgaard til Krogerup (1704–58, gift 2. gang 1736 med byfoged i Kbh., justitsråd Oluf Bruun til Gerdrup, 1711–67). – Far til A. W. H. og Frederik H.

Udnævnelser

Hv.R. 1761. L'union parfaite 1767.

Ikonografi

Mal. af ukendt og af Erik Pauelsen. Miniature. Fremstillet på stik af Caroline Mathildes bortrejse 1772.

Bibliografi

Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I-III, 1904–13. Kabinetsstyrelsen i Danm. 1768–72, udg. H. Hansen II–III, 1919–23. Inkvisitionskomm. af 20. jan. 1772, udg. H. Hansen II-V, 1927 1 (m. breve fra H. til P. E. Gähler i III). – Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 II, 1894; IV, 1902. Th. Hauch-Fausbøll i Pers. hist. saml. I, 1900 11–16. [Samme] i Genealogisk t. VII, 1913 69–76. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I–II, 1915–30. C. A. Trier: Ulr. Ad. Holstein, 1916. K. C. Rockstroh: Udvikl, af den nationale hær III, 1926. John Danstrup i Hist. t. I l.r.II, 1947–49.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bech: Andreas Hauch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290897