Muren omkring Visby er et af de bedst bevarede bymæssige fæstningsanlæg i Nordeuropa. Den tjente i sin tid det vigtige formål at afsondre hansestaden Visby fra landet Gotland. Adskillelsen var så meget mere nødvendig som de to parter havde konkurrerende handelsinteresser. Traditionen for fjernhandel var i virkeligheden mange hundrede år ældre blandt de gotlandske storbønder end hos de tyske købmænd i Visby. Det var uden for Visbys mure det afgørende slag i Valdemar Atterdags Gotlandstog 1361 foregik, det felttog hvor han erobrede landet Gotland med våbenmagt og derpå modtog staden Visbys kapitulation.

.

Kriger i ringbrynje fra massegravene uden for Visby. Det er en af Valdemar Atterdags lejede krigere og hans udrustning har været helt moderne.

.

Slaget ved Visby 1361 foregik den 10. juli og de faldne måtte begraves i stor hast, i massegrave. Udgravninger af dem har vist en slående kontrast mellem bøndernes primitive og navnlig gammeldags udrustning og den fremmede, moderne krigsmaskines effektivitet.

.

Valdemar forberedte Skånes erobring ved at tæmme de oprørske bevægelser inden for Danmarks rige og ved at indgå stilstande med sine vigtigste ydre fjender. Militært havde planerne sådan set længe ligget klar. Allerede 1350 havde han indgået en hemmelig aftale med hertug Albrecht af Mecklenburg om at han skulle indtage Helsingborg på kongens vegne og have 10.000 mark sølv for det. Det var ikke denne aftale der nu skulle bruges, men situationen var den samme. Helsingborg var det faste punkt som det gjaldt om at erobre.

Da forberedelserne først var gjort, forløb begivenhederne hurtigt. Den 1. juli var kongen i Malmø og kort efter faldt Helsingborg, hvorpå den skånske almue atter kunne hylde en dansk konge som herre over Skåne. Det hele gik så hurtigt at det er vanskeligt at afgøre om forklaringen er Valdemars styrke på dette tidspunkt eller hans modstanderes svaghed.

I 1355 havde et svensk stormandsparti tvunget Magnus Eriksen bort fra kongemagtens udøvelse i Sverige og gennemført en deling af magten således at hans ældste søn Erik fik Sverige og den yngste Håkon Norge. Magnus Eriksen havde imod sine oprørske aristokrater søgt en vis forståelse med Valdemar Atterdag, og i 1359 havde de indgået en aftale om at Valdemars yngste datter Margrete skulle ægte kongens søn Håkon. Men senere på året 1359 var den unge kong Erik af Sverige død, og det var ikke uden videre muligt for stormandspartiet at bruge Håkon mod faderen i hans sted. Deres første indsats var at forsøge at forhindre ægteskabet mellem Håkon og Margrete. Han skulle efter deres planer i stedet have en holstensk prinsesse, og hvilket ægteskab det blev måtte våbnene afgøre.

Det er i denne situation Skånes erobring finder sted. Den hellige Birgitta i Kom forklarede den med at Valdemar og Magnus der hver for sig var lige skændige, havde aftalt det hele mod deres folks vilje. Sandt er det nok ikke, men grebet ud af luften er det heller ikke. Skåne faldt til Valdemar i kraft af at slottene overgav sig til ham og det skånske folk hyldede ham. Han har samtidig villet udøve kongemagt over Halland og Blekinge, men her var den svenske infiltration næppe mulig at tilsidesætte straks.

Skånes erobring betød frem for alt at Valdemar nu havde en lang grænselinie mellem sit rige og det splittede svenske rige. Han havde de bedste muligheder for at udvide sin magt øst for Øresund på Sveriges bekostning.

Han må have været temmelig sikker på at hansestæderne ville forholde sig neutrale, hvad de også gjorde. Der var da heller ikke noget i Valdemars øvrige aftaler forud for Skånes erobring der skulle kunne gøre ham til deres fjende. De kan endda på dette tidspunkt have foretrukket Valdemar som herre over Skåne.

Men forholdet til hansestæderne blev kritisk, da Valdemar det følgende år fortsatte sine erobringer og angreb Øland og Gotland. Det var ganske vist magten i Sverige Valdemar greb efter med disse bevægelser, men Øland var en vigtig station på vejen til Gotland og på Borgholm, øens stærke fæstning, indsatte Valdemar sin høvedsmand. Straks efter fortsatte Valdemars flåde til Gotland og erobrede øen og byen Visby ved et lynangreb i juli 1361.

Gotland havde siden vikingetiden været et af Østersøens handelsmæssige centrer, og øen havde bevaret sin betydning i den nye baltiske økonomi. Byen Visby var blevet en tysk handelsstation på vejen til Novgorod, medlem af hanseforbundet og befolket frem for alt af tyske købmænd. Byen var omgivet af sine stærke mure og udgjorde et fremmedelement på øen. Men bønderne var rige og fortsat engagerede i handel. De var svenske, og det var dem kong Valdemar angreb. Han landsatte sin hær noget syd for Visby og udkæmpede tre slag mod de gotlandske bønder, det sidste lige uden for Visbys mure.

Visbys borgere rørte ikke en finger for at hjælpe bondehæren der kæmpede mod overmagten under dens mure. De faldne bønder blev i de varme julidage begravet i massegrave uden for Visby. Udgravninger har vist hvor gammeldags deres udrustning var i forhold til den moderne rytterhær de kæmpede imod. Heller ikke bøndernes virkelige herrer, dem der rådede for den svenske kongemagt, kom dem til hjælp mod Valdemar Atterdag.

Da slaget var forbi, åbnede Visby sine porte for kongen og lod sig brandskatte af ham. Kongen lod et stykke af muren rive ned, velsagtens som et symbolsk udtryk for byens underkastelse, så at der i de forhandlinger med hanseforbundet som forestod, ikke skulle være tvivl om situationen.

Begivenhedsforløbet viser at det var herredømmet over Sverige kong Valdemar stræbte efter. Og det var et projekt som kunne få hansestædernes neutrale velvilje, så længe der ikke var sikkerhed for at det ville lykkes. Brandskatningen af Visby var den yderste grænse. Den gav anledning til at hansestæderne støttede kongens fjender og selv samlede sig til modstand mod ham. I denne sammenhæng formulerede stæderne voldsomme klageskrifter i anledning af den skæbne der var overgået Visby. Men deres harme er beregnet til at skjule, politisk, at stæderne oprindelig havde haft til hensigt at affinde sig med at Valdemar gjorde sig til herre over det gamle svenske land Gotland.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Skåne og Gotland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig