Poul Prom, Poul Lauritz Skibsted Prom, 16.11.1898-30.1.1962, translatør. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Holmens). P. blev frivillig lærling i flåden 1914 og søkadet 1916. Han afsluttede imidlertid ikke søofficers-uddannelsen vistnok pga. en forbigåelse af hans far. P. søgte derefter arbejde til søs og kom til USA hvor han meldte sig til tjeneste i US Army. P. kom her til at flyve balloner og gennemgik senere pilotuddannelse. Karrieren stoppede dog fordi han ikke var amerikansk født, hvorefter han tog hjem til Danmark, fik ansættelse i det amerikanske generalkonsulat, og 1927 blev translatør i engelsk. Hen genoptog forbindelsen med søværnet og blev 1932 lærer i engelsk på søofficersskolen, en stilling han virkede i lige til sin død som en afholdt lærer. Gennem sine tidligere klassekammerater fra søofficersskolen og sin ansættelse som lærer sst. havde P. nøje tilknytning til søofficerskorpset og blev efter 29.8.1943 knyttet til arbejdet omkring søværnets illegale marinestab kaldet Elverhøj. I september 1944 overtog P. således ledelsen af denne stabs transportsektion, kaldet skovsvinene, der sørgede for våbentransporter fra Sverige, forsendelser for den militære efterretningstjeneste samt transport af kurerer. Som dække blev anvendt et allerede eksisterende småskibsrederi. P. viste sig velegnet til at løse disse opgaver og var desuden tre gange illegalt i Sverige 1944-45. Han udførte et stort og glimrende arbejde for modstandsarbejdet under den tyske besættelse.

Familie

Forældre: premierløjtnant i flåden Viggo Vincents Johannes P., f. Jørgensen (navneforandring 1906) (1867-1923) og Regina Emilie Skibsted (1868-1955). Gift 16.11.1931 i Frbg. k. med Karen Aase Hansen, født 19.5.1903 på Frbg., d. af direktør Aage H. (1875-1938) og Johanne Frederikke Andersen (1880-1939).

Udnævnelser

R. 1946. DM. 1951.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Erling Foss: På eget ansvar, 1958. Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance I-II, 1959. Sv. Schjødt-Eriksen: En udsat post, 1976. P. Roslyng-Jensen: Værnenes politik -politikernes værn, 1980. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig