Erik Orning

Erik Orning, Erik Ottesen Orning, d. 12.2.1645, admiral. O.s ægteskab var inden for de forbudte grader da hans mor og hustru var søskendebørn. Ægteparret skal derfor i atten år havde levet i udlandet til det 1627 fik kongens tilgivelse og tilladelse til at bo i hans riger og lande.

Sikkert er at O. først 1628 ansattes som skibskaptajn og ikke tidligere nævnes i kongens tjeneste. 1630 fik han bestalling som Holmens admiral. 1637 fik han instruktion om som admiral for en eskadre på seks skibe at krydse fra Stavanger til Vardøhus og hindre al ulovlig handel, fiskeri og fribytteri, 1638 konvojerede han en handelsflåde til Danzig. 1640 udsendtes han med Patientia og Markatten, officielt for at hente kongens søsterdatter hertuginde Hedewig af Pommern, i virkeligheden for at hjælpe den svenske enkedronning Maria Eleonora med at flygte fra Sverige til Tyskland. Han tog hende om bord ved Gotland, men satte hende da der indtraf modvind, efter hendes ønske, men mod kongens vilje, i land ved Nykøbing F. Måske var dette årsagen til at Christian IV som allerede tidligere havde beskyldt ham for forsømmelighed, dec. s.å. betegnede ham som "Hans Magnificens". 1641 konstateredes nye misligheder; kongen lod en tid O. forbyde adgang til Bremerholm og påtænkte at afskedige ham. Han blev dog i tjenesten og sendtes 1643 ud med en eskadre mod fribytterne i Vesterhavet. I slaget på Kolberg Heide 1.7.1644 var han rigsadmiral Jørgen Vinds flagkaptajn på Patientia og fik en mindre kvæstelse i lændepartiet der dog ikke hindrede ham i kort efter at deltage i blokaden af den svenske flåde i Kiels fjord. Da Peder Galt 31.7. degraderedes blev O. hans efterfølger som generaladmiral på Patientia, men formåede ikke at hindre at den svenske flåde brød blokaden og undslap. Aug. s.å. krydsede han efter ordre ved Lolland for om muligt at ødelægge den hollandske flåde. Da denne 10.8. forcerede Sundet gjorde han dog intet for at hindre det skønt han skal have fået melding i forvejen om dens kurs. Måske var dette årsagen til at han inden nytår 1645 måtte fratræde sin stilling som Holmens admiral; kort efter døde han. Senere beskyldtes han for medansvarlighed for de i rigshofmester Corfitz Ulfeldts tid ved tømmerleverancerne til Holmen begåede underslæb. 1634-46 var han forlenet med Halsnø kloster og Hardanger len.