Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tage Fischer Holst

Oprindelig forfatter JHaest
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Tage Fischer Holst, 5.10.1902-28.9.1979, radiotelegrafist, major. Født i Vivild-Vejlby sg.,Randers amt, død i Kbh. Efter bestået realeksamen i Randers søgte F.H. uddannelse som radiotelegrafist ved søfartsskolen i Svendborg og arbejdede derpå en årrække som telegrafist i den danske handelsmarine, bl. a. som 1. telegrafist på de danske amerikabåde. Den 9. april 1940 var F.H. forhyret på et dansk skib under udsejling i Kattegat. Dette måtte vende om på grund af besættelsen, og herefter var han til rådighed som erfaren telegrafist da den illegale telegrafitjeneste mellem Danmark og England 1943 blev rekonstrueret under ledelse af ingeniør L. A. Duus Hansen og med danske telegrafister og dansk udstyr. F.H. erklærede sig straks rede til at påtage sig dette livsfarlige arbejde og indledte under dæknavnet Joseph sending fra Kbh. fra september 1943. Indtil maj 1945 var han i uafbrudt virksomhed med daglige sendinger, dels fra sendesteder i Kbh. og senere da den tyske pejletjeneste blev for effektiv, fra skiftende sendesteder på Sjælland, et arbejde der både fysisk og psykisk var umådelig krævende. Fra sommeren 1944 forsynedes han som den første telegrafist i Danmark med apparatur til automatisk sending. – Med daglige og ofte lange sendinger blev F.H. den danske telegrafist der kom til at formidle den største stofmængde, og hans arbejde blev i lige høj grad prist af modtagestationen i London og hans nære medarbejdere i den danske modstandsbevægelse der i lange perioder og i kritiske situationer var helt afhængig af hans sendemuligheder og mod. Og var mængden af det sendte stof stor, var vigtigheden af det ikke mindre. Hans dygtighed, præcision og koldblodighed var afgørende for gennemførelsen af meget vitalt modstandsarbejde, og hans kontakt med de store hovedkvarterer i Kbh. – frihedsråd, faldskærmsorganisation og ledende politikere -gjorde hans arbejde særlig betydningsfuldt. Foruden telegrammer af operativ betydning kom han til at ekspedere vigtige politiske hasterapporter. – Efter krigen blev F.H. udnævnt til kaptajn og senere major i hæren og fik til opgave at forestå en modernisering af dens radiotelegrafi-tjeneste efter de erfaringer der var indvundet i krigen og i takt med den teknologiske udvikling på området.

Familie

Forældre: læge Niels Peter Holst (1873-1923) og Sofie Oline Fischer (1881-1965). Gift 22.12.1925 i Kbh. (b.v.) med Janet Macmillan, født 3.7.1903 i Skotland. Ægteskabet opløst 1937.

Udnævnelser

R. 1970.

Annonce

Bibliografi

T. F. H.: Gør hvad du ikke tør, 1965.-Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance I–II, 1959. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Hæstrup: Tage Fischer Holst i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289472