Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kaj Lykke

Oprindelig forfatter COBA
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Kaj Lykke, skrev selv: Kæje, ca. 1625-8.7.1699, oberst, lensmand. Død på Bramminge, begravet sst. Efter ophold i udlandet 1640-45 (i Strasbourg 1643, s.å. imm. i Padova, 1644 imm. i Siena, var s.å. i Rom) blev L. 1645 hof- og 1646 kammerjunker. Christian IV var ved sin død utilfreds med ham men han blev i hoftjenesten i Frederik IIIs første år. Han stod Corfitz Ulfeldt nær, fulgte ham til Holland 1649, var en tid trolovet med hans datter Anna Cathrine og udtalte sig under Dinaaffæren i oprørske vendinger mod hoffet. Marts 1652 udfordredes han i Hamburg af Ulrik Christian Gyldenløve der beskyldte ham for at have forhånet hans mor Vibeke Kruse, men unddrog sig duellen ved bortrejse. Ved faderens død blev L. en af rigets største godsejere. Han arvede Gisselfeld (Ringsted hrd.), Rantzausholm (nu Brahetrolleborg, Sallinge hrd.), Flintholm (sst.), Hverringe (Bjerge hrd.), Hevringholm (Sønderhald hrd.) og Estruplund (Rougsø hrd.) samt en del strøgods i Jylland, en godsmængde der i alt takseredes til 5275 tdr. htk. foruden en gård i Kbh. på Købmagergade; hertil kom to tredjedele af den 1659 i fællig med søsteren Christence arvede Harrid-slevgård (Skovby hrd.). Som godsadministrator synes han at have været ret energisk; han opførte en prægtig ladegård på Rantzausholm (delvis brændt 1900) og drev et stort stutteri her. Og som husbond var han vist i det hele human. Kun virker hans hårdhed i inddrivelsen af lejermålsbøder mindre godt på baggrund af den kendsgerning at han selv i stor udstrækning stod i forhold til sine piger. Hans uimodståelige kvindetække som han understøttede ved raffinerede dragter efter sidste mode var ligefrem en fabel i den tids Danmark: "Enhver skøn jomfru, hun ønsker sig - Gud give Kaj Lykke ville have mig". Hans erotiske glorie var imidlertid hans eneste. Da han maj 1657 var blevet oberst for det af ham hvervede "Kongens livregiment" til hest vandt han kun ringe hæder i svenskekrigen og holdt slet mandstugt. For sine fordringer på kronen for regimentets udrustning og underhold forlenedes han fra 1.5.1658 med Alborghus. Fire år senere ramtes han af den skæbne der har givet den livsnydende herremand et navn i Danmarkshistorien.

I våren 1656 skrev Sophie Abelsdatter, en af hans friller, der klædt som en fin jomfru var indlogeret på Rantzausholm til L. i Kbh., at hun ikke ville være længere i hans hus da man talte ilde om hende derfor. For at holde på hende tilskrev han hende i et brev af 1.4. s.å. følgende trøst: "I skulle høre hvad de taler om vores dronning at hendes lakajer ligger i med hende, hvilket og vel er sanden efterdi at hun gør sig helt gemen med dem". Ud på sommeren fejrede han hendes bryllup med sin ridefoged Peter Børting. Hvorledes denne senere mod sin husbond udnyttede det brev, han fik i medgift med sin kone er omtalt hos Børting. L. og hans hustru var i Kbh. i privatanliggender da generalfiskal Søren Kornerup og generaladjudant Mikkel Skov juli 1661 sendtes til Børting for at hente brevet. Efter rentemester Christoffer Gabels senere udtalelse i højesteret fik kongen foreløbig ikke brevet at se, men grev Christian Rantzau (1614-63) og Gabel "negotierede med L. om en summa penge såfremt Hs. Kongl. Majestæt ville være fornøjet med hans obligation". 28.7. skrev L. til de to herrer at han "udi drukkenskab" havde forset sig grovelig mod kongen og kongehuset og forbrudt liv, ære og formue "formedelst begangen crimine læsæ majestatis og al usandfærdighed". Han bad dem formilde kongen, så han slap for proces og straf og var rede til at bøde det meste af sin formue. Fra 30.7. findes en koncept i Gabels hånd til en kgl. håndskrivelse til Rantzau og ham, hvori kongen tilsiger L. pardon mod udstedelse af en obligation på en aftalt sum og termin. 30.7. underskrev L. en obligation i hvilken han afstod fordringer på kronen m.m. til et beløb af 32 000 rdl., 1.8. en anden hvori han erklærede at være kongen skyldig 100 000 rdl. at betale i visse terminer, de første 10 000 inden fjorten dage: betalte han ikke skulle kongen kunne holde sig skadesløs i Gisselfeld og Rantzausholm. Da medio aug. kom, betalte L. ikke 1. termin - Rantzau erklærede senere i højesteret at han tilbod at låne ham pengene. Få dage efter rejste han til sine ejendomme i Skåne. Hans hustru sagde senere i retten: for at søge at rejse pengene og undgå sine kreditorer i Kbh. 24.8. stævnedes han for højesteret til 2.9. for at "lide og undgælde på liv, ære og gods, hvis retten kan medføre" for den efter hans egen tilståelse begåede majestætsforbrydelse. "Enten du nu til stede kommer eller ikke, så skal dog endelig dom derudinden vorde afsagt". I højesteretsmødet 2.9. hvor L. udeblev byggede generalfiskal Kornerup sin påstand om æres- og livsstraf på bekendelsen af 28.7., men Rantzau lod tillige dommerne hver for sig læse det kriminelle brev. Samtlige atten dommere voterede for den påæskede straf, "og imidlertid han ej i person betrædes kan, da eksekutionen in effigie offentlig at ske og forrettes". 4.9. sønderbrødes L.s våben i slottets grønne gemak. 5.9. henrettedes en legemsstor voksfigur af ham, livagtigt udført og iklædt hans vante dragt på slotspladsen, mens kongeparret og deres børn m.fl. så til fra vinduerne. Det var første gang et sådant skuespil opførtes i Danmark.

