Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik Lindenov

Oprindelig forfatter COBA
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Henrik Lindenov, d. 7.8.1673, major, stiftamtmand. Død på Skt. Hans kloster i Odense. Efter at have været i udlandet (imm. 1623 i Tübingen) var L. 1623-25 i Sorø. 1639 blev han ritmester over det skånske kompagni af adelens rostjeneste og deltog med dette i krigen 1644-45. Ved rytteriets omdannelse efter denne fik han 1646 majors bestalling, og da det skånske rytteri 1651 deltes i to kompagnier beholdt han, der synes at have været en brugbar officer, det ene. 1648-49 var han forlenet med Hørje len, 1649 blev han befalingsmand i Kristianstad. Skånes afståelse skilte ham ikke blot ved dette len, men var også hovedårsagen til at han mistede sine skånske godser Øvids kloster og Svansø som han solgte 1666, og Valsø der blev overladt kronen som bornholmsk vederlagsgods. Ellers ejede han Oregård (Skovby herred 1664-72), Holsegård (Vends herred til 1670) og Tersløsegård (Merløse herred) som han 1668 solgte til Henrik Bielke (1615-83). Han var for øvrigt selv blevet benyttet ved forhandlingerne med Sverige om danske undersåtters gods i Skåne idet han sammen med Ove Juul og Iver Krabbe (1602-66) 1661 sendtes til Malmø i denne anledning. Efter freden fik han 1661 inspektionen over Odensegårds, 1662 tillige over Skt. Knuds og Dalum klosters amter og blev 1664 tillige stiftamtmand over Fyns stift hvilke stillinger han beholdt til sin død. Desuden var han 1671 en kort tid amtmand over Rugårds amt og varetog amtmandsforretningerne over Assens amt 1670-71. -R. 1648.

Familie

Forældre: Otte L. til Borreby m.m. (1575-1618) og Anne Tyges-datter Brahe (1577-1636). Gift juni 1630 i Kbh. med Beate Ulfeldt, født ca. 1610, død 5.1.1676 på Mullerup, d. af Christoffer U. til Svenstorp m.m. (1583-1653) og Maren Ovesdatter Urup (-1651-).

Bibliografi

Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermedernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I-II, 1959-75. - J. Bloch: Stiftamtmænd og amtmænd i kongeriget Danm. og Island, 1895. Kn. Fabricius: Skånes overgang fra Danm. til Sverige I, 1906 161; II, s.å. 98f (reproudg. 1972).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. O. Bøggild-Andersen: Henrik Lindenov i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293619