Jacob Brockenhuus (admiral)

Jacob Brockenhuus, 7.4.1521-17.10.1577, admiral. Født på Saltø slot, død på Damsbo, begravet i Åstrup k. B. tjente i sin ungdom som hofsinde og var 1546 mundskænk. Ved sit bryllup n.å. modtog han af faderen det bøndergods hvoraf han senere oprettede hovedgården Damsbo; med hustruen fik han ikke blot hendes fædrenegård Nakkebølle, men også et par mindre pantelen, Mårup i Sjælland, Toreby birk på Lolland m.m. Snart fik han dog større forleninger; 1548–52 var han stiftslensmand på Roskildegård, 1552–55 på Ålborghus; 1555–63 havde han Helsingborg (til 1559 med Landskrona), 1563–65 Stege. 1559 afslog han Frederik II's tilbud om ridderslaget. 1562 deltog han med rigshofmesteren Eiler Hardenberg og Jens Ulfstand i en vellykket diplomatisk sendelse til Rusland. Kort efter nytår n.å. sendtes han til Sverige. Allerede 10.12.1562 nævnes han som admiral og havde i den følgende tid fuldt op at gøre med flådens udrustning. I maj løb han ud i Østersøen med en eskadre på elleve skibe og med ordre til så vidt muligt at hindre søfarten til og fra Sverige. Kort efter udsendte Erik XIV en flåde på nitten krigsskibe under admiral Jacob Bagge der i Rostock skulle hente kongens brud. Ved Bornholm mødtes de to flåder 30.5. og skønt krigen ikke var erklæret, optog B. dog kampen med den overmægtige fjende. Efter nogle timers kamp blev sejren svenskernes, idet det danske admiralskib og to andre skibe måtte overgive sig til dem. B. hvis dispositioner under slaget synes at have vakt Frederik II's mishag førtes nu til Stockholm, hvor han med sine folk måtte deltage i Jacob Bagges triumftog. Der ventede ham et langvarigt fangenskab. 1566 fik han ganske vist efter eget ønske Erik XIV's fuldmagt til at rejse til Danmark for at forhandle navnlig om sin egen udveksling med Jacob Bagge der 1564 var faldet i danskernes hænder; for det tilfælde at denne mission mislykkedes, lovede han endog frivilligt at han ville opsige Frederik II huldskab og troskab, ligesom han i så fald ville søge at formå slægt og venner til frafald. Endnu s.å. vendte han imidlertid tilbage til Sverige uden at have udrettet noget hverken i den ene eller den anden retning; han blev derfor sat under anklage ved Erik XIV's kongelige nævn der dømte ham til at agtes som en æreløs, ordløs og utro mand. Rygtet om denne sag forstærkede naturligvis Frederik lI's uvilje mod ham, hvad der havde til følge at han ved fredsforhandlingerne i Roskilde 1568 alene af samtlige krigsfanger udtrykkelig undtoges fra udløsning. N.å. sendtes han dog atter til Danmark for at forhandle om udveksling og synes ved denne lejlighed virkelig at have genvundet friheden, måske ved at tilkøbe sig den. Efter sin frigivelse levede han stille, først på Nakkebølle, hvis hovedbygning hans hustru under hans fraværelse havde ladet opføre, senere på Damsbo.