Panserhandske af jern fra sidste halvdel af 1300-årene, fundet på Ørum Volde i Thy. Gården Ørum var blandt de befæstede herregårde, Valdemar Atterdag satte sig i besiddelse af med magt, og handsken er karakteristisk for den udrustning, hans lejede krigere må have båret. Af handskens fingre er kun beskyttelsespladerne til tommelfingeren bevaret. Pladen der beskytter mellemhånden har en bevægelig skinne til beskyttelse af knoerne.

.

Kongen red med sit følge hjem gennem Europa, med pesten i hælene. Hjem til et Danmark som han nu havde vundet mere end halvt, styrket med den internationale anseelse der tilkom en fyrstelig ridder af Kristi Grav. Meget passende måske, fordi en afsluttende fase i hans hidtidige indløsning af det pantsatte Danmark bestod i en fornem aftale med den store korsridderstat i Østersøen, de tvske Maria-riddere i Preussen, Den tyske Orden. De havde forlagt deres virksomhed til Balticum ved 1200-årenes midte og levede et militært klosterliv under ledelse af en højmester der residerede i Königsberg. Til dem overlod kong Valdemar, korsridderen, i 1346 det gamle danske hertugdømme Estland, der i sin tid var vundet ved et korstog.

Den danske konges vasaller i Estland havde ikke længe mærket noget videre til dansk autoritet. Men de klamrede sig til danskheden for at værne om deres egen politiske handlefrihed. Estland havde været en vigtig position i Erik Menveds østersøpolitik, men Valdemar Atterdags kunne klare sig uden. Han havde større fordel af at udbygge sin og den brandenburgske markgreves position i Tyskland, og til dette formål ville en imødekommelse af Den tyske Ordens ønsker om en udvidelse af territoriet være gavnlig. Maria-ridderne kunne få lov at ekspandere mod nord imod til gengæld at være fredelige naboer over for Brandenburg.

I 1346 sendte kong Valdemar sin „mand” hr. Stig Andersen til Estland med bemyndigelse til, når han ankom dertil, at lade skære et kongeligt segl og binde kongen med hvad han dermed beseglede. Landet var under stærkt pres fra Ordensstaten, hvis hære var draget derind nogle år forinden, da der var almindeligt oprør i landet, og nu ønskede at forblive der under hensyn til fredens opretholdelse. Det kunne også siges at Estland var nær ved at blive erobret af Den tyske Orden, og at Valdemar Atterdag åbenbart havde til hensigt at give slip på denne besiddelse, hvis blot han fik fordele af det.

Hvad Stig Andersen mæglede var en sindrig ordning hvorefter der reelt var tale om et salg, formelt derimod om en gave. Det hævdedes at kongens ældre broder Otto, der havde siddet i holstensk fangenskab og måske – som det hævdedes af nogle – var blevet sindsforvirret af det, nu havde besluttet at indtræde i ordenen, altså aflægge det ridderlige og munkelige troskabsløfte som gjorde ham til en Kristi ridder i korstogs-ideens tjeneste for al evighed, og medbringe Estland som sin indtrædelsesgave. Arrangementet kendes fra flere dokumenter, hvis indhold særlig kan tolkes på grundlag af en formfuldendt redegørelse til paven som samtidig udarbejdedes og hvori der ikke helt så tydeligt tales om ordningens økonomiske sider. Af denne sammenligning fremgår det da, at Estland ganske vist er givet til Den tyske Orden i forbindelse med junker Ottos indtræden deri, men at der er gjort nogle vurderinger af besiddelsens værdi og merværdi i forhold til hvad indtrædelsesgaven efter den oprindelige hensigt skulle være værd, således at ordenen reelt har betalt 19.000 mark sølv for landet Estland, og at Valdemar straks har afleveret de 6000 til markgrev Ludvig af Brandenburg til indfrielse af den skyldige medgift for markgrevinden der i øvrigt ikke længere var i live, hun var død i 1340.

Salget af Estland indbragte altså Valdemar Atterdag netto 13.000 mark solv. Det har han vidst allerede da han drog af sted til Det hellige Land. Ordningen betød tillige, med junker Ottos indtræden i ordenen, at der ikke længere var en anden fyrste som Valdemars fjender ville kunne gøre til konge i hans sted, hvad enten han var sindsforvirret eller ikke. Her er grundlaget for den sindsro hvormed kongen begav sig ud på sin rejse.

Her er tillige baggrunden for den værdighed hvormed kongen nogen tid efter sin hjemkomst, i Ringsted i begyndelsen af 1349, redegør offentligt for sin hidtidige indløsning af riget. 30.000 mark sølv har han oppebåret af riget, 10.000 mark sølv har han lagt til af sit eget. Det er Yngre sjællandske Krønike der har meddelelsen, men den nævner intet om salget af Estland eller om junker Ottos indtræden i Den tyske Orden.

Derimod fremhæver krøniken at det var på Sankt Knuds dag mødet i Ringsted fandt sted, dvs. Knud Lavards dødsdag den 7. januar, ringstedkirkens største fest. Intet kunne bedre markere at der nu på ny regerede en Valdemar der var en sand ætling af Hellig Knud Hertug.

Ved udgangen af 1340'erne var de lånte rigsembedsmænd som Valdemar havde fået stillet til rådighed af sine tyske slægtninge for længst borte. Dette markerer den vundne selvstændighed, men det hænger antagelig også sammen med at fyr-stehuset Wittelsbach efter kejser Ludvigs død i 1347 befandt sig i en yderst kritisk situation i den tyske rigspolitik og selv havde brug for handlekraftige embedsmænd. Ikke blot måtte nu kong Valdemar stå på egne ben i sin danske og nordiske politik, han fik også til opgave at virke politisk i Tyskland til fordel for sin svoger markgrev Ludvig af Brandenburg, især efter at kejsermagten nu var ved at overgå til kejser Ludvigs gamle modstander der som kejser hedder Karl 4. Han var søn af kong Johan af Böhmen og havde af paven været støttet som modkejser mod Ludvig af Bayern. Nu blev det Valdemar Atterdags opgave at virke for en udsoning.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Regnskab for Sjælland og Estland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig