Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adolph Juel

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Adolph Juel, Hans Adolph Juel, 17 el. 28.10.1789-21.8.1874, officer. Født på Valdemars slot, død i Århus, begravet sst. J. blev 1807 fænrik og sekondløjtnant i landeværnet (ane. 1805), s.å. virkelig premierløjtnant, tog 1809 efter ganske kort undervisning eksamen ved Danske militært institut og stod til 1814 ved rytteriet på Langeland. Skønt han ikke deltog i egentlige krigsforetagender, roste generalløjtnant Frederik Ahlefeld-Laurvig ham overordentligt for hurtig fatteevne og tjenstiver. 1816 blev han sekondritmester og var ved korpset i Frankrig til 1818, blev 1830 virkelig ritmester, 1833 kar.major, 1840 premiermajor, 1842 oberstløjtnant og regimentskommandør, 1848 oberst. Han var velset ved hove og anset for en meget dygtig rytterofficer efter datidens opfattelse og var medlem af den store militærkommission 1840–42. 1848–49 fik han gentagne gange lejlighed til selvstændigt at føre styrker af alle våben, men hans evner hertil svigtede ganske, og i en affordret erklæring måtte general C. v. Krogh udtale om ham, at J. vel havde mange gode egenskaber, men skyede ansvar og selvstændighed af frygt for at gøre noget galt og manglede initiativ til hurtig og energisk handling. 1850 førte han kun sit eget regiment. 1853 afskedigedes han uden ansøgning; han mente at være uretfærdigt behandlet, og 1862 fik han nyt afskedspatent som generalmajor. 1836 havde han købt Villestrup.

Familie

Forældre: kammerjunker, senere generalløjtnant, kammerherre Frederik J. til Thorseng (1761–1827) og Magdalene Lucie Charlotte Rumohr (1759–1817). Gift 22.12.1820 i Århus med Anna Charlotte Amalia Hviid, født 18.4.1796 i Århus, død 4.5.1881 sst., d. af rådmand og byfoged sst., justitsråd Niels H. (ca. 1754–1813, gift 1. gang 1784 med Charlotte Amalie Petersen, 1767–91) og Elisabeth Christiane Frisenberg (1764–1839).

Udnævnelser

R. 1829. DM. 1840. K. 1851.

Annonce

Ikonografi

Mal. af S. M. Jørgensen. Afbildet på K. Gamborgs tegn. forestillende krigsrådet i Vejlby 4.7.1849. Foto.

Bibliografi

Danm.s adels årbog XLIV, 1927 II 51. Den dansk-tyske krig 1848–50, udg. Generalstaben I–III, 1867–87. E. Bodenhoff: Hofliv under trende konger, 1913. Samme: Den gamle general. Uddrag af F. G. v. Mullers efterl. papirer, 1914.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Adolph Juel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292289