Processen og dommen er i flere henseender meget mærkelig. Gabel og Rantzau skildrede udførligt forhandlingerne med L. og lagde stærkt vægt på, at han var bortrømt uden at betale det over-enskomne; først derefter leverede de det kriminelle brev til kongen hvorpå stævning udtoges. De oplyste ikke hvorfor der ikke var søgt regres i godserne på den i obligationen af 1.8. foreskrevne måde. Og dommen erklærede om denne obligation som L.s hustru påberåbte sig i en skrivelse til kongen at den "ej var nogen accord eller kontrakt, men befandtes alene at være koncept af et tilbud, som Keje gjorde". Det ser ud til at man har benyttet L.s flugt til at rejse majestætsprocessen vel vidende at livsdommen kun kunne blive udført in effigie. Efter hidtil gældende ret og praksis medførte nemlig fornærmelse mod kongen eller dronningen ikke tab af ære, liv og gods. At dronningen synes at have virket for den hårdeste straf, støttet af Kornerup der ved denne tid stræbte at udvide majestætsforbrydelsesbegrebet, spillede vist også sin rolle. Måske også at rigsskatmester Hannibal Sehested der stod som en slags beskytter af den danske adel og var L.s slægtning 25.7. var afsejlet til Norge, og at hans rival Rantzau 23.8. udnævntes til førsteminister. Noget alvorligere skridt for at få L. udleveret af den svenske eller nogen anden regering vides ikke at være foretaget. Med fradrag af fru Øllegaards hovedlod og hans kreditorers fordringer konfiskeredes L.s gods og formue af kronen der derved blev over 200 000 rdl. rigere. Hos den danske adel vakte hans skæbne "stor forfærdelse i gemytterne". Om hans tilværelse i de følgende år er kun det oplyst, at han nov. 1676 under den skånske krig fangedes af de danske i Landskrona men atter frigaves. Først efter dronning Sophie Amalies død 1685 fik han lov at vende hjem. Han boede hos sin trofaste hustru på hendes gård Bidstrup til hendes død 1697, derefter på Bramminge hos sin steddatter Sophia Amalia Friis.

Annonce

Familie

Forældre: Frands L. til Overgård m.m. (ca. 1590-1655) og Elisabeth Brock (ca. 1603-52). Gift 1660 med Øllegaard Gyldenstierne, død 18.10.1697 på Bidstrup (gift 1. gang 1649 med generalfelttøjmester Christian Friis til Lyngbygård, 1617-57).

Ikonografi

Mal. fra 1650erne (Fr.borg) og fra 1660erne (Skaføgard) samt et senere mal. med allongeparyk forestiller formentlig L. Flere andre mal. har, formentlig med urette, været kaldt L.

Bibliografi

C. P. Rothe: Brave da. mænds og qvinders berømmelige eftermæle II, 1753 293-316. N. Rasmussen Sakilde: K. L.s fald, 1876. Chr. Bruun: K. L., 1886. L. Bobé: Brahe-Trolleborg, 1909 = Fyens hist. herregårde, udg. W. Norvin og E. Nystrøm II 33-43. V. Nordmann i Naturens verden XXII, 1938 401-06. Sophus Berg sst. 1939 221-25. C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested I-II, 1946-70.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. O. Bøggild-Andersen: Kaj Lykke i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293848